Biskop kritiserer lovforslag om prædikener på dansk

Der er mindst tre ting galt med det bebudede lovforslag om prædikener på andre sprog end dansk, som regeringen agter at fremsætte i det nye år, og ifølge hvilket alle prædikener og al forkyndelse, der foregår på andet sprog end dansk skal være tilgængelig i oversættelse til dansk. Formålet med lovforslaget er, fremgår det af regeringens lovkatalog fra oktober 2020, ”at skabe større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener i Danmark, når de prædiker på andre sprog end dansk.”

Ifølge Socialdemokratiets kirkeordfører Julie Skovsby er det regeringens ønske, ”at alle borgere i Danmark kan være fuldt ud oplyste om dogmatik og troslære i de religiøse sammenhænge, de deltager i. Det officielle sprog og folkesproget i Danmark er dansk. Det betyder ikke, at anvendelsen af andre sprog end dansk skal forbydes. Det betyder derimod, at al central forkyndelse og prædiken også skal være tilgængelig på dansk”. (Altinget 9. oktober) Ifølge Integrationsminister Mathias Tesfaye (Kristeligt Dagblad 30. maj 2019) er formålet med lovforslaget at finde ud af, om der politiseres og spredes antidemokratiske holdninger i prædikenerne – først og fremmest i moskeerne.

Vi må gå ud fra, at lovforslaget kun sigter på at afsløre ulovlige ytringer (udtrykkelig billigelse af eller opfordring til vold, tilskyndelse til forbrydelser mv.) og ikke også sigter mod at kriminalisere holdninger, som flertallet er uenig i. Uanset hvad er der mindst tre alvorlige fejl ved lovforslaget og dets konsekvenser:

1. Forarmelse af kulturen: En kultur, hvor man skal have alle prædikener oversat til dansk er i grotesk grad forarmet. Tænk, hvis andre lande fandt på det samme! Så skulle alle danske menigheder rundt om i verden oversætte deres prædikener til tysk, kinesisk, arabisk, spansk, fransk engelsk osv., så myndighederne kunne kontrollere, hvad der blev sagt. Tænk, hvis Grønland indførte sådan en lov? Mon ikke det ville opfattes som en mistænkeliggørelse, et signal om, at dansk sprog og kultur er uønsket i landet?

Som begrundelse for lovforslaget anføres det, at alle skal have adgang til forkyndelsen, og at adgangen er betinget af, at den er tilgængelig på dansk. Derved mistænkeliggøres brugen af fremmede sprog i kulturen:  Hvad ikke alle forstår, må ikke lyde.

Når der prædikes på andre sprog end dansk, er det højst sandsynligt, fordi tilhørerne bedre forstår et andet sprog end dansk eller har deres religiøse liv forbundet til et bestemt sprog. Biskopperne på begge sider af den dansk-tyske grænse har sammen henvendt sig til regeringen for at gøre opmærksom på, hvordan dette lovforslag vil påvirke det tyske mindretal. Det forekommer næsten ironisk, at lovforslaget fremkommer netop i 100-året for Genforeningen og fejringen af den sproglige sameksistens i Grænselandet. 

Tilsvarende vil det påvirke alle andre menigheder, der samles om forkyndelsen på deres modersmål – eller om deres ”kirke/moskesprog”. Socialdemokratiets kirkeordfører og formand for Kirkeudvalget Julie Skovsby citeres i Altinget således om lovforslaget: ”Hensigten med at skabe gennemsigtighed og åbenhed ser jeg også som én af reformationens helt store landevindinger. At prædiken og forkyndelse fandt sted på det sprog, som befolkningen anvendte. Så det er en luthersk tradition, og det vil skabe sammenhængskraft i Danmark, at alle borgere kan orientere sig på dansk i deres hverdag, også når det finder sted i mødet med en minoritet."

Reformationens landvinding var, som Julie Skovsby siger, bl.a. en vægtlægning på modersmål og forståelighed – men det er jo netop et argument for det modsatte: Nemlig, at der skal prædikes på de modersmål, som folk føler sig hjemme i. For øvrigt var Martin Luther fortaler for, at der skulle holdes gudstjeneste på flere forskellige sprog, for at ungdommen kunne lære andre sprog end deres eget. Mangfoldigheden af sprog blev set som en berigelse af kulturen og det enkelte menneskes dannelse.

2. Indgreb i religionsfriheden: Endnu engang er hermed et lovforslag på trapperne, som særligt sigter på at pålægge byrder eller begrænse frihed i religiøse sammenhæng. Vi har i forvejen den såkaldte imam-lov, der gør, at man som forkynder og underviser er underlagt skærpede regler for, hvad man lovligt må sige.

Hvorfor skal en lov om oversættelse til dansk ikke gøres gældende for andre dele af det offentlige liv: Undervisningen på universiteterne, kulturlivet, det politiske liv? Hvorfor er det kun i religiøse sammenhænge, man vil dæmme op for hadefuld og samfundsnedbrydende tale? Ville det ikke være endnu mere relevant at bede om åbenhed og danske udskrifter af politiske taler og udsagn – af sangtekster, af udsagn på nettet? Enhver kan mærke, hvordan censurens kolde hånd lukker sig om åndslivet ved sådanne overvejelser. Men mod de religiøse sammenhænge strækkes den åbenlyst ud. Det er svært ikke at opfatte det, som om staten udviser en særlig interesse for at kontrollere og begrænse det religiøse liv – ganske særligt islam og minoritetsreligioner.

Islamistisk ideologi og andre samfundsnedbrydende ideologier, som regeringen med lovforslaget sigter på at få frem i lyset, er ikke kun religiøse fænomener, det er også politiske og kulturelt fænomener. De flammer på nettet og i særlige fællesskaber og alle mulige andre steder end i anerkendte trossamfund. Det er naivt at tro, at man kan dæmme op for ekstremisme og hadefuld tale ved at lovgive om oversættelse af prædikener og tilgængelighed på dansk. Hvis udsagn, herunder i religiøs forkyndelse, bryder loven, kan de straffes, men medmindre der skal være politispioner tilstede alle vegne, forudsætter det, at der er mennesker, som vil anmelde den. Som sagt: Den måde, ulovlige ytringer kan komme til myndighedernes kendskab på, er, at der er tilstrækkelig stor tillid mellem tilhørere og myndigheder og tilstrækkelig lille grobund for had-budskaber til, at nogen vil anmelde prædikanten.

3. Manglende realitetssans: En prædiken er en udlægning af en religiøs tekst. Den kan være nedskreven og holdt efter manuskriptet, men lige så ofte går prædikanten uden for manuskriptet, og måske er der slet ikke noget.

Har forslagsstillerne tænkt sig, at man vil have prædikenmanuskriptet oversat eller vil man have en afskrift af den holdte prædiken? Det sidste kræver, at nogen aflytter prædikenen og skriver den ned.

Tror forslagsstillerne for alvor, at en prædikant, som har tænkt sig at prædike had eller ytringer, som kan være ulovlige, troskyldigt vil skrive dem ned på dansk og lægge dem på stolesæderne eller indsende dem til kirkeministeriet?  Hvis man virkelig ønsker at prædike had, er der alle muligheder for at gøre det uden for manuskriptet og på måder, så det ikke kan regnes som en del af prædikenen eller som forkyndelse.

Hvis lovforslaget gennemføres, vil det ikke bidrage til stærkere indbyrdes tillid eller samhørighed i samfundet mellem religiøse sproglige og kulturelle flertal og mindretal. Tværtimod vil det skubbe til marginaliseringen og følelsen af at blive betragtet som andenrangsborgere. Det er som bekendt noget, der skubber folk og ikke mindst unge ud i afstandtagen til flertalssamfundet. Hvor gerne man end ville, kan man ikke forbyde had til samfundet eller lovgive sig til kærlighed. Begge dele opstår i relationer og i handlinger. Hvis man ønsker, at mennesker skal betragte sig som den del af fællesskabet, er det ikke klogt at lovgive, som om deres særpræg det være sig sprog, religion mm., er en hindring for, at de kan være en del af fællesskabet.

Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.