En prædiken kan diskuteres, men den er noget andet end debat 

I den forgangne uge har to af mine prædikener opnået den ufortjente ære at blive genstand for teologiske debatindlæg i Kristeligt Dagblad. En prædiken er ikke et debatindlæg, men en udlægning af evangeliet – efter prædikantens bedste evne og fordybelse i teksten og bøn. Derfor er enhver prædiken ufuldkommen og mangelfuld – det gælder i hvert fald mine. Prædikenen lever i gudstjenestens og menighedens fællesskab. Men naturligvis kan man også læse en prædiken, og det har vi fået rig lejlighed til på nettet. Stadigvæk er en prædiken ikke et debatindlæg. Når jeg alligevel tillader mig nu at kommentere de teologiske debatindlæg, der henviser til mine prædikener, er det ikke for at forsvare prædikenerne, men for som præst til præst at hjælpe de debattører, der tilsyneladende ikke har haft lejlighed til at læse hele prædikenen eller også har glemt, at en prædiken altid er en udlægning af en evangelietekst. 

Henrik Højlund fortæller den 6. januar, hvordan han af en journalist er blevet bedt om at forholde sig til nytårsgudstjenesten i DR og derefter har læst nytårsprædikenen på nettet og finder den besynderlig. Han gengiver: ”Gud finder vi i hjertekammeret, fortalte hun os” og mener, at det skulle stride imod, at Gud findes i Jesus Kristus. Højlund har åbenbart ikke haft tid til at læse hele prædikenen, så han kunne citere korrekt fra den, og lægger måske derfor heller ikke mærke til, at den er en udlægning af Jesu ord i Bjergprædikenen: 
”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”(Matthæus 6,6). 
Deraf forstår jeg, i øvrigt i overensstemmelse med Luther, at trosforholdet er usynligt, og udtrykte det i prædikenen således: 
”Det inderste forhold til Gud er inde i hjertekammeret”. 

Højlund forsøger i sit indlæg at lave en modstilling mellem at finde Gud i Kristus (som jo er grundlaget for vores kristentro) og at have et indre trosforhold til Gud, møde Gud i hjertekammeret. Det giver for mig at se ikke mening. Jeg mener endda, at Højlund har skrevet en bog, der hedder ”Mærk Gud” om spirituelle erfaringer. Men måske er det ordet 'hjertekammeret', der bekymrer Højlund, og jeg indrømmer, at det er et poetisk udtryk, lånt fra Grundtvig, der taler om at finde Frelseren i ”hjertekammerets krybberum” (Salmebogen nr. 105) og Brorson, der digter om, at Jesus skal blive ”troligt udi mit hjerte svøbt” (nr. 125), ligesom vi hver søndag i nadverliturgien beder om, at Kristus må bo ved troen i vores hjerter. Jeg formodede derfor, at billedet var kendt.

Den 7. januar er sognepræsterne Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye kommet i tanker om en prædiken holdt i oktober op til Folketingets åbning. I den skulle ”en smilende biskop” have taget ”behændigt afsæt i en løsrevet sætning fra Det Nye Testamente til at belære landets politikere om, at de ikke måtte være bange for at lukke Europas døre op af frygt for den omsiggribende islamisme”. Mig bekendt var Munch, Hauge og Bøye ikke til stede ved gudstjenesten, men måske er jeg virkelig kommet til at smile under prædikenen – det kan jo ske, eftersom evangeliet er et glædeligt budskab. Resten af gengivelsen kan jeg imidlertid overhovedet ikke genkende. 
Eftersom prædikenen ligger på nettet (folkekirken.dk og her), kan enhver læse efter. Udsagnet ”Frygt ikke ” forekom i en udlægning af Johannes 14,1-7- (hvor Jesus  siger: 
”Jeres hjerte må ikke forfærdes!  Tro på Gud og tro på mig!...” og 1. Johannesbrev 4,17-18 (”Frygt findes ikke i kærligheden …”), sammen med et citat fra Grundtvigs salme "Kærlighed til fædrelandet": 
”Frygt ej for, hvad verden kalder/ sin nødvendighed af stål…” (nr. 710). 

At ”Frygt ikke” skulle være en løsrevet sætning, kan i høj grad diskuteres. I evangelierne bruges den så hyppigt, at man snarere kan kalde den et omkvæd og et udtryk for, hvad hele evangeliet er.

Hvordan det tolkes og forstås, kan vi ganske rigtigt diskutere. Jeg vil glæde mig til at blive ved med at fordybe mig i evangeliet og forsøge at udlægge det efter ringe evne og også gerne diskutere det. Helst ud fra teksten, og de prædikener, der faktisk er blevet skrevet og holdt. 

Marianne Christiansen

Bragt i Kristeligt Dagblad den 12. januar 2016