Forslaget om at afskaffe store bededag truer det papirløse forhold mellem staten og folkekirken

Mandag meldte kirkeminister Louise Schack Elholm (V) ud, at regeringen ikke kun vil afskaffe Store Bededag som en fridag, men også som en helligdag – ved kongelig resolution. Det vil sige, at kirkeministeren alene vil gå til dronningen og bede om hendes underskrift på, at helligdagen er afskaffet, og at folkekirkens kirkeår og liturgiske bøger derfor skal ændres.

Det er en fuldstændig ny situation i Danmarks mangeårige og prøvede forhold mellem stat og kirke:

Engang var kirken i Danmark en statskirke, og staten var en religiøs stat. Borgerne skulle være medlem af den evangelisk-lutherske kirke, og den enevældige konge styrede såvel stat som kirke.

Med Grundloven af 1849 fik vi religionsfrihed og den evangelisk-lutherske statskirke blev en folkekirke – tæt knyttet til, men ikke lig med staten.

I Grundlovens § 66 bestemtes det, at folkekirkens forhold ordnes ved lov. Den forfatning for kirken, som paragraffen sigter til, blev aldrig gennemført. Med tiden tolkede man derfor paragraffen sådan, at folkekirkens forhold ordnes ved løbende lovgivning. Den lovgivende magt, folketinget, beholdt altså retten til at lovgive om folkekirkens ydre forhold. Det skete f.eks. i 1948 ved at ændre eksisterende love, der forhindrede, at kvinder kunne blive præster, og i 2012 ved at ændre loven, der forhindrede, at to af sammen køn kunne blive gift i kirken. Folketinget lovgiver om f.eks. menighedsrådenes virke, ansættelsesforhold, økonomi og arbejdsmiljø - altså for folkekirken som en del af det danske samfund. Det bliver populært kaldt folkekirkens ”ydre anliggender”.

Men folkekirkens ”indre anliggender” har man hidtil forstået som folkekirkens lære og gudstjenester, salmer og liturgi. Det har politikkerne hidtil holdt sig fra at bestemme over i respekt for, at folkekirken ikke er et statsvæsen, men en evangelisk-luthersk kirke, der har trosbekendelser og ritualer, som ikke er politiske, men kirkelige og teologiske anliggender.

Beslutninger om ritualer, salmebøger, alterbøger mv. er derfor blevet ført ud i livet ved kongelig resolution – netop for at undgå at politikkerne skulle blande sig i kirkens indre anliggender. Det betyder, at kirkeministeren har båret folkekirkens anliggender frem til majestæten, som så har stadfæstet ordninger, autoriseret salmebøger og Alterbog og Ritualbog.

Det er sket efter langvarige processer i folkekirken, hvor de mange forskellige aktører i det kirkelige landskab har diskuteret, er blevet hørt og har nået en vis grad af enighed, som biskopperne typisk har stillet sig bag og fremlagt for ministeren, som så har bedt om dronningens stadfæstelse. Ordet resolution bruges om en erklæring eller beslutning, enten vedtaget af en forsamling eller i - i dette tilfælde - af regenten. Ordet betyder egentlig løsning. Det kan man imidlertid ikke kalde den nuværende misere, hvor regeringen tænker at bruge den kongelige resolution til, stik imod sædvane, at gribe ind i folkekirkens indre anliggender - uden om folkekirken.

Grunden til, at det papirløse forhold mellem stat og kirke – altså, at der aldrig blev nogen forfatning for folkekirken - har kunnet fungere så godt som det har, er, at politikkerne har holdt en armslængde til folkekirkens ”indre anliggender”. Hvis den forståelse ikke længere er til stede hos nutidens regering og folketing, så er der ikke noget lovgivningsmæssigt værn imod statens indgreb mod folkekirkens indre anliggender.

Hvis kirkeministeren med en kgl. resolution og tilvejebringelsen af dronningens pennestrøg kan slette en af folkekirkens helligdage, så kan kirkeministeren naturligvis også slette flere. Hvis riget skal bruge flere penge, kan det da også tænkes at slette folkekirkens øvrige helligdage? Hvis helligdage ikke længere vurderes på deres åndelige betydning, men derimod på, om det kan betale sig at afskaffe dem, hvad så med Skærtorsdag og Langfredag – hvor længe bliver det ved med at være vigtigt at huske på Jesu lidelse og død, når statskassen fattes penge?

Men, vil nogen måske indvende: Hvis det nu virkelig bare drejer sig om en enkelt lille helligdag, hvorfor så hidse sig op? Store Bededag er jo bare en tilfældig dag med det meget uproduktive formål at bede. Hvem gider bede i dag, hvor der er så meget andet underholdende at tage sig til?

Det er sandt, at Store Bededag i sig selv var resultatet af en samling af mange flere bededage – dage, hvor man tidligere holdt fri for at fordybe sig, hvile og bede. Siden 1686 har det danske samfund dog undet sine borgere og kirke denne dag som en helle for alle arbejdende til at hvile og bede for landet og samfundet. Bede for freden, for et mere retfærdigt liv og for trivslen i naturen og blandt mennesker. Ironisk nok er det alle disse ting, som vi i dag stræber efter. Vi har så åbenbart ikke længere råd til en dag til at bede for dem. Vel ud fra den betragtning, at de kan opnås ved øget produktion og penge til forsvaret.

Hvem skal tage den beslutning, at det ikke længere er meningsfuldt at have en Store Bededag? Under normale omstændigheder ville sådan en beslutning være til høring i folkekirken, hvor der kunne siges for og imod og argumenteres teologisk og sociologisk. Men som det er nu, forbeholder flertalsregeringen sig ret til at træffe denne beslutning alene ud fra en økonomisk kalkule.

Der er blevet argumenteret for, at Bededag også blev indført ved kgl. resolution. Ja, for i 1686 var ikke alene kirken en statskirke - staten var også en religiøs stat, som havde det som sit formål at holde borgerne til den evangelisk-lutherske tro og at værne kirken. Derfor foregik beslutninger selvfølgelig i en kirkelig kontekst. Nu har vi gudskelov en sekulær stat – en stat, der ikke bruger religiøse argumenter. Hvordan er denne stat så i stand til at træffe beslutninger om folkekirkens helligdage og betydningen af at bede? Hvis statens politiske ledere fra nu af insisterer på at blande sig i folkekirkens indre anliggender, så har vi igen en statskirke, men vi har også en religiøs stat. Som muligvis tolker religionen ud fra økonomiske hensyn. Det er også en slags religion. Blot åndløs.

Hidtil har der igennem utallige krige og kriser i Danmark været råd til at beholde en bededag – og andre skæve helligdage. Nu er argumentet imidlertid, at landet og vores økonomi er i en helt ekstraordinær situation. Det er naturligvis politikkernes vurdering, at det står så desperat til, at de bliver nødt til at gribe ind og sløjfe folkekirkens helligdage.

At sløjfe en helligdag er også at sløjfe dens indhold, dens traditioner og dens historie. Det kommer ikke igen. Det er én gang for alle. Hidtil har denne fredag i maj været en åbning i hverdagen, et pusterum, en konfirmationsdag, en fordybelsesdag. En dag til besindelse på taknemmelighed over livet, og bøn for at vi må kunne leve det i fred og retfærdighed.

Virkningen af at fjerne en helligdag i samfundet er naturligvis mindre ånd, mindre tid til ro og fordybelse og samvær i familierne. Om det øger arbejdsudbuddet og produktiviteten, som ønsket, eller om det bare giver danskerne og familierne mindre tid og glæde og større træthed i et i forvejen presset samfund, vil vise sig.