Kronik om bededagsforløbet

Af biskop Marianne Christiansen.

Her, hvor vi nærmer os den første afskaffede store bededag, er det tid til at reflektere over, hvad der egentlig skete foran og bag kulisserne i de to måneder og 21 dage, som det tog at afskaffe en af folkekirkens helligdage.

Forløbet satte afgørende demokratiske og kirkelige principper på spil, og det er omdrejningspunktet for en konference på Christiansborg torsdag den 25. april arrangeret af landets biskopper og Det Konservative Folkeparti.

Bededagsforløbet gjorde det klart, at folkekirken i realiteten er en statskirke fremfor en evangelisk-luthersk folkekirke støttet af staten, som grundloven ellers tilsiger det.

Hensigten med konferencen er at se nøgternt på de forhold, ikke mindst mellem stat og kirke, som forløbet bragte frem i lyset, og spørge os selv: Er det sådan, spillereglerne i et demokratisk samfund skal være? Ønsker vi, at Danmark med bededagsmanøvren fremstår mere som en religiøs stat end et sekulært demokrati? Og hvis ikke, hvad der skal gøres ved det?

Med afskaffelsen af en af vores fælles helligdage brød regeringen en hidtil uskreven regel: at folkekirkens indre anliggender ikke reguleres uden inddragelse af kirken og uden et kirkeligt formål. Grundlovens § 66, også kaldet ”løfteparagraffen”, foreskrev, at folkekirkens forhold skulle »ordnes ved lov«, altså en form for kirkeforfatning. Den har folkekirken aldrig fået.

I stedet har kutymen været, at Folketinget har lovgivet for de ydre forhold som f.eks. ansættelsesforhold, økonomi og bygninger. De indre forhold som f.eks. gudstjenester, kirkelige handlinger og salmebogen, altså folkekirkens religiøse praksis, har derimod været reguleret direkte af regenten uden om Folketinget og i praksis i et samspil mellem folkekirkens parter og Kirkeministeriet med regenten som godkendende instans (= ved kongelig resolution).

Denne kutyme har kunnet udgøre det ”armslængdeprincip”, der gjorde det meningsfuldt at tale om folkekirken som en folkekirke og ikke en statskirke.

Bededagsforløbet har vist, at hverken Folketinget eller regeringen længere føler sig forpligtet af denne kutyme. 

Hvis politikerne ønsker det, kan de gribe ind i alle forhold, indre som ydre, i folkekirken. Den eneste begrænsning er grundlovens § 4, som angiver folkekirkens evangelisk-lutherske identitet.

Hvis statens indgreb i folkekirken er i strid med evangelisk-luthersk lære, er indgrebet i strid med grundloven. Men hvem har ret til at fortolke, hvad evangelisk-luthersk lære er? Også her nærmer vi os et kardinalpunkt.

Bebudelsen af afskaffelsen af en af folkekirkens helligdage står i regeringsgrundlagets afsnit 2.5 ”Ansvarlig økonomisk politik” og punktet ”Rammer for finanspolitikken”.

Ingen drøftelser med folkekirkens parter er gået forud regeringsgrundlagets bestemmelse. Folkekirken nævnes heller ikke. Og afskaffelsen omtales som et rent økonomisk anliggende.

Hvis det er rigtigt, at Folketing og regering er folkekirkens eneste styre og højeste forvaltning, er det da i overensstemmelse med grundloven at lovgive for folkekirken med et udelukkende verdsligt formål?

Det åbner i givet fald for et styre, der ikke har folkekirkens formål som evangelisk-luthersk kirke for øje, og det er svært at se, hvordan dette for det første kan være i overensstemmelse med grundlovens § 4, 1. led og det deri indeholdte krav om, at Folketingets regulering af folkekirken skal være i overensstemmelse med evangelisk-luthersk lære og tradition, og for det andet kan være i overensstemmelse med grundlovens § 4, 2. led, der forpligter staten på at understøtte den evangelisk-lutherske kirke som folkekirke.

I argumentationen for lovligheden af at fjerne en af folkekirkens helligdage uden om folkekirkens ønske og dertil udelukkende med et verdsligt økonomisk formål henholder regeringen sig til tre hovedargumenter:

1. Regering og Folketing har fuld adgang til at regulere alle folkekirkens forhold, indre som ydre.

2. Bededag blev indført ved kgl. resolution. Derfor kan den også afskaffes ved kgl. resolution.

3. Bededag er ikke vigtig for den kristne forkyndelse og kendes kun i Danmark.

Understregningen af, at politikerne kan regulere alle folkekirkens forhold, endda uden at høre folkekirkens parter, bygger navnlig på en højesteretsdom fra 12. juni 2012 (vedr. gyldigheden af autorisationen af vielsesritual for to af samme køn).

Den eneste betingelse er, at reguleringen ikke må stride mod evangelisk-luthersk lære, jf. grundlovens § 4.

Hidtil har Kirkeministeriet skullet betjene sig af teologisk sagkundskab, når det skulle foretage teologiske vurderinger, fordi staten ikke selv råder over teologisk sagkundskab. Traditionelt har man spurgt Københavns biskop. Københavns biskop blev i forbindelse med bededagsforløbet bedt om at vurdere, om en afskaffelse af bededag som helligdag »isoleret set vil være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag«.

Biskoppen vurderede, at processen – altså det, at man fra politisk hold greb ind i folkekirkens indre anliggender uden accept fra folkekirken og uden et kirkeligt formål – var i strid med bekendelsesgrundlaget og desuden i strid med retssædvanen på folkekirkens område.

Herefter lavede Kirkeministeriet imidlertid sin egen vurdering af bekendelsesgrundlaget, som konkluderede, at dette må læses historisk – og derfor ikke kan sige noget om afskaffelse af helligdage i nutiden.

På den baggrund vækker det undren, at man så i første omgang spurgte efter en teologisk vurdering af bekendelsesgrundlaget.

Man kunne have valgt at afskaffe arbejdsfriheden på helligdagen, hvilket ville være en rent politisk beslutning uden indgreb i kirken. Men man valgte at gribe ind i kirkens religiøse praksis og fjerne selve helligdagen.

Før grundloven var kongen og staten forpligtet på at fremme den evangelisk-lutherske lære på ganske håndfast måde. I dag skulle man mene, at vi havde det sekulære demokrati. Derfor giver det ikke længere mening, at politikere skal foretage vurderinger af folkekirkens bekendelsesgrundlag og religiøse praksis.

Hidtil har man holdt et armslængdeprincip. Men som bededagsforløbet viser, er der nu intet værn imod en statslig styring af folkekirkens religiøse praksis.

Det giver anledning til bekymring.

For er det grebet ud af luften at forestille sig politikere, der ikke bryder sig om bestemte bibeltekster eller forkyndelse eller ritualer, der strider mod ”danske værdier” eller tidens moral? Og som måske får lyst til at handle på sine holdninger og atter gribe ind i folkekirkens religiøse praksis?

Er det virkelig i statens og folkets interesse, at regeringen bliver den religiøse fortolker af, hvad evangelisk-luthersk kristendom er i dag?

Og kan man tale om en kirke, hvis dens indhold bestemmes af politikere med højst forskelligt trosgrundlag og indimellem ud fra rent verdslige hensyn?

Jeg mener, at tiden er kommet til en forpligtende samtale om, hvordan folkekirkens indre anliggender kan opnå samme beskyttelse imod politiske indgreb, som andre trossamfunds indre anliggender nyder.

Det må være i statens interesse at få fastlagt klare linjer om folkekirkens indre anliggender, så staten ikke skal optræde som ærkebiskop. Og det må være i alles interesse, at Danmark ikke skal fremstå som religiøs stat. Ellers giver grundlovens § 4 ingen mening, men skal i stedet ændres til: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som defineres og styres af staten.”