Biskop: Kristne palæstinensere føler sig dobbelt svigtet af Vestens kirker. Vi må bryde tavsheden

Af biskop Marianne Christiansen.

Frygten kryber ind i kroppen. Jeg er skamfuld over at indrømme det, for jeg har mit rødbedefarvede pas og en flybillet hjem fra Israel/Palæstina. Jeg bor i et frit land og må have lov at ytre mig. Alligevel bliver jeg ramt af frygten alene ved de intense vidnesbyrd fra de mennesker, jeg sidder over for på Vestbredden – hvis familie og venner lider eller er dræbt i Gaza, hvis bekendte er tilbageholdt på ubestemt tid i israelske fængsler, og som selv har siddet fængslet og kender mærkerne efter tortur og mishandling. Til dagligt lever de med frygten for vilkårlig magtanvendelse ved de omkring 850 checkpoints, som skiller de palæstinensiske områder fra hinanden og fra Israel. Måske bliver man tilbageholdt i timer. Måske lukkes checkpointet uden varsel eller forklaring, så folk ikke kan passe deres arbejde, børn ikke kan komme hjem fra skole, og så fødende og syge ikke kan få hjælp. Jeg bliver ramt af frygten, når jeg selv skal passere gennem checkpointsene og sammen med de øvrige i bussen eller på gaden skal aflevere legitimation til tungt bevæbnede unge mennesker uden at vide, om og hvornår jeg får den igen. Her er ingen klageadgang.

Kun en uge har jeg tilbragt i Jerusalem og Betlehem, men det er nok til at få et indtryk af, hvad det vil sige at leve retsløst, under besættelse og massiv overvågning. Herhjemme tales der i disse måneder en del om Danmarks besættelsestid og om den tapre modstand. Det palæstinensiske folk har levet under besættelse så længe og oplevet modstand og oprør blive slået ned så mange gange, at selve det at være til stede endnu, opleves som den egentlige modstand. Tavst og udtryksløst afleverer man legitimation og venter.

Betlehem opleves som et frilufts-fængsel, og det palæstinensiske folk føler sig glemt af alle. På Vestbredden har de fleste familie i Gaza, der gennemlever ødelæggelsen og det, som nu efterforskes som folkedrab. Verden så på uden at løfte en finger. ”Det er, som om vi bliver regnet som ikke-eksisterende, og det er måden at gøre os til ikke-eksisterende,” siger en af mine samtalepartnere.

Jeg fortæller ikke, hvad de hedder, for frygten for besættelsesmagten er gået under huden på mig, og jeg ved ikke, om det går ud over mine samtalepartnere, hvis jeg citerer dem med navn. På vagttårnene på den mur, der omgiver Betlehem som en fangelejr, er nylig opsat AI-kameraer, der på lang afstand kan lave ansigtsgenkendelse og holde nøje øje med befolkningens bevægelser. Med bitterhed bemærker mine samtalepartnere, at Israel er stor-eksportør til Vesten af overvågningsteknologi, som er udviklet og prøvekørt på landets palæstinensiske befolkning. 

Mht. de fanger, der løslades i øjeblikket, siger samtalepartnerne: ”Der er omkring 17.000 tilbage. Folk bliver tilbageholdt administrativt eller dømt for at være en trussel. Når de løslader 100 og tilbageholder de bare 1000 nye. De angriber dem, der er blevet løsladt, og ødelægger deres hjem og deres familiers huse. Det er kollektiv straf.  Se, hvad der sker i Jenin.” (Jeg kan ikke verificere tallene, men kan henvise til Zetlands beskrivelse af forholdene i artiklen “Rejs dig, dit dyr!” Kom med ind bag murene i de israelske fængsler samt til Amnestys monitorering, bl.a. Israel: Palæstinensere isolationsfængsles uden rettergang)

Desperationen er afgrundsdyb. For de mennesker, jeg taler med, er undertrykkelsen ikke først begyndt efter d. 7. oktober, men er i årtier blevet stærkere og stærkere. Bosættere og regering har taget det ene stykke land efter det, så der nu kun er en forsvindende lille del tilbage, af det, som ifølge FNs resolution er palæstinensisk jord. De mennesker, jeg taler med, har rødder i landet i mange generationer og siger undrende: ”Det er, som om verdens magthavere ikke forstår, hvad hjemland vil sige andet end et stykke jord, der kan byttes ud med et andet. Vi hører hjemme her, men på store plakater, som bosættere har sat op ved landevejene, står der på arabisk: ”I har ingen fremtid her”.”

Alt, hvad det palæstinensiske folk på Vestbredden oplever fra besættelsesmagtens side, synes at være beregnet på at presse befolkningen til at rejse. Forlade landet. Senest forsøger Trump som bekendt at overtale Jordan og Ægypten og andre til at modtage palæstinenserne. For dem, jeg taler med, er det nærmest en lettelse, at verden nu åbenlyst kan se, at det handler om etnisk udrensning og apartheid.

Mine samtalepartnere er palæstinensiske kristne. Deres vilkår er ikke anderledes end deres muslimske landsfællers, og de ønsker ikke at blive betragtet adskilt fra deres landsfæller af anden tro. De repræsenterer det kristne islæt, som har været i Det Hellige Land lige siden, ja, Jesu tid, under skiftende herredømmer. Nu føler de sig svigtet og glemt af Vestens kirker. ”Vestens kirker er ved deres tavshed medskyldige i, at der snart ikke længere findes kristne i Det Hellige Land.” Alene i det sidste år har mere end 100 kristne familier forladt Betlehem, hvor arbejdsløsheden skønnes at være på 70%. Mange frygter, at udbombningen af Gaza vil blive fulgt af militære angreb på de palæstinensiske byer og samfund på Vestbredden, som nu er helt isoleret fra hinanden af de utallige checkpoints. De kristne forsvinder fra Det hellige Land, ikke på grund af deres muslimske landsmænd, men på grund af besættelsen og undertrykkelsen og den økonomiske situation, der er udsigtsløs. De, der har børn og unge og har ressourcer til det, ser sig om i verden efter et sted, hvor man kan leve i værdighed og uden den stadige frygt.

De kristne palæstinenserne føler sig dobbelt svigtet af vestens kirker, fordi de fleste palæstinensere hører udenlandske evangelikale kristne højlydt støtte den israelske højrefløj og bosætterne og krigen mod Gazas befolkning. Samtidig hører de ingen protester fra de ”gamle” kirker. Så må de tro, at sådan er kristendommen.

Jeg skriver dette, fordi jeg har hørt og set det. Det er ikke nyt, og I, som læser det, vil med rette kunne sige: ”Hvorfor skriver du det, når vi godt ved det?” Eller: ”Du burde også skrive, hvordan Israel ser på situationen.”

Men sagen er, at jeg konstaterer, at jeg næsten er bange for at skrive det, og det gør mig flov. Som reaktion vil der sikkert komme anklager om antisemitisme, fordi vidnesbyrdet rummer en kritik af Israels nuværende regerings fremfærd – som dog langt fra støttes af alle jøder. Alene frygten gør, at det er nødvendigt at tale om det. Den kritik af tavsheden, som jeg møder fra palæstinensisk hold, rammer hårdt.

For hvorfor er det, at vi ikke tør kritisere, hvad der åbenlyst er overgreb og undertrykkelse? Er det af religiøse årsager? Er det af dårlig samvittighed? Er det af hensyn til USA?

Religiøst begrundet støtter de såkaldte kristne zionister, som har en stærk stemme i amerikansk politik, at palæstinenserne skal forlade landet, også Vestbredden, som de kalder ved de bibelske navne Judæa og Samaria. Det sker ud fra overbevisning om, at det er Guds vilje, og at det vil bringe velsignelse til dem, der støtter Israel, og at først når det jødiske folk bebor hele landet, vil Jesus komme igen. Er det det, vi tror på, og er det grunden til, at vi tier? I de prædikener, jeg hørte i Det Hellige Land, hørte jeg, at Gud er hos de undertrykte og vil helbrede og oprejse de lidende. Det er også, hvad jeg herhjemme har hørt og fået ud af evangeliet om Jesus. Kan en religiøs overbevisning om Guds godhed retfærdiggøre umenneskelig behandling og etnisk udrensning? Her skal svares ja eller nej. 

Den dårlige samvittighed over de europæiske samfunds og kirkers århundredelange forfølgelse og undertrykkelse af det jødiske folk, kulminerende i nazismens forsøg på Endlösung og Holocaust, kan meget let begrunde støtten til Israel som en sikker havn for det jødiske folk. Men den kan ikke begrunde, at det palæstinensiske folk skal betale for Vestens dårlige samvittighed. Det kan enhver sige sig selv. Måske derfor er vi tavse, fordi vi helst ikke vil se, at problemet ikke er løst, og vi ikke ved, hvad vi skal gøre,

Hensynet til USA er nu åbenlyst kommet på dagsordenen. Vi er vant til at se vores beskytter som god og ønsker ikke at tale imod USAs militære støtte til Israels regering, uanset om landet bruger våbnene til forsvar eller til angreb og besættelse. Men måske er det rigtigt, som en af mine samtalepartnere sagde: ”Med Trump og Netanyahu er maskerne faldet”. Det drejer sig om egen magt og om at sikre en del af landets borgere ved at komme af med en andel del af landets borgere.

Skal man tie stille? Når man nu ikke har noget at skulle have sagt og – som altid - kun ser en del af sandheden? Selv frygter jeg tavsheden lige så meget som ufriheden. Frygten skal i stedet få os til at tale sammen og tale for dem, der har brug for at høre, at de er set som ligeværdige mennesker. Som mennesker, der eksisterer og ønsker at leve i fred og frihed i en retsstat - en to-statsløsning eller en fælles demokratisk stat. ”Hvad er der galt med ligeværdighed?”, spurgte én mig retorisk. Det ved jeg heller ikke.