Mod i mørket

Fred til mennesker med Guds velbehag" - sådan hørte nogle hyrder engang nogle engle synge ude på en mørk mark under himlens stjerner. Og sangen satte dem i bevægelse. De fik et mærkeligt håb og gik ind til byen Bethlehem og fandt et lille nyfødt barn i en stald i et fodertrug. Der var han blevet født, fordi der ikke lige var plads til ham og hans forældre andre steder. Det kan jo ske, dengang som nu.
Det mærkelige var, at hyrderne så et håb i den lille udsatte dreng, et tegn fra Gud om en ny magt i verden. De fortalte den trætte mor om, at de havde hørt engle synge om hendes barn. Og så gik de ellers bare tilbage til deres arbejde og levede videre i deres almindelige liv et sted i Mellemøsten. Måske altid med lyden af englesang for ørerne og synet af det lille barn som den største magt i verden.
Nu fejrer vi jul og hører igen om englesangen om fred til mennesker. Lige nu, hvor bomberne stadig hagler ned over byer og landsbyer - både dem, vi hører om, og dem, der er uden for mediernes korte opmærksomhed. Er det så en hån mod menneskene i murbrokkerne at fejre jul? Er det at lukke ører og hjerte for flygtningenes og de forladtes gråd at synge: "Fred over jorden! Menneske, fryd dig - os er en evig frelser født"?

Jeg tror nok: Tværtimod. Jeg tror, at mindet om englesang kan give én mod på det liv, der ser ud, som det plejer, og som kan være så mørkt, at man ikke kan se sig igennem det. Og jeg tror, at hyrderne på marken er værd at følge. For de turde lytte til et himmelsk håb, der var helt ude af trit med prognoser og meningsmålinger, og begive sig på vej af sted for at få øje på det mindste og skrøbeligste væsen, et spædbarn. Og i det se Guds største kraft.

Får vi først øje på, at Gud giver sig til kende i det mindste skrøbelige menneskebarn, så tør vi nok også tage englesangen op: "Fred til mennesker med Guds velbehag". Så bliver sangen om fred en protestsang imod de magter, der vil nedværdige og udrydde de mindste små i et spil om magt og ære. Så bliver englesang og julesang ikke en flugt væk fra verden, men sange fulde af mod til at leve og værne om det mindste barn og mest udsatte menneske. Når det er andre, og når det er dig selv. Julebudskabet er det mærkelige håb, at Gud bytter plads med det svage menneske. Derfor byttes alle magtforhold om, så den mindste bliver den største, og den mest foragtede bliver ophøjet.

Det kan vi aldrig blive færdige med at undre os over og synge om. Og få øjnene op for, at det er i denne verden, det foregår. Det er i denne verden, at freden skal komme til de mindste og til dem, der har mistet alt. Glædelig jul!

Marianne Christiansen