Landemodetale 2022

Kære alle sammen

100 år – er det kort eller lang tid. Jo ældre man bliver, jo kortere er det. Når historien om de 100 år fortælles, opdager man, at man selv kan huske det meste eller i hvert fald kender nogen, der kan huske det. Min far blev født for mere en 100 år siden, og sådan vil de fleste af jer også have det.

Men 100 år er anledning til lys i lagkagen eller i hvert fald lagkage og til at huske og fortælle historier. I strømmen af 100-års jubilæer der fulgte på 100-året for 1. verdenskrigs afslutning, Genforeningen og hele den omformning af land og historie, som disse begivenheder gav anledning til, er det nu Haderslev stifts tur.

I kølvandet på Genforeningen blev Haderslev stift dannet ved kongelig anordning af 15.11.1922. Fra det hidtidige Slesvig stift, som blev delt ved den nye grænsedragning, kom Tønder provsti til Ribe stift, og det nyoprettede Haderslev stift kom i resolutionen til at bestå af:

Haderslev, Aabenraa og Sønderborg provstier i de sønderjydske landsdel, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder, Brusk og Nørre Tyrstrup Herreder samt Nørvang og Tørrild Herreders østre provsti, der afgives af Ribe Stift, og Bjerre og Hatting Herreder, der afgives af Aarhus Stift.

På den måde var det ikke kun den nye grænsedragning, der skilte og forenede på en ny måde, men også stiftsgrænserne: De nuværende Hedensted, Fredericia, Vejle provstier og det meste af Kolding provsti skulle pludselig vende sig mod Haderslev, og indgå i en ny sammenhæng og vælge en ny biskop – for øvrigt for første gang med den nye bispevalglov, som lagde valget hos menighedsrådene.

Så når man af og til spørger sig selv i Aale og Linnerup og Hornborg og i Bjerre herred, hvor de næsten kan se til Aarhus, eller i hvert fald til Horsens og hører til Region Midt: ”Hvorfor i al verden skal vi til Haderslev til ordinationer og trækkes med Haderslev stiftsøvrighed i plansager?” – og når de synes der er langt fra Fredericia og fra Vejle – så er svaret: Alle i Haderslev stift er med i et stort integrationsprojekt, som også omfatter båndet til de sydslesvigske danske menigheder, der kom på den anden side af grænsen. De forblev i Slesvig stift, de sønderjyske provstier nord for grænsen blev skilt fra og nyforenet med - de stærke jyder omkring Hedensted og Løsning og Øster Snede, og den religiøse fristad og fæstningsby Fredericia, og den verdensåbne industriby Vejle med vikingetidens stolte mindesmærker og kongebyen Kolding med Skamlingsbanken og de otte kirkesogne, der kom nord for grænsen efter 1864 – alle disse sammenhænge skulle omfavne de sønderjyske provstier og være med til at danne en ny kirkelig enhed , et nyt fællesskab mellem kongeriget og hertugdømmet, danske og tyske og slesvigere, forskellige traditioner og skikke. Og det er på en måde stadig opgaven: At vi skal favne hinanden i vores forskellighed og lytte til evangeliet om Jesus som Guds kærlighed til os alle, som kalder et fællesskab frem imellem os.

Har et stift en historie og har det en sammenhæng - udover at være biskoppens og stiftsøvrighedens tilsynsområde og et telefonnummer til Haderslev stiftsadministration, når der er noget, der skal ordnes. Ja, nu kan I selv læse og synge og tale med hinanden og finde ud af, hvad der binder os sammen. Jeg tror, at det - udover fællesskabet om at fejre gudstjeneste sammen og dele tilsyn - også er den fælles samtale, om hvad det vil sige at være kirke i dag, og hvordan vi løfter vores opgaver og hjælper hinanden. De mennesker, der gennem de hundrede år har været præster og organister og gravere, kordegne og kirkesangere og med tiden kirke og kulturmedarbejdere, alle I menighedsrådsmedlemmer, provstiudvalgsmedlemmer, stiftsrådsmedlemmer og stiftsansatte, provstiansatte, konsulenter, frivillige og simpelthen medlemmer: De/I danner tilsammen den samtale og det arbejde, der er stiftets historie og nutid.

Når vi fortæller historie og mindes, åbner det altid øjnene for vores egen nutid, for: Hvordan vil den blive husket om 100 år? Hvad vil man fortælle om den tid, vi lever i, og hvad vi foretager os i den?

Det bliver vores børnebørn og oldebørn, der skal fortælle. De vil fortælle om en tid, hvor mange ting kom i oprør, hvor erkendelsen af, at vi må ændre adfærd i forhold til den måde, vi udnytter verdens ressourcer på, slog igennem, langsomt, men sikkert, - men også frygten for, at det for sent og for lidt, vi gør. De vil fortælle om en tid, hvor mennesker også på vores breddegrader og andre steder i verden er på flugt fra krig og fattigdom; hvor vi erfarede pandemi og frygt både for sygdommen og for kontrollen med den; hvor der igen blev krig i Europa, og verdensmagternes indbyrdes magtforhold kom i skred, - hvor vi i det danske samfund måtte erkende, at de unge mistrives, alt for mange mister selvværd og livsmod, og stress og psykiske lidelser er blevet en folkesygdomme, De vil huske en tid, hvor der bliver længere og længere mellem rig og fattig og mellem forskellige grupper i folket, og hvor der lige nu er bekymring for fremtiden i mange familier på grund af inflation og stigende priser. Mon vores børnebørn og oldebørn så også vil fortælle, hvordan vi fandt veje i det hele og hjalp hinanden? Mon de vil fortælle om nyopdaget nøjsomhed og fornøjelse ved et liv med knap så meget fart og materiel rigdom, Mon de vil trække digte frem, der gav håb for fremtiden og mindes folk, der kæmpede for frihed og for fred, og fandt ud af at dele?

Det kan vi ikke vide, men vi kan håbe. Og vi kan gøre vores bedste med den tid vi får. Det gode ved et stift er, at det er et fællesskab omkring forkyndelsen af evangeliet, det glædelige budskab om, at verden tilhører Gud og ikke os, og at Gud elsker verden og har gjort sig til et menneske i Jesus, som har åbenbaret den form for kraft, som er Guds: En kærlighed, der går i døden og gælder alle forladte og håbløse – og på trods af al ondskab og ødelæggelse overvinder tomheden og skaber opstandelse. Også opstandelse i menneskers liv og i verdens liv, så vi får håb og mod. Det er hvad vi kalder Helligånden: at Gud er tilstede hos os og imellem os og skaber noget nyt, vi ikke kunne forestille os – i vore egne små liv og i verdens liv. Skaber tro og håb og kærlighed – og fantasi. Det er den stille, stærke strøm af liv, der hele tiden flyder fra evangeliet. Det er den vi bygger kirker for og laver kirkegårde, forsamler os for at høre og i det små leve på og handle efter. Det er sådan set det, det hele går ud på: At det skal fortælles videre, at der håb. At vi ikke er alene om elske og fortvivle. Der er nåde.

Det er ikke sikkert, at de om 100 år vil fortælle om os, men bare de stadigvæk vil fortælle videre om håbet, som Jesus har bragt ind i verden. Vi kan lige nu samle os om at være her, hvor vi er - midt i det hele, og glæde os over at være sammen og have gode vilkår og meget at dele af og dele ud af. Først og fremmest forkyndelsen og fællesskabet omkring den, som det nu kommer til udtryk helt konkret i jeres forskellige sogne. En dag som i dag er til taknemmelighed over alle jer, der til dagligt som frivillige eller som jeres arbejde tager vare på folkekirken i Haderslev stift, så den kan være et sted og en sammenhæng, hvor mennesker møder forkyndelsen af evangeliet og møder hinanden og bliver opbygget af det, får livsmod og finder selvværd. Tak for alt det, I går og gør, og tak også bare fordi I er der og stiller jer til rådighed.

Vi kan ikke vide, hvad de vil fortælle om 100 år, men lige nu i denne landemode tale vil jeg bare fortælle lidt om, hvad der ligger øverst i folkekirkens dagligdag her i Haderslev stift – netop ind i den turbulente tid, vi lever i. Jeg vil i det følgende fremdrage nogle områder, der kalder på opmærksomhed og til sidste slutte i jubilæet igen:

Flygtninge

Knap 25.000 ukrainske flygtninge har i øjeblikket bopæl i Danmark og knap en tiendedel af dem, knap 2200, er i Haderslev stift (Haderslev stift er meget gennemsnitligt og udgør som regel en tiendedel af tendenser i hele landet)(Hedensted 192; 0,4%, Vejle 506; 0,5%, Fredericia 146; 0,3%, Kolding 399; 0,4%, Haderslev 355; 0,6%, Aabenraa 255; 0,4%, Sønderborg 283; 0,5%). Procentvis flest til Vejle provsti og Haderslev Domprovsti. Dertil kommer de syriske og afghanske flygtning, som også er store grupper og mange andre. Vi er relativt godt rustet i Haderslev stift til at gøre en indsats for at åbne kirkedøre og menighedshuse også for flygtninge og indvandrere. Stiftsudvalget for Migrantsamarbejde og Religionsmøde og stiftsrådets migrantkonsulent står til rådighed med viden og hjælp til det lokale arbejde, i hvert provsti er der en sognepræst, der oveni sit embede har påtaget sig opgaven som migrantpræst – dvs. en der kan kontaktes for råd og vejledning til , hvad man lokalt kan gøre mht. gudstjenester, fælles arrangementer eller opsøgende arbejde. I øjeblikket er stiftets migrantkonsulent på vej rundt til alle provstiudvalg med henblik på at danne internationale udvalg i hvert provsti. For folkekirkens møde med nye medborgere med andre kulturelle eller religiøse baggrunde er kommet for at blive – det er en del af hverdagen.

Den grønne omstilling

Et af de andre af verdens store temaer, nemlig den grønne omstilling, er der også hjælp at hente til. Det er noget, der fylder og skal fylde i menighedsrådenes og ikke mindst provstiudvalgenes dagsordener – både af klimamæssige og økonomiske grunde – lige fra affald og indkøb til drift af landbrugsjorde, energipriser, ladestandere og sparetiltag. På landsplan er der etableret en projektgruppe, Folkekirkens Grønne Omstilling, der skal give råd og vejledning i alle temaer – de kan kontaktes via hjemmesiden Folkekirkens Grønne Omstilling.dk. Det gælder bare om at få dem brugt, så I ikke alle skal forfra med at opfinde den grønne tallerken.

Psykisk trivsel

I forhold til den psykiske mistrivsel, der plager mange og ikke mindst de unge, har folkekirken noget at give – nemlig det, som bærer hele kirken. Det er selve kernen i at komme i kirke – at vi kommer for at opsøge ord og mening og for at kunne lægge vores byrder og dårlige samvittigheder fra os hos Gud og få velsignelse til at leve som dem, vi er, værdige og elskede, oprejste. Når vi takker for livet, vokser opmærksomheden på alt det, der er givet, og som vi ikke selv skal præstere. Som når vi synger en salme som Op al den ting, som Gud har gjort, og synger: Hvad skal jeg sige , når jeg ser – ser  se alting omkring mig. Vi bliver løftet os ud af os selv, så vi får øje på den verden af undere, vi er en del af. Der er ingen hurtige måder at aflaste eller hele sindet og den sjælelige nød, som mange mennesker, også præster og menighedsrådsmedlemmer og os her, er plaget af. Og det er selvfølgelig ikke nok at sige: Du kan bare gå i kirke og synge nogle salmer. Der er brug for psykologisk og i nogle tilfælde psykiatrisk bistand og der er brug for de sjælesorgssamtaler, som man kan have med sin præst, og som præster kan have med andre. Og der er også brug for det menneskelige fællesskab, der er en del af sognets liv. Men sammen med det, ikke i stedet for – kan også i gudstjenestens tak og bøn og hvile og sang være en lindring, åben for alle. Folkekirken skal på alle måder være et åndehul i vores samfund. Et sted, hvor man kan ånde frit og hvor Helligånden åbner og letter vores sind. Og derfor skal vi også selv huske at trække vejret og søge hvile - i gudstjenesten og i naturen, og også hjælpe hinanden til at have fred med, at vi overkommer ikke alt. Vi kan ikke alt. Det gælder også i det kirkelige arbejde. 

Gratis adgang

I en tid, der bliver økonomisk trang for mange, har folkekirken en opgave i at være åben for mennesker uden at tage penge. Det gælder selvfølgelig gudstjenester, men også forskellige møder og koncerter, koraktiviteter og andre aktiviteter for børn, babysalmesang, fællesspisning osv. Det vil være godt at overveje lokalt, hvad der er brug for i netop jeres sogn af samværsformer og oplysende og oplivende begivenheder, hvor der er gratis adgang – fordi det bliver betalt af den fælles kirkeskat. Gratis betyder af nåde, gratia – så det er noget centralt i folkekirken. Der skal være noget gratis adgang for alle.

Arbejdsmiljø

Når det nu forholder sig sådan, at folkekirken skal være et åndehul, er det selvfølgelig meget trist, at v i nogle steder har et dårligt arbejdsmiljø og en måde at tale sammen på, der bryder ned i stedet for at bygge op – både blandt ansatte og frivillige. I vil have bemærket, at DR i øjeblikket kører en kampagne om arbejdsforholdene i folkekirken .Det skal vi ikke være kede af, for dels betyder det, at der bredt i landet er en forventning om, at det skal være godt at være i folkekirken, dels sættes der fokus på nogle af de problemer, som vi vitterligt har og også må arbejde med at løse. De fleste steder kan I heldigvis sige: ”Det billede, der tegnes i medierne, kan vi ikke genkende – sådan er det ikke hos os”. Det er kun godt, og det er altid oplysende at se en sag, som man selv har lidt kendskab til, fremstillet i medierne. Det vækker til eftertanke om de øvrige sager, vi ser og hører om – der som regel har flere sider, end man kan nå at få med i et hurtigt medieindslag.

DRs kampagne er på baggrund af en rundspørge. At den tegner en del af virkeligheden, men ikke den hele illustreres af, at Arbejdstilsynet seneste undersøgelse af arbejdsmiljøet i Danmark viser at ansatte i folkekirken generelt har den højeste jobtilfredshed af alle brancher. I forhold til, om arbejdet giver selvtillid og glæde, ligger folkekirkens ansatte næsthøjest – dog overgået at frisørfaget! Så der er stadig noget at lære.

Så der er meget, som går godt, og så er der noget, som går rigtig skidt, og det skal vi gøre noget ved. Vi må sætte ind over for mobning og chikane og respektløs kommunikation, når vi møder det, og lytte efter efterspørgslen på ledelse. Folkekirken er vel den bredeste organisation, vi har, og samler mennesker med alle mulige forskellige baggrunde og forudsætninger, så det er ikke mærkeligt at vi skal øve os i at lytte til hinanden og kommunikere på en måde, så vi ikke støder hinanden væk. Når der opstår konflikter, skyldes det ofte: Forskellige holdninger til, hvad kirkens opgave er, usikkerhed på rollerne i samarbejdet, magtkampe om prioriteringer eller bare om magt, usikkerhed på regelsæt og så ikke mindst mailkommunikation, som løber af sporet og trapper konflikterne op. Jeg kan ikke sige det tit nok: Hvis I er uenige, så tal med hinanden – lad være med at skrive mails, og slet ikke med store bogstaver og udråbstegn.

Der er ingen, der er interesseret i et dårligt arbejdsmiljø, hverken i selv at blive mobbet eller mobbe andre. Alligevel sker det. Nogle vil mene, at det er på grund af folkekirkens struktur, med to ledelsesstrenge: en frivillig ledelse af medarbejderne og kirkeministeriet med provst og biskop som ledelse for præsterne. Men som en klog kvinde har gjort mig opmærksom på: Der er også delt ledelse på en byggeplads. Det er ingen hindring for, at det kan komme til at fungere og at det bliver bygget godt. Det kræver bare opmærksomhed og lydhørhed over for hinanden. Jeg er ikke enig i, at en professionalisering af ledelse i sig selv er løsningen. Der findes stor professionalisme og erfaringer fra mange sider af samfundslivet hos jer i menighedsrådene. Men ofte er det den positive interesse og opmærksomhed og påskønnelse, der efterspørges hos medarbejderne mere end en professionalisering.

Forrige år lavede Haderslev stiftsråd et video- og samtalemateriale sammen med Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning. Materialet hedder Kirke SAMMEN og blev sendt til samtlige menighedsrådsformand. Hvis I mangler det, så henvend jer gerne til Marianne Mølbæk. Vi havde også arbejdsmiljøet og ledelse oppe på stiftsmødet i foråret, ligesom der er lejlighed til at drøfte det på provstivisitatserne, hvor kontorchef Lars Kjærgaard og jeg og vores stiftsfuldmægtige kommer på besøg en lørdag i hvert provsti for at drøfte meningen med folkekirken og hvordan vi arbejder godt sammen i den. Og hvis I oplever problemer lokalt, er mit råd i dette som i stort set alle livets forhold: Ring til provsten. – Eller til mig, hvis provsten ikke lige er der.

Liturgi

Vi håber, at man om 100 år vil tale om, hvordan vi fik bedre og mere respektfulde omgangsformer i vores tid. Hvad man måske og vil fortælle om – skønt ikke øverst i avisspalterne - ,a t der kom gang i det varige liturgiske arbejde i folkekirken. Som nogle af jer vil vide, har der de seneste år været drøftet om og hvordan der var brug for liturgiske fornyelse – altså fornyelse i den måde vi fejrer gudstjenester på og hvor fælles vi skal være om reglerne for det. Det er der nu kommet en 10-årsplan ud af, som allerede er i gang: Det vil blive etableret et Liturgisk Forum på landsplan, som løbende vil samle op og formidle liturgisk fornyelse i folkekirken. Der vil – med kirkeministeriets godkendelse blive nedsat en dåbskommission og en nadverkommission, der skal se på, om der er brug for ændringer eller justeringer i forhold til dåb og nadver. Der vil komme en række nye vejledninger til højmessen og til andre gudstjenester, og der vil komme en redegørelse for, hvordan biskopperne føre tilsyn med gudstjenestelivet. Hvis nogen er særligt interesserede i liturgi og de dybder der er i den, er der lige udkommet et stort værk i tre bind af Jørgen Kjærgaard, som også Haderslev stiftsråd har støttet

Lovforslag om flytning af kompetencer, samarbejder mm.

Og når vi er ved fælles love og regler: Der er et lovforslag på vej vedr. menighedsrådsloven og folkekirkens økonomilov med baggrund i de forsøg, der en årrække har været gennemført bl.a. her i stiftet. Det drejer sig bl.a. om øgede muligheder for at flytte personaleadministration og HR, bygningsvedligeholdelse mv. fra menighedsrådet til provstiudvalget - hvad nogle af jer har efterlyst – bedre muligheder for samarbejde mellem menighedsråd, mere smidige budgetprocedurer og mulighed for at lave puljer og projekter på provstiplan mv.. Lovforslaget åbner for muligheder, som man ikke SKAL gøre brug af, men som men i nogle menighedsråd ønsker sig. Forhåbentlig kan det lette arbejdsbyrden på menighedsrådene og give større fleksibilitet, dér hvor der er behov for det.

Jubilæet

Nu har jeg talt om nogle af de meget jordnære forhold i vores nutid, sorger og glæder. Og nu vil jeg gerne slutte af med en stor tak til alle jer der har bidraget og vil bidrage til at festligholde Haderslev stifts 100 år både med festlige begivenheder, med varige udgivelser og andre ting

Det gælder de begavede forfattere og redaktør Anette Jorsal på jubilæumsbogen, som vi i dag holder releaseparty for. I kan glæde jer til den – den fortæller historien om de 100 år, så man opdager, at man selv er med i den, og samtidig, hvor meget der har ændret sig gennem tiden. Det er den lokale historie, som samtidig er en del af den store fælles historie. Vi får den præsenteret senere i dag – glæd jer til det.

Og sammen med den i matchende farver en ny ”kortbog” over alle stiftets kirker – til vandrere og køreture og historisk interesserede og kirkegængere. Tusind tak til alle jer menighedsråd, der har bidraget med teksterne om jeres kirke og til stiftets medarbejdere, der har samlet det hele og givet det en smuk form. En oplagt værtindegave og handskerumsbog.

Hovedvægten i stiftets jubilæum kommer til at ligge 1. søndag i advent. Derfor har stiftsrådet og kirkemusikalsk stiftsudvalg fået skrevet en adventskantate – et sangværk, som kan synges i adventstiden af både kor og menighed og ikke kun i år eller i Haderslev stift, men i de næste 100 år. Det er Niels Brunse, der har skrevet teksten og organist og komponist Povl Balslev, der har skrevet musikken. I de næste måneder er der to store korstævner i Haderslev for de skønne børne- og voksenkor, I oppebærer rundt omkring i sognene, og det hele kulminerer med en koncert søndag d. 20. november kl. 1500 i domkirken. Herefter håber vi, at dele af kantaten og i hvert fald fællessalmen som vi skal synge om lidt, vil blive brugt i stiftets kirker 1. søndag i advent.

Sådan markeres jubilæet med sang. Den synlige markering ser i aften ovre i domkirken, hvor Julius Munk Møller, kirketjener i Sct. Michaelis i Fredericia har lavet en kæmpestor uro med alle stiftets kirker monteret med et lille lys. Den hænger i det nordre sideskib, så I må gå over kigge på den før eller efter eller under gudstjensten. Tilsvarende har Julius udstanset en lille silhuet til hvert sogn, som jeg allerede har set hænge i mange våbenhuse.

Og tak til alle jer, der har arrangeret og deltaget i provstivandringer – forrige søndag i Hedensted – i morgen i Fredericia – d. 9.oktober fra Skibet kirke og til sidste d. 20. november, samme dag som jubilæumskoncerten, fra Oksbøl kirke på Nordals – man kan nå det hele: Først i kirke kl. 9.30, så vandring kl. 11 og koncert kl. 15.00 – en god søndag.

De to sidste jubilæums ting jeg vil nævne er indsamlingen til  Social Drive Out – KFUMs sociale arbejder, der kører ud i forskellige lokalområder og er tilstede med nærvær og kage, rådgivning of fællesskab for mennesker, der kan trænge til det – et projekt vi synes passer godt til markeringen af stiftet som en fælles forpligtelse. Vi samler ind i dag og må meget gerne forsætte derhjemme året ud.

Og endelige det grønne groende markering: Et konfirmandforløb med fokus på skabelsen og på at så frø og se det gro - og så plantning af en jubilæums skov med 100 træer af forskellig slags på Assistens kirkegård her i Haderslev. Det sker sammen med lokale konfirmandhold, og der bliver også mulighed for andre sogne til at donere et træ og evt. deltage med konfirmander. Hvis I vil vide mere, så kontakt Lene Kjældgaard. Tak til kirkegårdsleder og gartnere - og tak til jubilæums-stiftsudvalget for alle de ideer og arbejdet med at virkeliggøre dem.

Til sidst tak til jer alle, som udgør Haderslev stift og tager vare på kirker og kirkegårde, forkyndelsen, undervisning, rengøring og kaffe, det kirkelige liv i sognet, musikken, omsorg for mennesker og det hele. I har hver for sig en rolle i den fælles historie. Nogle af jer er her for første gang, nogle for sidste. Landemodet er fra gammel tid provsternes årlige møde – og provsterne er et omdrejningspunkt i stiftets liv og for menighedsråd og præster – apropos mit omkvæd ”Ring til provsten”. Derfor vil jeg på dette sted særligt takke to provster, som for sidste gang deltager i landemodet – nemlig provsten for Fredericia provsti og for landets Døvemenigheder Børge Munk Povlsen, aftenens prædikant, som til foråret går på pension – som landets længstsiddende provst, i 27 år, mere en fjerdedel af stiftets historie, og en væsentlig kilde til samvirket og forkyndelsen og ikke mindst det gode humør i Haderslev stift. Dertil vil jeg også takke provsten for Kolding provsti, Grete Wigh-Poulsen, som vi gerne ville have beholdt i mindst 25 år til, men som nu vil kaste sin klare tanke og tale og ledelsesmæssige evner, som vi har haft så stor glæde af i Kolding provsti og i Haderslev stift og i stiftets diakoniudvalg, ind i folkekirkens diakoni i en lederstilling i Kirkens Korshær. Tak til jer begge for den del af stiftets historie, som I har sat jeres stærke præg på.

Jeg vil slutte af med at vende tilbage til Stiftets første biskop Valdemar Ammundsen, som voksede op i Pjedsted præstegård i Fredericia provsti og blev den første biskop for det nye integrationsprojekt Haderslev stift. Han sagde. ”Jeg har altid haft den opfattelse, at Nordslesvig er kaldet til at være forbillede på, hvordan to nationaliteter kan mødes og leve sammen, og dér vil jeg gerne hjælpe med.” Jeg vil gerne sige det samme: Jeg har altid haft en opfattelse af, at Haderslev stift er kaldet til at være et forbillede på, hvordan mennesker kan mødes og leve sammen i deres forskellighed, nationalt, holdningsmæssigt, i henseende til herkomst og religiøse opfattelser. Haderslev stift blev født for at skabe samhørighed mellem forskellige identiteter. Det er en stolt og evangelisk opgave. At vi må være ét, selv om vi ikke er ens. Gud give os at vidne om Guds kærlighed, om menneskeværd og håb i det, vi siger og gør.

Gud velsigne jer i jeres opgaver i Haderslev stifts sogne, provstier og stift og Dansk kirke i Sydslesvig

Nu vil vi synge om det, som det hele drejer sig om: det håb, der med Jesus træder ind – med lys og herlighed - i vores verden, når det er mørkest.