Kronik: Præster skal også spille på udebane

Folkekirken er på mange måder gået fra at være det, som alle var indforstået med, men ingen talte om, til at være et varmt emne på både sociale medier og i den politiske debat. Eller sagt med andre ord: Det selvfølgelige er ikke længere selvfølgeligt, og det stiller nye krav til folkekirken.

Et centralt emne i den sammenhæng er, hvordan folkekirkens præster fremover skal uddannes, så de kan varetage kald og embede i et samfund, der i stigende grad præges af forskellige religioner og livstydninger. Til at besvare netop dét spørgsmål nedsatte Folkekirke og Religionsmøde i 2014 en tænketank. Den fik det mundrette navn ”Tænketank vedrørende udredning og anbefalinger om religionsmødekvalifikationer i fremtidens uddannelsesforløb for præster i folkekirken”, og i det arbejde deltog personer fra Aarhus og Københavns universiteter, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen m.fl. En rapport fra Tænketanken med tilhørende anbefalinger er netop udgivet. Anbefalingerne vender vi tilbage til. Først vil vi forsøge at åbne tre vinduer til de udfordringer, som lokale kirker og præster allerede står midt i, og som uddannelsen skal klæde dem på til. Situationerne er anonymiserede.

Præsten skal være i stand til at varetage ritualer, hvor kirke og kristendom stadig er i spil – også når et ægteskab indgås af to med forskellige religioner.
 

Situation 1: En præst bliver kontaktet af en ældre muslimsk kvinde. Hun har mistet sin mand gennem mange år. Han var kristen og medlem af folkekirken og havde tydeligt givet udtryk for, at han ønskede en folkekirkelig begravelse. Da den muslimske enke nu henvender sig til præsten, fremsætter hun ønske om, at manden får en folkekirkelig begravelse.

Samtidig ønsker hun, at manden bliver begravet på den muslimske del af kirkegården, så de kan ligge ved siden af hinanden, når hun engang dør.

Hvad er præstens funktion her? Hvem er præsten sjælesørger for i denne sammenhæng? Hvad er der på spil i teologisk henseende? Og hvordan skal evangeliet forkyndes i en sammenhæng, hvor pårørende og sørgende med forskellige religiøse traditioner er samlet?

Skolelederen foreslår, at næste års juleafslutning skal være uden fadervor og velsignelse. Hvordan skal præsten forholde sig til skolelederens ønske?

Situation 2: En præst bliver inviteret til et møde, hvor den nye leder af den lokale folkeskole vil drøfte fremtiden for den klassiske juleafslutning i kirken. Den nye skoleleder er ikke afvisende over for, at traditionen kan videreføres, og mener, at juleafslutning i kirken er en naturlig del af dansk kultur. Samtidig mener hun, at der også må tages hensyn til den del af skolens elever, der har en anden eller ingen religion. Skolelederen foreslår, at næste års juleafslutning skal være uden fadervor og velsignelse.

Hvordan skal præsten forholde sig til skolelederens ønske? Foregår gudstjenesten på en neutral kulturbane, eller er det en kristen gudstjeneste? Hvilke overvejelser skal præsten gøre sig, når julegudstjenestens forløb og indhold skal planlægges? Hvad betyder det for gudstjenesten, at nogle af de deltagende børn ikke er kristne eller ikke har nogen religion?

Situation 3: Et medlem af menighedsrådet har lagt mærke til, hvor populære tilbud om yoga og mindfulness er blevet. Han mener, at kirken også har noget relevant at byde på til mennesker, der har behov for fordybelse i en travl hverdag. Han opfordrer derfor til, at præsten i samarbejde med en mindfulnessterapeut skal arrangere mindfulnessgudstjenester i den lokale kirke.

Hvordan skal præsten agere i forhold til menighedsrådsmedlemmets ønske? Hvordan skal præsten forholde sig til, at en større del af sognets indbyggere finder mindfulness brugbart? Er mindfulness foreneligt med et kristent livssyn? Hvem kan den lokale kirke samarbejde med?

Som det fremgår, står spørgsmålene nærmest i kø. Nye spørgsmål, der opstår i kølvandet på, at folkekirken i dag er kirke i et samfund, hvor også andre religioner og livstydninger end den evangelisk-lutherske gør sig gældende.

Og så har vi tilmed ikke berørt, hvilke spørgsmål der rejser sig, når præsten skal agere i en dåbs- eller begravelsessamtale, hvor præsten møder dåbsforældre eller pårørende, der bekender sig til reinkarnation. Eller når en voksen muslimsk asylansøger opsøger præsten for at blive døbt. Var man præst for bare 25-30 år siden i folkekirken, var man herligt – eller kedeligt – fri for at skulle forholde sig til disse spørgsmål, men den går ikke længere i dag.

Som et svar på kirkens og præsternes nye udfordringer, har Tænketanken udarbejdet en såkaldt dannelsesprofil for præster.

Her anbefaler Tænketanken fem væsentlige områder, som fremtidens præster bør være fortrolige med, når de skal varetage præsteembedet i et samfund med forskellige religioner og livstydninger. De fem dannelsestyper er:

1. Kontekstuel teologisk dannelse;

2. Erfaringsteologisk dannelse;

3. Dialogisk dannelse;

4. Missional dannelse;

5. Liturgisk dannelse.

Læs Tænketankens udfoldede dannelsesprofil og rapport på www.religionsmoede.dk.

Når Tænketanken lægger op til, at religionsmødekvalifikationer skal være en central del af præsternes fremtidige uddannelse, er det på ingen måde for at gøre folkekirken til en religionsneutral anstalt for relativisme eller sammenblanding af religioner. Tværtimod!

Men ligesom sekulariseringen gennem store dele af det 20. århundrede har været den kontekst, som kirken har forkyndt kristendommen ind i, og hvor de teologiske uddannelsesinstitutioner og kirken har brugt oceaner af tid og ressourcer på at gøre kristendommen forståelig i denne kontekst, så ser vi i dag en ny kontekst for teologien. Vi ser et samfund, der er præget af forskellige religioner og livstydninger, og det rum må både teologien og pastoralteologien nu forholde sig til og formulere sig i.

Samtidig er sekulariseringen stadig det grundlæggende vilkår. Det flerreligiøse samfund udfolder sig på sekulariseringens præmisser frem for at erstatte den.

En udfordring for præsteuddannelsen bliver her at klæde præster på til at varetage embedet i en situation, hvor en stadig større del af kirkens arbejde kommer til at foregå uden for folkekirkens foretrukne hjemmebane.

Mødet med sognets beboere har traditionelt foregået i hjem og skole og inde i kirkerummet og ofte i ritualiseret form, men i et samfund med forskellige religioner og livstydninger er religion netop sivet ud af kirken og det private og ud i samfundet. Det er derfor, alle pludselig taler om religion. Det må præsteuddannelsen tage højde for.

Folkekirken har gennem mange år, i lighed med f.eks. universiteterne, kongehuset, DR osv., levet højt på en taget-for-givet-autoritet. Sådan er det ikke længere. Folkekirken skal vænne sig til at spille hjemmevant på såvel hjemmebane som på udebane.

Her bliver det afgørende, at præster også får kendskab til andre religioner og lærer teologisk at reflektere over deres eksistens; kan repræsentere kirke og kristendom i forhold til institutioner og i offentlige sammenhænge; er i stand til at varetage ritualer, hvor kirke og kristendom stadig er i spil – også når et ægteskab indgås af to med forskellige religioner.

Det er givende. Det kræver, at præster klædes på til at folde evangeliet ud i nye situationer. Tænketankens dannelsesprofil giver et bud på, hvad der skal til.

 

Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift
Kåre Schelde Christensen, generalsekretør i Folkekirke & Religionsmøde