Kvindelige præster var ikke statens ide

Det var ikke staten, der gav folkekirken kvindelige præster. Det var folkekirken, der for godt 75 år siden begyndte at vælge kvinder som præster.

I år fejrer vi, at det den 28. april er 75 år siden, at den første officielle præsteordination af kvinder fandt sted i Danmark  - og dermed så vidt vides i verden.

I forbindelse med debatten om regeringens og folketingets omdiskuterede ret til at fjerne St. Bededag uden at høre folkekirken, hører man af og til argumentet: ”Jamen, hvis ikke staten greb ind over for folkekirken, ville vi aldrig have haft kvindelige præster”.

75-årsjubilæet er en oplagt anledning til at mane den misforståelse i jorden: Det var folkekirkens menigheder og menighedsråd, der kaldte kvinder som præster. De daværende politikere lyttede til ønsket fra menighederne og ændrede i 1947 ordlyden i lovgivningen, så den ikke længere definerede præster som ”mænd”, men som ”personer”. Det kom i stand, fordi valgmenigheden i Nørre Øslev på Falster i 1946 valgte cand. teol. Johanne Andersen som deres præst. Det indstillede den til kirkeministeriet, og så måtte man jo tage sagen op politisk, for valgmenigheden nægtede at vælge en anden. 

Siden hen fulgte menighedsrådet i Nørre Aaby på Fyn og indstillede teologen Edith Brenneche Petersen som deres præst. Lovændringen gik igennem i folketinget i 1947, og den 28. april 1948 blev Johanne Andersen, Edith Brenneche Petersen og Ruth Vermehren – mangeårig uordineret og endda ulønnet præst i de københavnske kvindefængsler - ordineret i Odense domkirke af biskop Hans Øllgaard.

Der er al mulig grund til at fejre 75-året og derved reflektere over, hvad det har betydet i kirken og samfundet, at det omsider lod sig gøre at få kvinder som præster i folkekirken efter årtiers kamp for at få ændret lovgivningen, så det blev muligt. Det skete i Danmark som det første land i verden, at det officielle præsteembede blev åbnet for kvinder. Det var ikke kun et stort skridt i ligestillingen her tillands, - det var først og fremmest et stort skridt for den evangelisk-lutherske kirke: Omsider  kunne kirken gøre alvor af sin egen forståelse af præsteembedet som et embede, der skal beklædes af én fra menigheden, som er uddannet og valgt til det.

Vejen for ordination af kvinder blev egentlig banet ved reformationen i 1500-tallet, hvor man fik et klart syn på, hvad præsteembedet er: Det er det ”særlige embede”  som har sin baggrund i ”det almindelige præstedømme”. Det almindelige præstedømme vil sige, at alle mennesker står Gud lige nær og ikke behøver præsten eller kirken som formidler mellem sig selv og Gud. For at opretholde troen er det nødvendigt, at alle disse ”almindelige præster” vælger én til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne og undervise og vejlede – det er det ”særlige præsteembede”. Det, som alle i princippet kunne gøre, skal man netop derfor vælge én til, ellers bliver det noget rod, mente Luther. Og den man vælger, skal være uddannet til det. Det, der kræves af en præst, er ikke en særlig hellighed, men at vedkommende er uddannet til at varetage opgaven – ligesom andre professionelle er uddannet til deres profession – og at vedkommende er ”rettelig kaldet”: Vedkommende skal være valgt af dem, der har myndighed til det, og godkendt af biskoppen.

Siden reformationen har det altså været teoretisk og teologisk muligt for menigheden at vælge folk, der var kvinder – men kun teoretisk, for kvinder havde ikke adgang til den universitetsuddannelse i teologi, som kræves på vores breddegrader, før det 20. århundrede. Vor tids rædsel over Taleban, der forbyder kvinder at tage uddannelse, er berettiget. Vores egen historie har været en lang kamp for at kvinder kunne få lov at uddanne sig på lige fod med mænd. Men selv da kvinder i 1904 fik adgang til den teologiske embedseksamen, fik de ikke dermed adgang til præsteembedet. Til sammenligning fik kvinder først i 1894 adgang til de offentlige lærerseminarier.

Presset for at få kvindelige præster begyndte at vokse med vækkelserne i 1800-tallet, hvor også kvinder førte ordet i de ”gudelige forsamlinger”. Da missionsselskaberne sidst i 1800-tallet sendte kvinder ud i verden som missionærer, kom de hjem efter at have varetaget præsteopgaver under ofte vanskelige vilkår, og så var det svært at forstå, at de ikke måtte virke som præster i folkekirken. For eksempel blev Thorsted frimenighed i Thy dannet, fordi den stedlige valgmenighedspræst ville have missionæren Anne Marie Pedersen til at prædike fra prædikestolen, og det ville biskoppen ikke tillade. Så brød præst og menighed ud af folkekirken i 1926 - for at kunne få en kvinde på prædikestolen.

Presset voksede også fra kvinder, der selv opbyggede frimenigheder. To af dem var Maren Sørensen i Valsbøl og Jørgine Abildgaard på Snoghøj.

Maren Sørensen var uddannet sygeplejerske. Efter Genforeningen slog hun sige ned i Valsbøl i Sydslesvig og grundlagde Valsbølhus, som nu både er forsamlingshus og kirke for den danske menighed. Her virkede hun som præst, og lod sig ordinere privat af den grundtvigske frimenighedspræst Niels Dael i 1940. En af de første danske kvindelige frimenighedspræster er altså fra Sydslesvig.

Stort set samtidig virker Jørgine Abildgaard, som også blev frimenighedspræst, før ændringen af lovgivningen gjorde det muligt i folkekirken. Jørgine var også ud af den grundtvigske vækkelse. Som uddannet gymnastiklærer brændte hun for det, der var helt nyt dengang: Gymnastik for kvinder. Hun købte sammen med sin veninde Anna Krogh højskolen Snoghøj ved Fredericia i 1924, og som højskoleforstander indrettede hun kirkesal og virkede selv som præst og prædikant fra 1933. Biskop Noack i Haderslev rådede hende til at danne en frimenighed, måske fordi han ikke selv var parat til at gå i brechen for at få landets første kvindelige præst ordineret i folkekirken.

Det havde ellers hans forgænger Valdemar Ammundsen, stiftets første biskop, været parat til allerede i 1924. Ruth Vermehren, der var en af de første ordinander, fortæller i sine erindringer, hvordan Ammundsen støttede hende, allerede mens hun læste på universitetet, og at han i 1924 afleverede en erklæring til kirkeministeriet om, at der intet er til hinder i en evangelisk-luthersk kirke for, at kvinder kan være præster.

Så opspillet var langt, men det blev altså først til en lovændring, da en konkret menighed stod og forlangte at få en kvinde som præst.  Derfor er det forkert, at det var staten, der indførte kvindelige præster. Det er folkekirken selv, der valgte kvinder som præster, og derved fremkaldte en lovændring.

Endelig kunne Ruth Vermehren blive ordineret, så hun kunne døbe og vie i sin fængselsmenighed, og Nørre Ørslev og Nørre Aaby kunne få den præst, de havde valgt.

En verdenshistorisk begivenhed. Som egentlig gik ret stille af. Folkekirken gik videre. 514 præster havde protesteret imod lovændringen og truet med at gå af, men de blev alle i deres embeder. I 75 år har menighedsrådene nu haft lov til at vælge også kvinder som præster. I dag er næsten 60% af folkekirkens præster kvinder. Hver og en er valgt af menighederne og menighedsrådene – af ”det almindelige præstedømme”. Det må være et forbillede for andre grene af samfundslivet og for erhvervslivet og for andre kirker i verden. Tillykke til både samfund og kirke!