Biskop om aktiv dødshjælp: "Jeg er dybt bekymret"
I forbindelse med statsminister Mette Frederiksens udmelding om muligheden for aktiv dødshjælp i Danmark, skriver biskop Marianne Christiansen dette debatindlæg i Berlingske.
Af biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.
Denne sommer kommer debatten om aktiv dødshjælp op igen, denne gang foranlediget af statsministeren. Meningsmålinger peger efter sigende på, at et flertal i befolkningen ønsker legalisering af aktiv dødshjælp – det som gennem tiden har haft andre navne: Medlidenhedsdrab, euthanasi.
Jeg håber, at mange vil tage del i debatten, for den er vigtig.
Statsministeren gengiver i et interview om emnet i Weekendavisen (7. juli) en samtale med en kvinde, der har mistet en hund og et familiemedlem på samme tid: Hvordan aflivningen af hunden foregår ”kort og kontrolleret” og kan opleves som ”roligt og fredfyldt”, hvorimod nogle menneskers sidste tid er ”urolig og kaotisk”. Hun nævner, at nogle mennesker på grund af sygdom eller alderdom kan have en meget lang årrække, hvor de bare svækkes: ”(…) Det tror jeg, der er nogle, der har det fint med, og så er vi nogle, der ikke har lyst til at være dér.”
Jeg er dybt bekymret for, hvor legalisering af aktiv dødshjælp vil drive os hen som samfund og som enkeltmennesker - i vores menneskesyn, i synet på, hvad et værdigt liv er, og i vurderingen af, hvilke liv der er værd at redde, og hvem der kan tillade sig at bede om hjælp og ligge andre til last.
Ønsket om aktiv dødshjælp rejser en hel række spørgsmål, som vi kan tænke over i løbet af sommeren: Skal vi som samfund ikke længere gøre noget for at hindre selvmord, eller er det kun nogle bestemte (ældre, syge, svage) menneskers selvmord, vi skal være ligeglade med og ligefrem bistå? Hvem skal foretage eller bistå med selve den handling at påføre et andet menneske døden? Er den svages og svækkedes liv ikke lige så meget værd som den raske og produktives? Hvordan kan man som ung og rask vide, at ens liv ikke er værd at leve som syg og svækket? Har dit liv ikke betydning for andre end dig selv? Kan det undgås, at der kommer pres på uhelbredeligt syge, som ligger samfundet og familien til last, for at få gjort en ende på livet på et tidspunkt, der passer familien og samfundet bedst – og sparer en hel del penge?
Det er tilsyneladende frygten for svaghed og for at ligge andre til last, der driver ønsket om aktiv dødshjælp. Frygten for smerter kan ikke være bevæggrunden for aktiv dødshjælp, for det er allerede tilladt i Sundhedslovens § 25 at lindre smerte, også selvom ”dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”. At frasige sig livsforlængende behandling er også muligt. Herfra og til aktiv dødshjælp er der milevidt.
Statsministeren siger i interviewet i Weekendavisen: ”(….) Men jeg kan slet ikke få øje på det etiske problem i, at et menneske, der på grund af en eller anden livsomstændighed siger, at nu har jeg ikke lyst til at være her mere, kan gøre det.”
Det kan jeg.
Der kan være mange forskellige årsager til, at et menneske i kort eller lang tid finder livet uudholdeligt og søger mod selvmordet. Det kan være svækkelse, fysisk eller psykisk sygdom, tab af kærlighed, ensomhed og mange andre omstændigheder, Men der er himmelvid forskel på et samfund, der siger: ”Lad os hjælpe dig med at udholde livet” til et samfund, der siger: ”Lad os hjælpe dig med at gøre en ende på det”.
Jeg er klar over, et emne som aktiv dødshjælp kan føles tungt at tage stilling til - og så lige nu, hvor mange af os mærker livsglæden tydeligst: I sommerens skønhed, i roen sammen med familien, i at nyde de lange, lyse nætter og vågne til fuglesangen.
Men det hænger sammen: For glæden ved sommeren afhænger ikke af, om man er stærk og rask eller syg og døende. Netop stillet over for døden får oplevelsen af sommeren, verden, musikken og fuglesangen, følelsen af lyset og vandet mod huden endnu mere værdi. Det er en gave at være i live. Og at ligge andre til last er den største tillidserklæring, man kan give. Det er en anledning til, at kærligheden kommer til udtryk. Både fødsel og død kan være præget af uro og kaos og frygt, men også det kan være anledning til at være hos hinanden og følges ad ind i det svære. Som små og som svækkede skal vi bæres. Med frimodighed. Et svækket liv er ikke et uværdigt liv. Tværtom.
Og jeg kan ikke lade være med at citere nr. 5 Salmebogen: ”O, havde jeg dog tusind tunger ”Din (altså Guds) godhed skal min sjæl kundgøre,/ til livets allersidste stund. / Ja, når min tunge ej kan røre /sig mere i min svage mund/ at prise dig, som den er van,/da stemmer jeg med sukke an”.
Selv når jeg er blevet så svag, at jeg ikke mere kan sige noget, så kan også sukkene, kampen for de sidste vejrtrækninger være udtryk for taknemmelighed over livet og en relation til Gud og til andre mennesker.
Og hvem ved egentlig, hvad vi vil føle, når vi bliver ude af stand til at udtrykke os eller bevæge os på grund af alderdom eller alvorlig sygdom? Måske viser det sig, at vi, også som svækkede og syge, oplever livet og kærligheden på nye måder. Og måske viser det sig, at det afgørende ikke er at kunne klare sig selv - for det kan i virkeligheden ingen af os.
