Tale ved Haderslev Lysfest

Tale
Lys. Én lille flamme, der folder sig ud som et blad og roligt lyser vinduet op. Hvert lys, der gør Haderslev kasernes vinduer til et lysbillede på fred og håb, bliver tændt af et ungt menneske, der bærer flammen fra lys til lys. Hvert lys er en spinkel lille flamme bag vinduesglasset, men det når ud til alle os herude og spejler sig i vores øjne og hjerte.

Hvad betyder det at sætte et lys i et vindue? Det betyder, at man gerne vil dele lyset med dem udenfor – at man gerne vil give den glæde og opmuntring, som lyset er, til andre ukendte ude i mørket. Lyset i vinduet skinner i mellemrummet mellem hjemmet og verden, mellem det enkelte menneske og fællesskabet. Glæden over freden og friheden, som blussede op i vinduerne d. 4. maj 1945 og siden er blevet erindret og gentaget år efter år, er en fælles glæde. En taknemmelighed over frit at kunne lade lyset skinne igen efter krigens mørke og mørkelagte år, og et håb om, at freden og friheden måtte overvinde og oplyse nazismens og fascismens formørkelse og undertrykkelse.

Mine forældre tændte lys i vinduerne hver 4. maj og fortalte om befrielsesbudskabet, – også med den lille pause i speakerens stemme før”– og Danmark”.. Og Prins Jørgens march, som trompetisten Henrik Rønnow nu har spillet for 30. gang her til lysfesten, havde vi på plade. Vi sang ”En lærke letted’- ” Og om det nu er helt sandt eller noget, jeg bare har set for mig, så forbandt jeg befrielsesaftenen med, at min mor, som ellers ikke gerne gjorde noget vildt, dengang som 21 årig kravlede op på taget af en sporvogn og kørt rundt i de jublende gader. Noget gladere kunne man ikke forestille sig. Forældrenes erindring af besættelsen og befrielsen prægede sig ind i os børn. Vi forbandt deres lettelse og overvindelsen af krigens og nazismens rædsler med lysene i vinduerne og forstod, at hver dag i fred og frihed er en gave og ingen selvfølge.

Derfor blev vi ved at tænde lys. Historien og historierne skal fortælles igen og igen og til kommende generationer. Og fortælles på mange måder, fordi historien altid har mange stemmer. Lysfesten, som Haderslev kaserne har indbudt til siden 1950 og altså i år for 70. gang er sådan en fortælling om erindring og om lys for nutiden og fremtiden. I år befinder vi os mellem sidste års fejring af 1. verdenskrigs afslutning, og næste års fejring af 100-året for Genforeningen og 75-året for 2. verdenskrigs afslutning. Også i de begivenheder spiller denne landsdel en særlig rolle: Grænselandet har en særlig erindring og en særlig opgave som Danmarks hukommelse. Når Haderslev kaserne oplyser mørket i aften, kan vi se det som et udtryk for den opgave, at Sønderjylland skal være lys i Danmarks vinduer. Denne landsdel skal bevare erindringen og fortælle den menneskelige historie om krig og kærlighed, fred og forsoning – sådan som vi også skal høre det i musikken og sangen i aften. Denne landsdel skal tænde lyset i vinduerne, så det kan ses ud i verden, at vi vil fred hertillands, og at vi har glæde og lys at dele med andre end os selv.

Der er himmelvid forskel mellem at tænde lys i vinduerne og at sætte brand i gaderne.

Begge dele er ild og varme, men lysene samler til fællesskab og håb, brandene ødelægger.

Krig bringer både det værste og det bedste frem i mennesker – grusomhed og heltemod. Krigen kan blive uundgåelig og derfor uddanner og udruster vi vores unge mænd og kvinder i Forsvaret til at bære og bruge våben, men også til at tænde lys. For krigen er aldrig målet, freden er målet med al den indsats, Forsvaret gør. Det er op til alle os almindelige borgere aldrig at puste fredens og frihedens flamme ud og aldrig at sætte hadets flammer løs imellem os – for det er dér, krig begynder.

Det kan måske være svært at begejstres flammende for demokratiets langsomme vej fuld af kompromiser og ”på den ene side og på den anden side”, Det er ligesom nemmere at flamme op i begejstring over at fortælle sig selv, at vi er de eneste, der har ret, og de andre er nogle idioter eller parasitter eller landsforrædere eller hvad vi nu kan finde på at ildne os selv og hinanden op med. Kaste brand i gaderne og få holdopstillingen klar: ”lysets helte mod mørkets kræfter”.

Når historien engang bliver fortalt, ser vi klarere, at de første ofre i krigen altid er sandheden og børnene.

Mordene begynder med ordene. Det begynder altid med, at vi ydmyger hinanden med ord – i skolegården eller i det politiske og folkelige liv. Nazismen begyndte ikke med, at brunskjorterne marcherede i gaderne og smadrede jødiske forretninger og tændte bål i gaderne. Den begyndte med ord – om at nogle mennesker er ikke er så meget værd som andre, at landet og folkestammen skulle renses for de urene, uværdige elementer, dem, der bare vil nedbryde folket og overtage verdensherredømmet. De fremmede og de anderledes, dem med en anden religion og dem, der ikke kan bidrage til produktionen. Sådan begyndte dét, som vi i dag tænder lys i vinduerne for at markere, at vi aldrig igen vil blive fanget af. Aldrig igen.

Min farfar troede ikke på det, da han i befrielsesdagene kunne læse om koncentrationslejrene og se billederne i af de udhungrede mennesker i fangedragter i udryddelseslejrene. ”Sådan er da ingen, der vil gøre”, sagde han. ”Det kan ikke være sandt”.

Nej, sådan er der da ingen, der vil gøre. Men historiens frygtelige lære fra nazismen er, at grænserne for, hvad man vil udsætte andre mennesker for, flytter sig lige så langsomt. Hvis alle andre siger, at det er i orden at udrydde bestemte grupper, hvis systemet og politikken siger, at sådan skal det være, så kan også pæne mennesker og familiefædre betjene et gaskammer. Mordene begynder med ordene, og undertrykkelsen lever af tavsheden. Hvis ingen længere siger imod, hvorfor skulle man så selv gøre det? Så længe det ikke er én selv, det går ud over.

Lysene i vinduerne i aften skal minde os om den forskel hver enkelt lille stemme kan gøre. Lysene i vinduerne skal minde os om det mod, der skal til for at holde fast i retfærdighed og frihed som en rolig klar flamme frem for voldens og hadets brølende brand.

Så lad os i aften se på hinanden i genskæret fra alle de små lys – i taknemmelighed over freden og friheden, i taknemmelighed over for dem, der gav deres liv for den, og dem, som i dag sætter livet ind for fred og beskyttelse af mennesker rundt i verden. Vi tænker på dem, der lige nu lider under krigens ulykke, og lader håbet brænde for, at de engang – i Syrien, i Yemen og i verdens andre krigszoner - må kunne sætte lys i genopbyggede huses vinduer og leve i frihed og fred. Lad os fejre, at vi får lov at holde frie valg i Europa og herhjemme og fylde vores folkestyre med åben samtale om, hvordan vi kan leve sammen, så ingen bliver trængt ud i mørke og foragt. Lad os vise de mennesker respekt, som træder frem på vores andres vegne og lader sig vælge som vores politikere. Gid de må lade deres lys brænde for retfærdighed og frihed. Og det gælder os alle: Hver dag må vi sætte lys i øjnenes vinduer, så vi kan se på hinanden i den stille og rolige, men stærke og vedholdende begejstring for fællesskabet og friheden i vores land og i verden.

Glædelig lysfest! 

Marianne Christiansen, Haderslev Lysfest, den 4. maj 2019.