Landemodetale 2024

Kære alle,

”Herfra min verden går” var titlen på samtalen med de unge teologistuderende, og indholdet var den større sammenhæng, vi er medlem af som en del af Det Lutherske Verdensforbund.

Der er ingen modsætning imellem at være hjemmehørende og lokal og det at være en del af den større sammenhæng. Diversitet har vi alle lært at sige - og det betyder jo bare forskellighed. Forskelligheden på det mest hjemmehørende sted, kirkegården, vores fælles hjemlige have og hvilested, fortalte graver Tove Laursen om. Den måde, vi dyrker og passer vores hjemlige kirkegård og have, har betydning for resten af verden. Der er ikke en modsætning mellem det lokale og det globale, der er en tæt forbundethed – endda forpligtethed. Forbundet, forpligtet for Danmark og resten af verden.

Det er som altid en stor glæde at se jer samlet her i dag fra hele stiftet - som jo også er en form for forbundethed – fra menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, præster, kirkesangere, kirkegårdsledere- og medarbejdere, organister og kirke-og kulturmedarbejdere og frivillige. Tak, fordi I er kommet, men først og fremmest, fordi I er på jeres steder i dagligdagen og hver på jeres måde arbejder for at dele evangeliet, det glædelige budskab om Guds fred og trøst og håb.

Som udgangspunkt for Landemodetalen i år vil jeg gerne læse Efeserbrevet kapitel 2:

Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.

Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.  I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren.”

Stykket er hentet fra et sted, hvor Paulus kalder til forsoning mellem jøder og hedninger – det vil sige os, der er ”fra heden”, dengang forstået som fremmede og uden for Paulus’ eget jødiske folk. I hører alle sammen sammen, siger han, som en bygning, der bygges sammen og vokser til at være et tempel - altså en skøn bygning, der rummer noget andet end os selv, nemlig længslen og lovprisningen af Gud, som er lige nær ved alle mennesker. Den bygning har Jesus lagt grundvolden til, for gennem hans menneskelighed har vi alle lige adgang til Gud og er lige tæt på og kan se hinanden og andre mennesker som Guds børn.

Det kalder os til fred og forsoning mellem hinanden.

Det er, hvad verden og vi har brug for nu. Næsten et års rædselsfuld krig i Gaza efter det rædselsfulde terrorangreb i oktober sidste år, to et halvt års forfærdelige krig i Ukraine med hundredtusindvis af døde. For ikke at nævne verdens andre katastrofer og stridigheder. Krigene udløser had og sender dønninger også ind i vores samfund mellem børn og unge i skolerne, i samfundsdebatten, i familierne.

Også vores måde at tale sammen på er blevet mere krigerisk alene af den grund, at det foregår på nettet, og at de nok som bekendte, men alligevel uforståelige algoritmer, der bestemmer hvilke udsagn, der når frem til flest mulige personer, fremmer vrede og forargelse og bestyrtelse, for det det giver flest klik. På X består 20% af kommunikationen nu af bots. Algoritmer bliver ikke trætte, så længe der er strøm. Vi andre bliver trætte, for vi er levende, og vi kan blive stumme og fremmede over for hinanden, når vi ikke længere kan eller vil tale sammen.

Det har alt muligt med folkekirken at gøre. For folkekirken er den sammenhæng, det fælles rum, hvor vi rent faktisk kommer sammen for at lytte og synge og tale sammen, ansigt til ansigt. Med mennesker, vi ikke nødvendigvis er enige med, men som vi deler det grundlæggende vilkår med, at vi er skrøbelige og dødelige, og vi er Guds elskede børn. Mødet og samtalen ansigt til ansigt kan slet ikke overvurderes. Det kan heller ikke bønnen og det at være i rum sammen om det, der er større end os selv og derfor fælles for alle mennesker - Gud. I hvert eneste sogn eller pastorat sørger I for, at evangeliets kald til fred og forsoning mellem mennesker bliver forkyndt og kan høres, og at mennesker kan samles og tale om livet ansigt til ansigt. Tak. Bliv ved!

Venskabsforbindelser

At vi som evangelisk-luthersk kirke er forbundne med resten af verden, hørte vi om i interviewet med Anna Ravn og Marcus Taulborg. Helt konkret vil jeg fortælle, hvorfor jeg har denne kjole på: Den har jeg fået i Mpanda i den vestlige del af Tanzania af Haderslev Stifts nye venskabsstift Lake Tanganyika Stift. Med udgangspunkt i Stiftsudvalget for Mission har stiftsrådet besluttet at knytte venskabsbånd til et kun ti år gammelt luthersk stift i Tanzania – og hvorfor så det? Har vi ikke nok i vores egne problemer og opgaver? Jo såmænd, og netop derfor er det livgivende og udvidende for horisonten at komme til at kende andre kirker, og mennesker, der på mange måder har de samme opgaver og nogle af de samme problemer, som vi har, men under helt andre vilkår. Det sætter vores eget liv i perspektiv og giver et nyt blik på vores egne opgaver og problemer. 

I 10 dage besøgte en delegation med repræsentanter for hvert provsti, der bestod af menighedsrådsmedlemmer, kirke- og kulturmedarbejdere og præster, 23 menigheder og blev modtaget med stor hjertelighed. Vi besøgte hastigt voksende kirker, der hele tiden måtte udvides, fordi der bliver flere og flere medlemmer og som samtidig var under opbygning, mange med jordgulv og uden vinduer, en enkelt kun med blikplader som delvise vægge, men med masser af mennesker. 

Jeg ved, at jeg i dag skal bringe hjertelige hilsner fra biskop Chibona og stiftet og fra alle de menighedsråd og præster og evangelister, som er en slags kirke- og kultur-medarbejdere,  som vi besøgte. Jeg kunne tale i timevis om vores indtryk fra besøget, men det er bedre, at I læser de rapporter, der bliver lagt ud på hjemmesiden, når stiftsrådet har behandlet dem, og spørger den fra jeres provsti, som var med på turen. Der vil være rig lejlighed til at knytte kontakter og blive oplivet af mødet med fremmede og dog kendte trosfæller. Et lille møde får vi om lidt, hvor Robert Strandgaard fra Hjordkær vil lære os i en salme på swahili.

Venskabsforbindelse har vi som bekendt også til Wittenberg, som vi b.la. hvert år besøger med de nye præster i Haderslev Stift og Sydslesvig. Det indbefatter besøg hos en lille menighed i landsbyen Gentha, hvor vi altid besøger præsten, og hvor det frivillige brandværn holder fest for os med grillpølser og kartoffelsalat. Denne lille kirke ude på landet i det gamle DDR, hvor de politiske spændinger lige nu er stærke, føler sig knyttet til os, alene af den grund, at den lille menighed – og i det område er omkring 15% medlemmer af den lutherske kirke – hver søndag har det danske våbenskjold for øje på altertavlen, fordi Hertug Hans her fra Haderslev havde en niece Hedvig, som blev kurfyrstinde i Sachsen og for præcis 400 år siden lod bygge denne lille kirke på et tidspunkt, hvor der vist kun var tre-fire familier tilbage i sognet, fordi pesten havde taget resten. 

Næste søndag skal jeg ned til 400-års jubilæet, og jeg bringer hilsner med fra jer – for det betyder noget både for den østtyske kirke og for os i folkekirken, at vi holder fast i venskabsbåndene og lærer af hinanden, både når det går godt, og når det er svært.  I de egne har hver præst 7-9, helt op til 20 sogne, fordi der er så få medlemmer. Men vores venskabspræst har til gengæld mere end 50 menighedsrådsmedlemmer i de ni sogne, og de engagerer sig og sørger for undervisning af børn og unge og musik i kirken, og det frivillige brandværn, som ganske vist ikke er medlemmer, sørger for at tætne væggene i kirken og male.

Fra Tanzanias kirke i kraftig vækst til Sachsen-Anhalts skrumpende kirke og til vores langsomt faldende medlemsprocent, men usandsynligt gode vilkår – og så har jeg ikke nævnt vores venskabsforbindelse til Salisbury, som vi deler med Sydslesvig, til den anglikanske kirke, der igen har helt andre vanskelige vilkår end vores, men også mange gode initiativer til at være folkekirke i det engelske samfund – meget vi kan lære. Ligesom jeg ikke har nævnt den lutherske kirke i Jerusalem og Betlehem, som vi også har forbindelse til, og som i den grad er under pres af krig og ufred.

Disse ord om venskabsforbindelserne, fordi de måske kan inspirere jer i sognene til at tage kontakt til disse eller andre menigheder – og fordi det er så lærerigt at møde andre kirkesamfund. ”Herfra min verden går ” betyder, at den netop går herfra og ud i verden – til fremmede og udlændinge, for hvem vi er fremmede og udlændinge, men tilsammen er vi, som Efeserbrevet sagde, medborgere  i Guds rige og hører til Guds husstand, bygget sammen på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus som hovedhjørnestenen, der holder hele bygningen sammen.

Efter dette sving ud i verden vil jeg gerne opholde mig ved det hjemlige:

Menighedsrådsvalg:

Den 17. september er der valgforsamlinger over hele landet. Man forsamler sig for at vælge. Dermed udtrykkes både noget om et fællesskab, der stadig beror på, at mennesker kommer sammen fysisk og taler med hinanden og vil være i stue med hinanden. Og der siger, at det at være menighedsrådsmedlem er at være valgt. Valgt til at varetage en opgave på fællesskabets vegne. Hvad enten man er mange eller få, hvad enten der bliver kampvalg og rift om pladserne, eller man skal prikkes kraftigt på skulderen og opfordres til at stille op til valget, så er man som menighedsrådsmedlem valgt til at løfte en opgaven på fællesskabets, det lokale sogns vegne.

Menighedsrådsvalget er et af mest fineste rodnet i vores folkestyre. I mere end 100 år har folkekirken beroet på det lokale engagement og ansvar for kirkerne, ejendommene og jordene, for valget af præst og for kirkens medarbejdere og i de senere år i stadig stigende grad for det kirkelige liv i sognene: Gudstjenester, korsang, foredrag, fællesskaber.

Jeg ved, at I nogle steder arbejde hårdt for at få folk til at stille op. Det kan ikke skjules, at det er et stort arbejde at sidde i menighedsrådet. Og det bør heller ikke skjules. Men samtidig tror jeg også at mange af jer kan skrive under på, at arbejdet er meningsfuldt og givende, fordi det er vigtig del af kirkens og lokalsamfundets liv og betyder noget for videregivelsen af kristendommen og kulturarven.

Menighedsrådene er afgørende for folkekirkens liv. Også det kan man lære ved at se ud i verden. Der er ingen tvivl om, at folkekirkens brede forankring i det danske folk i høj grad skyldes menighedsrådene. For det, at der i de mindste og de største sogne er mennesker, der bruger deres tid på at tage ansvar for kirkens liv i sognet, gør det klart for enhver, at folkekirken er sine medlemmer. Folkekirken er ikke noget andet – et firma eller en institution, der kører uafhængigt af medlemmerne og udbyder service eller ydelser. Hvis der ikke er en menighed, så er der ingen kirke. Menighedsrådene repræsenterer, at der i hvert sogn er folk, der ønsker at der skal være en præst, at der skal holdes gudstjenester og begravelser, at der skal være musik og sang, undervises og trøstes, at der skal være kirkegård og kirke og rum til, at mennesker kan være sammen om livet og døden og troen og håbet og kærligheden.

Revision af menighedsrådsloven

I denne tid arbejdes der i Kirkeministeriet med en revision af Menighedsrådsloven med det sigte at skabe større klarhed og mindre bøvl. Det skal være mindre besværligt at sidde i menighedsrådet. Det arbejde kan man kun bifalde. Kun skal vi være opmærksomme på, at med indflydelse følger bøvl. Så det bliver et kunststykke at fjerne bøvlet uden at fjerne indflydelsen. Jeg har den fornøjelse at sidde i ministeriets styregruppe, hvor vi på næste møde skal have resultaterne af den store spørgeskemaundersøgelse, som man ge af jer har besvaret. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af arbejde, og I hører helt sikkert mere.

Der er andre arbejder med folkekirkens struktur i gang på landsplan: Der er et udvalgsarbejde om folkekirkens økonomi, som bl.a. handler om, hvorvidt der skal flyttes om på de relativt få centrale midler, der findes i folkekirken. Langt det meste af folkekirkens økonomi, medlemsbidraget, forvaltes lokalt i provstiudvalgene og menighedsrådene, men en mindre del går til den såkaldte fælles fond, hvoraf halvdelen går til præstelønninger og den anden halvdel til folkekirkens uddannelsesinstitutioner, stifternes drift, tilskud osv. Man skal se på, om fordelingen skal være anderledes, om der f.eks. skal større tilskud til de egne af landet, som har mange kirker at vedligeholde og få medlemmer. Og det hører vi mere om. Haderslev stift er i den sammenhæng meget gennemsnitligt – vi er ikke enormt rige heller ikke enormt fattige og ikke med et voldsomt fald befolkningstal. Hvis nogen vil vide mere om folkekirkens fælles økonomi kan i kontakte stiftsrådets medlem af det såkaldte budgetsamråd, som rådgiver kirkeministeren Søren Kallestrup.

Læs mere om budgetsamrådet ved at klikke her.

Noget nærmest katastrofalt for folkekirken på landsplan er den netop lancerede kandidatreform, som vil betyde en markant beskæring af antallet af teologiske kandidater fra Københavns Universitet (beskæringen for Aarhus er endnu ikke beregnet, men vil sandsynligvis være tilsvarende), og dermed til folkekirken som i forvejen mangler præster. Hvis I har politisk indflydelse, så bedes i gøre den gældende. De af jer, som ved, hvor mange gange vi må genopslå stillingerne, før der kommer ansøgere, har en klar fornemmelse af, hvad dette kommer til at betyde i fremtiden.

Endnu en fælles diskussion er diskussionen om, hvorvidt det skal være muligt at have dobbelt medlemskab i folkekirken – således at man kan være medlem af både det kirkesamfund, man f. eks. var en del af i sit gamle hjemland og folkekirken. Det er et spørgsmål, der er rejst, fordi en del af de mennesker, der er flyttet til Danmark som kristne fra andre kirker end de lutherske, måske gerne vil tilslutte sig folkekirken uden helt at bryde med deres hjemlands kirke. Som det er nu, har man de facto meldt sig ud af folkekirken, hvis man tilslutter sig et andet trossamfund eller frimenighed. Vi må se, om der fra politisk hold er vilje til at tage spørgsmålet op og lade det udvalg, som arbejdede med sagen, genoptage arbejdet. I hvert fald har kirkeministeren rejst spørgsmålet igen. Vi hører nok nærmere.

Hvad vi også skal høre mere om, er folkekirkens grønne omstilling. Som resten af samfundet skal vi også i folkekirken være kreative og opmærksomme på, hvordan vi kan nedbringer CO2-udslippet og standse forarmelsen af naturen – som vi hørte om i interviewet. I folkekirken har vi så meget mere motivation for det, fordi vi hele tiden bliver mindet  om salmer som ”Op al den ting, som Gud har gjort”, ”Nu falmer skoven” og ”Alle gode gaver de kommer oven ned” – og derved om dels naturens skønhed og vidunderlighed, og dels at den er skabt af Gud og giver anledning til taknemmelighed og til agtelse for det mindste græs, som vi undrer på og aldrig helt forstår, ligesom vi ikke kan sætte et blad på en nælde, når den først er ødelagt eller bringe sommerfuglene tilbage, når de først er væk. 

Den grønne omstilling er ikke en sur pligt. Den kan være en spændende opgave. hvor mennesket kan vise sine kreative evner til at bygge op i stedet for at bryde ned. Folkekirkens grønne omstilling kan give råd og vejledning, og flere provstier har nedsat et grønt udvalg, der også vil sætte fokus på de lokale muligheder. Også på stiftsplan vil vi lave en erfagruppe, der kan forbinde vores stift med udviklingen på landsplan og med de mange spørgsmål, der rejser sig ikke mindst hvad angår jorden: Hvad må vi, hvad kan man flytte på lovgivningsmæssigt, hvad vil være klogt. Også det hører vi helt sikkert mere om, og til jer der genopstiller til menighedsrådsvalget – det vil helt sikkert blive noget, der præger næste periode.

I den forbindelse kan jeg sige, at Folkekirkens Nødhjælp. Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd planlægger en gudstjeneste i Haderslev Domkirke sammen med os – d. 10. november om eftermiddagen i anledningen af årets klimatopmødet. Det bliver en fælleskirkelig gudstjeneste med gæster fra ind og udland og I er alle velkomne. I hører nærmere.

Gudstjenesten

Og nu hvor vi er ved gudstjeneste, som jo er kirkens livsytring, selve grunden til, at der findes kirke og kirkebygninger:

Rundt om i sognene fejres der gudstjeneste både på søndage og i hverdagene og det er skønt. For nogle år siden var det stort set kun om søndagen, man kunne komme i kirke, men går vi lidt længere tilbage i tiden var der gudstjenester morgen og aften både om søndagen og i hverdagen. I de senere år er der igen kommet flere gudstjenester også på andre tidspunkter end søndag formiddag, i hverdagene og ved særlige anledninger. Det er godt. Det, der er knap så godt er, hvis man lokalt mister sansen for, at søndagen eller helligdagen under alle omstændigheder skal fejres med gudstjeneste morgen, middag eller aften.

 Coronatiden gjorde sit til, at vi pludselig begyndte at aflyse gudstjenester. Men folkekirkens grundrytme er, at der skal holdes gudstjenester i alle pastorater på søndage og helligdage – det kaldes den faste gudstjeneste – også selvom vi synes det er dyrt, eller der kommer ikke så mange, eller der ville måske komme flere, hvis man flyttede det til torsdag aften, så er søndagene og helligdagene selve grundstammen i den måde evangeliet om Jesus fortælles året igennem i kirkeårets læsninger og den måde, vores tid som sådan er inddelt i i Danmark. Mister vi markeringen af helligdagene, så mister vi noget helt grundlæggende i vores tidsforståelse og i meningen med folkekirkens virke. Samtidig er den offentlige gudstjeneste et af det mest åbne steder i vores samfund, hvor mennesker kan gå hen, uden at melde sig til, uden adgangskort.

Jeg har bedt præsterne om at sende gudstjenestelisterne ind i skemaform i den kommende år, og så vil jeg gerne, om vi i 2026 kunne sætte et fokus på gudstjenestelivet og komme i samtale med jer alle, menighedsråd og organister, og medarbejdere om, hvorfor vi holder gudstjeneste og hvordan I oplever glæderne og problemerne i at gøre det lokalt. Måske er der noget at lære lokalt eller i Tanzania, Wittenberg og Salisbury eller andre steder. Det er jo hvert fald en del af en global lovsang, når vi fejrer søndagsgudstjeneste.

I den forbindelse kan jeg fortælle, at der er en ny højmessevejledning på vej – altså en vejledning i, hvordan og med hvor mange variationer den faste søndagsgudstjeneste kan fejres inden for vores fælles gudstjenesteordning. Det er en tekst, der hidtil kun har stået i præstens Ritualbog, men vi biskopper kunne godt tænke os, at den blev tilgængelige for alle, fordi den fortæller noget om betydningen af gudstjenesten. I hører nærmere.

Og så til sidst noget helt konkret, som bare skal siges for at minde jer om et par datoer: To grupper af den mennesker, der er ansvarlige for gudstjenesten med ord og musik, nemlig kirkemusikerne og præsterne, har stiftsrådet nogle særlige tilbud til, nemlig Kirkemusikalsk Center Syd – et nyt tiltag i samarbejde med Ribe Stift, hvor ”kirkemusikere, altså både organister, kirke- og kulturmedarbejdere, kirkesangere og korledere, SAMMEN kan mødes til temadage i et kollegialt forum med fokus på det sociale og faglige fællesskab samt erfaringsdeling”. Temadagene finansieres af de to stiftsråd og den første løber af stablen fredag d. 25. oktober.

Og et andet fællesskab med Ribe Stift er et tilbud til præster, nemlig Prædikenfestival – næste gang er onsdag d. 9. oktober. Ribe Rtift er vi glade for og det er jo også en del af den store verden uden for vores lokale hjemlighed. Forbundet.

Nu har jeg brugt min taletid, og jeg burde nok have sagt mange andre ting også. Heldigvis skal vi synge om lidt sammen med Janne Mark og det er jo vigtigere. Men det vigtigste for mig at sige står endnu tilbage, nemlig tak!

Tak til jer menighedsrådsmedlemmer, der er med for sidste gang og som ikke genopstiller. Tak for alt hvad I har givet af kræfter og tid og ånd for at skabe gode rammer for kirkens liv. Tak til jer, der genopstiller for, at I vil tage endnu en tørn og være med til at give kontinuitet og erfaring i arbejdet. 

Og tak til provstiudvalgsmedlemmer og stiftsråd for alt jeres arbejde for at gøre ting muligt og få penge til at slå til, og tak til alle jer medarbejdere og præster og provster, som fylder hus og have med ord, musik og sang, omhu og omsorg for fællesskabet. Og den enkelte. Tak og Guds velsignelse i jeres virke og liv.