Afsluttende tale ved Stiftsdagen februar 2016

Vi har den opgave i folkekirken at være samlingssted. Ordet ”menighed”, det almene, det ord vi bruger, når vi samles som kirke, er en oversættelse fra det græsk ”ecclesia”. Det betyder ”dem, der er kaldt ud, kaldt sammen”. En forsamling af mennesker, der er kaldt ud fra hver deres hus og dagligdag og arbejde og egne interesser for at være sammen om noget andet og være sammen med andre på lige vilkår.

Ecclesia bruges verden over som ordet for den kristne kirke, som vi i den danske kirke også er en del af. Vi er kaldt på, og vi har et kald til at kalde på andre. Til at dele glæden over evangeliet og til at dele liv og fælleskab med andre. 
I gamle dage var fællesskabet i en landsby eller et kvarter mere givet, fordi man arbejdede sammen, var afhængige af hinaden. Nu er vi i højere grad afhængige af teknologi og af banken, af bilen og det offentlige og en masse andet. Det er, som det er, på godt og ondt - men det betyder, at mennesker ikke i samme grad samles og mødes, fordi vi ordner alting fra skærmen eller kører i vores private bil hen til dem, vi kender. Det bliver mennesker ensomme af. 

Som kirke er vi sat i verden for at høre evangeliet om Jesus, leve af det og på det og give det videre. Det er ikke kun noget, der vedkommer os som enkeltpersoner, det er noget, der vedkommer os på en måde, så vi får øjnene op for hinanden og forstår, at vi deler livet. Derfor er det også vigtigt, at vi samler os, bliver kaldt ud af vores private cirkler og væk fra vores skærme, og helt konkret bevæger os hen i det fælles rum. Det kan være kirken eller sognegården, sygehuset, hinandens stuer – det drejer sig om at møde hinanden og få talt sammen og set hinanden i øjnene. 
Det er ikke nogen uvæsentlig ting.

Rigtig meget kommunikation – og kommunikation betyder fællesskab, fælles udveksling – sker på nettet, og det er ved at blive et problem for vores kultur og fælleskab, at vi kun skriver til hinanden - og ofte skriver så grimt til hinanden, at det nedbryder menneskelig værdighed. Det er ikke noget isoleret problem for en bestemt aldersgruppe – det præger efterhånden hele det offentlige liv. I løbet af ganske få kommentarer på ”sociale medier” kan mennesker komme i blodigt klammeri med beskyldninger om nazisme, landsforræderi og forbandelser. 

Sådan noget siger man ikke ansigt til ansigt, når man kan se og røre og høre hinanden, måske oven i købet spise og drikke og synge sammen. Men sådan siger man, når man føler sig alene i verden med sine meninger og holdninger, og efterhånden ser alle andre som trusler og idioter. Det er det, der er ved at ske for os, fordi vi rent ud sagt taler for lidt med hinanden.

Der er en nød og en fremmedhed i vores samfund, som vi som kirke er forpligtet på at gøre noget ved, så godt vi kan – bringe mennesker i samtale, så vi kan se og fornemme hinanden som mennesker. Ikke for ingenting er vi en evangelisk-luthersk kirke, der sætter ordet og samtale og oplysning højt. 
Jeg tror, vi i folkekirken en har en stor opgave i det lige nu. Jeg vil kaste et blik på sogne, provsti og stift. Sogn betyder jo simpelthen at søge sammen. Man ”sogner” til en kirke.

Nu har vi lige afsluttet godt et års kirketælling – eller rettere: tællinger af alt, hvad der rører sig – alle, som samles i sognesammenhæng til gudstjenester, kirkelige handlinger, sognearrangementer, foredrag mm. Jeg vil gerne også her sige tak til alle jer, der har arbejdet og af og til bøvlet med at tælle og sende tallene – det er mit indtryk, at det de fleste steder har ført til glad overraskelse over , hvor mange mennesker, der egentlig forsamles i sognet i folkekirkelige sammenhænge. Det har i hvert fald givet et tungtvejende modargument i den før nærmest automatiske snak om de tomme kirker og faldende medlemstal. 
Det er klart, at langt fra alt er sagt, når vi tæller, hvor mange vi er. For der er intet sagt om, hvad vi er samlet om og hvad det betyder for den enkelte og for fællesskabet – om det er en fadølsmaskine, en opløftende koncert eller en gudstjeneste, hvor der var fire til stede, og den ene fik vendt op og ned på hele sit liv. 
Men jeg er alligevel glad for, at vi har talt og derigennem kunnet fortælle, hvad der foregår på folkekirkens samlingssteder. Nu bliver tallene overgivet til profesionelle, der kan arbejde med tal og trække betydning ud af dem, og så forventer vi at kunne nå frem til en samlet rapport i løbet af det næste års tid. 

Vores gudstjenesteliv er det samlende i sognet. Søndagsgudstjenesten er det sted, hvor vi får vores liv fornyet – ikke med nogen særlig anledning, men bare fordi det er søndag: den dag, Jesus stod op fra de døde, og et nyt håb blev sat ind i verden. Nogen, så som jeg, har brug for at høre det hver søndag og blive mindet om det fællesskab, jeg og vi er en del af – både med de mennesker, der lige er i kirke netop den dag og det sted, og i mindet om dem, der gik forud, de døde og dem, der skal komme i fremtiden. Fællesskabet med de nære og de fjerne, mennesker ud over jorden. Nogen mennesker har ikke brug for at komme der hver søndag, men en gang imellem – og nogen har ikke opdaget, at de har brug for det og kunne have glæde af det. 
Vi, der er engageret og ansat i folkekirken har en særlig forpligtelse på at gøre det søndagens mødested til en fest og et hjerterum. Et alvorligt, muntert, højtideligt, almindeligt, dejligt og smukt sted, både for den, der kommer hver søndag, og den, der kommer engang imellem, og den, der pludselig af en eller anden grund er havnet i kirken. Det er et fælles ansvar, hvad enten vi har kirkegænger-embede eller er ansatte. Tak til alle, der uge efter uge forbereder søndagsfesten med lys og ord og toner og ved at være til stede. 

Det øvrige gudstjenesteliv er lige så vigtigt – de kirkelige handlinger, hverdagsgudstjenesterne og de særlige gudstjenester, der netop særligt kalder på nogle grupper i sognet for at give anledning til at mødes og høre evangeliet og se hinanden. Det er forskeligt, hvordan gudstjenestelivets rytme er i det enkelte sogn – hvad der behov for og kræfter til. Der kan altid søges hjælp og inspiration i Værkstedet Gudstjenesteliv. For nylig var der besøg fra Færøerne med et foredrag om lægmandsgudstjenester – den stærke tradition på Færøerne for, at man i de kirker, hvor præsten ikke kan være som søndagen, alligevel holder gudstjeneste – bare uden nadver, og med en prædiken fra en godkendt prædikensamling, som en fra menigheden læser op. Det er faktisk også en mulighed i Danmark i de pastorater, hvor præsten ikke kan nå alle kirker hver søndag – bare til jeres oplysning. 
Også provstiet er et samlingssted for fælles gudstjenester, ungdomsgudstjenester og andre gode begivenheder.

I disse år kommer der igen nye tilflyttere til mange sogne, - asylsøgere, flygtninge eller migrantarbejdere i landbruget. Ikke alle er evangelisk-lutherske – nok ikke særlig mange. De kommer med mange forskellig religiøs baggrund: ortodokse, assyriske kristne, katolikker eller med andre religioner, forskelige former for islam og yasidisme/kurdisk religion.

Hvad gør vi som folkekirke ved det? Vi har en tosidet opgave: At være med til at skabe fællesskab og samtale og oplysning i lokalsamfundet – og at indbyde til gudstjenestens fællesskab, for dem, der er kristne. Endelig, - og det gælder præsterne, men også menighederne - er der en stor opgave i at give dåbsoplæring og fællesskab i sognemenighederne til dem, der ønsker at blive døbt og dermed bliver medlem affolkekirken. Der var i går årsmøde i det Mellemkirkelige Råd, hvor emnet også var disse opgaver; Formanden, Mogens Mogensen - som også er menighedsrådsformand i Tyrstrup (Christiansfeld) tematiserede emnet i sin tale, som kan læses på Haderslev stifts hjemmeside. 

På mødet blev det klart, hvor mange, særligt iranere, der i øjeblikket ønsker at blive døbt, og går til dåbsforberedelse i folkekirken. Det en opgave og gave, der både skal løftes lokalt og på landsplan, så præsterne kan få hjælp til at undervise, og sognemenighederne råd til hvordan man bedst tager imod de nye medlemmer. 

Modtagelsen af de nye medborgere, når flygtninge bliver fordelt i sognene, er også en opgave at samle sig om. For meget af det, vi regner for selvfølgeligt , er ikke spor selvfølgeligt, når man lige er kommet. Og meget er gjort med helt almindelige medmenneskelig venlighed: Dér ligger apoteket, og bussen kører sådan og sådan, og foreningslivet er noget, man melder sig ind i.

Der bliver i stigende grad mennesker i vores lokalsamfund, der mangler penge, og som derfor kommer til at isolere sig selv og deres børn. Vi skal i folkekirken ikke erstatte det offentlige system af hjælp og ydelser, som er en del af vores velfærdssamfund, men vi kan være med til at skabe fællesskaber, der ikke beror på, om du har råd eller ikke råd, og til at få øje på dem i sognet, der falder igennem i systemet. Det er ikke alt, vi kan klare som frivillige og engagerede mennesker. Derfor bliver det nok i fremtiden vigtigere for os at være opmærksomme på de kirkelige hjælpeorganisationer, for de kan løfte de sociale og menneskelige opgaver, som er for tunge for en almindelig sognemenighed.

Hvad en sognemenighed derimod altid kan er at få snakket sammen. Om liv og død, tro og håb, om store og små problemer og glæder. Det almindelige liv i sognet med arrangementer og koncerter og foredrag og ture er guld værd til at bringe mennesker ind i en samtale og et fællesskab. Det må I aldrig glemme, hvis I engang imellem synes, at I laver kaffe hele tiden, og hvad har det egenlig med Jesus og forkyndelsen at gøre. Godt nok er det ikke bevidnet i Skriften, at Jesus drak kaffe, men at han sad til bords og delte mad og drikke og talte og lyttede til andre mennesker, det behøver vi ikke diskutere. Bordet er et godt samlingssted. Nadverbordet er hjertet, og uden om det er hvert spisebord med til at formidle fællesskabet.

Et samlingssted i sognet – også på tværs af sprog og indkomst - er musikken og sangen. Vi har nu op til reformationsjubilæet en enesteånde anledning til at sætte fokus på hvad musikken og sangen betyder i vores kirke. Jeg er selvfølgelig optaget af Folkekirkens Børne- og Ungdomskor, som i mange henseender er folkekirkens fremtid, fordi børn her møder hinanden i sang og møder voksne, der tager dem med ind i kirkens forkyndelse og salmeskat og lærer dem noget, så de bliver klogere og dygtigere – og så de får et poetisk og musikalsk sprog og et sprog for troen. Det kan ikke overvurderes, og jeg håber, at I vil tage hånd om jeres kor og de bånd til familierne, som de også er. Det er er vigtigt mødested i sognet. Og det er sangen og musikken i det hele taget: Sagnaftner, babysalmesang og musik er en væsentlig del af folkekirkens forkyndelse og ikke bare en luksus , som kan undværes. Vi er begavet med dygtige kirkemusikere, som også mange steder er en ressource for skolerne, og som samler stemmerne og løfter tankerne, ja, ind imellem åbner himlen i gudstjenesteliv og undervisning. At vi har levende musik i folkekirken er en kilde for hele samfundslivet og glæden mellem mennesker. 

Også kirkegården er et samlingssted – for de levende. Vi må ikke undervurdere, hvad der foregår på kirkegårdene af medmenneskelig samtale om alt muligt og om det sværeste af alt: sorgen og tabet. Greveren og kirkegårdspersonalet er også væsentlige forkyndere og sjælesørgere. Man kan altid diskutere, hvor mange penge, vi skal bruge og på hvad i folkekirken. Og det vil vi blive ved med. Men vi skal være opmærksomme på, at skønheden og omsorgen for kirkegårdene og kirkens bygninger også er en omsorg for, at der skal være samlingssteder, der løfter menneskers sind og trøster os ved, at vi oplever, at nogen har vist omsorg for at rive en havegang eller sammensætte en buket og fejet en trappe. Derved bliver kirke og kirkgård og såmænd også sognegårdene til fælles hjem, hvor der vises kærlighed til gæsten og til fællesskabet ved, at alt bliver gjort så smukt som muligt.

Og endelig er menighedsrådet og præsten eller præsterne og de ansatte også et samlingssted. I, som til dagligt er ansvarlige for driften og kirkeliv og forkyndelse. Den indbyrdes respekt og samtale og blik for hinandens opgaver er kernen i sognets arbejde. Hellere tale engang for meget end en gang for lidt med hinanden. For selvom vi har mange mødesteder, så har vi også arbejdsliv, som gør at det i det daglige kan være svært at mødes og og tale sammen. Og det er ikke alt, som man kan skrive sig til.

Samlingsstederne i provsti og stift er de steder, hvor kræfterne samles og de tråde mødes, som rækker ud over det enkelte sogn. 
I provstiet mødes pengene, og fordeles efter behov og opgaver. I takt med, at vi som folkekirke får flere opgaver med bl.a. undervisning, oplysning og diakoni (socialt arbejde) – bliver det endnu mere nødvendigt at tale om, hvordan pengene fordeles og sørge for, at ikke alle skal opfinde den dybe tallerken. Derfor har vi forskellige samarbejder:

Vi har skole-kirke-tjenesten på provstiplan og på stiftsplan – til hjælp til lærere og præster med undervisningsmateriale og projekter, der styrker det gode samspil mellem skole og kirke og styrker undervisningen ikke bare i kristendom, men feks. også i historie, musik og dansk og flere andre fag.

Vi har på provstiplan samarbejder om diakoni og voksenundervisning, sorggrupper, samarbejde med de kirkelige organisationer, som kan løfte de opgaver, der er vanskelige for det enkelte sogn. Vi vil i fremtiden se, at asyl- og flygtningearbejdet bliver noget, vi må samle kræfter ne til i provstiet og stiftet. Og det samme gælder ungdomsarbejdet, hvor det ville være skønt hvis vi kunne have en ungdomspræst i hvert provsti.

Og samlingssteder har vi for præsterne i et kollegialt fællesskab både i provsti og stift, - mødesteder, som er vigtige, for at præsterne hele tiden kan ”danne og dueliggøre sig”, som det heder i præsteløftet: lære og læse og fordybe sig i Skriften og teologien, og samtidig holde øjne og ører åbne for, hvordan evangeliet bedst forkyndes i vores tid.

Og så har vi menighedsrådsmødesteder - også til en stadig dannelse og dueliggørelse, sådan at det kan være udviklende og lærerigt og spændende at sidde i menighedsrådet , ved siden af at det også er fast arbejde og en stor forpligtelse. Først og sidst er provsti og stift mødesteder for al praktisk forvaltningsmæssig hjælp i det daglige, som I fra sognene altid kan henvende jer til. 

I provstierne og stiftet mødes trådene og kræfterne. Stiftsudvalgene er mennesker, der er særligt udpeget til at fremme arbejdet på et bestemt område, og som gør det aldeles frivilligt og med stor indsats af engagement og tid. Der arbejdes med undervisning diakoni, mission, undervisningen, gudstjenesteliv, musik og religionsmøde, spiritualitet, det mellemkirkelige, ungdommen osv. Stiftsudvalgene er mødesteder for gode ideer og hjælp til at føre dem ud i livet. I dag har I kunnet se en del af det arbejde, der foregår til gavn og glæde for alle. 
Og endelig er stiftsrådet et samlingssted for repræsentanter for alle provstier og for fordeling af de fælles midler, som vi bruger gennem stiftsudvalgene og til kommunikation og skole-kirke-tjenesten, Teologi for Voksne, Gudstjenesteliv og præsternes efteruddannelse. Stiftsrådet tager snart fat på et nyt satsningsområde, nemlig flygtning-og migrantmødet og diakonien.

Nu hvor jeg har talt så meget om det virkelige møde, vil jeg slutte med at opfordre jer til at bruge, ja, altså de elektroniske medier, så I bruger stiftets hjemmeside og melder jeg til nyhedsbreve, og bruger det elektroniske skrivebrod, så I kan få oplysning om, hvad der forgår, og hvad der kan være til hjælp og inspiration til det kirkelige arbejde hjemme hos jer.

Mødestederne i provsti og stift er med til at åbne vores dagligdag i sognet over for det større fællesskab i folkekirken som sådan og med kirken ud over jorden. Vi har med glæde kunnet arrangere besøg og rejser, der kan skabe nye venskaber og give et nyt blik både på vores egen kirke og samfund og på vennernes. Venskabsmenigheder eller venskabsprovstier er stadig gode mødesteder, som vi kan hjælpes ad med at etablere. 
Selv har jeg i den seneste tid været så heldig at besøge både menigheder i Tanzania i Keragwe stift, hvor f.eks Sdr. Bjert allerede har en venskabsmenighed, og hvor man gerne vil have mere venskabskontakt til os, samt de lutherske menigheder i Palæstina som i den grad trænger til støtte.

Når vi mødes her i dag, er det også for at tale sammen og udveksle tanker og tage noget nyt med os hjem. Når vi skilles i dag, håber jeg, at I som jeg er beriget af at have mødt andre, der på mange måder arbejder i det samme engagement på forskellige måder, men samlet omkring evangeliets forkyndelse og vores liv set i lyset af det. Det er vores opgave at formidle den samtale i stiftet, provstiet og sognet. På mange forskellige måder, men altid som en del af ecclesia, menigheden, dem der er kaldt på og kaldt sammen. Gud velsigne jer til det. Tak for til jer alle, fordi I samles og samler andre og samler op.

Marianne Christiansen