Landemodetale 2015

Er det ikke en fix idé, at vi hele tiden skal være sammen? Tiden længes efter fællesskaber, at opleve noget sammen og synge sammen, at være sammen. Og det er også det, vi gør i dag – samles til Landemode – det gamle ord for provsternes, biskoppernes og stiftamtmandens årlige møde, hvor stiftets forretninger skal ordnes. Mode, møde. Hvorfor skal vi absolut være sammen? Evangeliet, ordet om at Gud er blevet menneske, er jo netop et ord til det enkelte menneske: ”Hør, Gud er med dig, du benådede – lev nu i tro og håb og kærlighed, så godt du kan”. Troen, forholdet til Gud, er usynligt – hvordan troen kommer til udtryk i ens liv med andre mennesker, er forskelligt. Eller i ens liv uden andre mennesker. Gud er hos den, som er helt alene.

Når vi alligevel samles og er fælles om evangeliet, om gudstjeneste og undervisning og møder i det hele taget, er det ikke for at gøre troen synlig – eller ud fra devisen: ”Så mange kan ikke tage fejl. Vores kirke er en vinder-kirke, siden vi kan samle så mange”.
Nej, vi samles for at dele, hvad vi har fået og får – og for at blive opmuntret, støttet og styrket. Som når vi synger sammen, som når vi deler glæde og sorg i kirken, som når vi hører evangeliet sammen og bliver mindet om, at dette angår andre mennesker end mig. Der er et kald til at række ud efter det andet menneske for at give hjælp og få hjælp. Et lille stykke fra Kolossenserbrevet:

”Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige.  Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”

Hvad vi end gør i ord eller gerning, gør det i Jesus navn. Det navn betyder, at Gud er blevet menneske og ser det enkelte menneskes nød og kalder hvert menneske til medmenneskelighed – kærlighed til Gud og til næsten. Og hvis man skal elske nogen andre end sig selv, er der jo nødt til at være nogen andre – og man er nødt til at få øje på dem. Det hjælper vi hinanden til, når vi samles. Som i dag, som i kirken, som til begravelser og bryllupper – og i mødet med andre mennesker i hverdagene, på arbejdet, i skolerne og samfundet, ude i verden – hvor vi end færdes. Vi er kaldet som lemmer på legeme – altså til et fællesskab af med-lemmer, som hver for sig er enestående og samtidig sammen-gående.

Det er så mange møder og fællesskaber, som vi som folkekirke er en del af og også har ansvaret for. 
Jeg vil nævne nogle af dem, og I vil tænke på resten. For på mange måder er vores liv i folkekirken et liv i mødesteder. Mødesteder i sognene, i gudstjenesterne, på tværs af grænser, med hinanden, med Gud.

Kirketælling

Sidste søndag var det lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der var prædiketeksten – umulig at komme uden om, selvom vi har alverdens gode undskyldninger for at gå forbi dem, der trænger til hjælp. I den tid, vi er i, hvor så ufattelig mange mennesker er på flugt, er det klart, at det må overlades til den politiske samtale at finde ud af, hvordan vi skal hjælpe, men at vi skal hjælpe, det er ikke til at komme uden om. Og slet ikke, når Danmark bliver beskrevet som et kristent land. Så er det bare med at komme i gang med at gøre lige som samaritaneren.

Som folkekirke har vi et væsentligt ansvar for vores samfund – for forkyndelsen af evangeliet og omsorgen for andre mennesker. Samtidig med, at evangeliet taler til det enkelte menneske, taler det også til os som lemmer på samme legeme. Og derfor er det udmærket at gå i kirke og blive mindet om det.

Men også af en anden årsag: Vi taler meget om, hvad vi får ud af tingene: “Hvad får jeg ud af at gå i kirke? Hvad siger det mig, hvad lærer jeg?” Og måske tager vores gudstjenester også form af det, så vi mere fokuserer på, om vi kan forstå og lære noget, end på om vi får givet noget, får sagt tak til Gud og goddag til naboen på bænken og taget del i lovsangen - altså udtrykt vores tak til Gud for livet. ”Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd, men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det der.” 
Det er nok ikke moderne, men derfor er det sandt nok.  Ligesom man ikke i de nærmeste forhold til ens kæreste spørger: ”Hvad får jeg ud af at være sammen med jer?” – sådan er gudstjenesten også det mødested, den samtale med Gud, som ikke nødvendigvis går ud på at lære noget eller få det bedre, men bare går ud på at være  - at være sammen og dele tanker frygt og håb – og sige tak. 
”Syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”

Og så tæller vi altså alligevel i Haderslev Stift  – for at få et indtryk af, hvor mange der deltager ikke kun i søndagens gudstjenester,  men i alle de mange mødesteder , som sognene til daglig danner. Fordi det er  vigtigt, at mødestederne findes, og at mennesker finder dem.
 

Vi har nu talt i godt et halvt år – fordi vi først kom rigtigt i gang i løbet af januar. Af samme grund vil jeg bede jer om at blive ved med at tælle indtil den 1. februar – så har vi været et år igennem.

Det er en enorm mængde tal! En stor tak til alle jer, der til daglig er beskæftiget med at tælle og indberette og med at sortere i tallene og få systemet til at fungere. Når året er omme, vil der ske en bearbejdelse af tallene ved professionel hjælp, så vi kan få et overblik over, hvad de egentlig fortæller, og offentliggøre en samlet rapport. Men allerede nu efter det første halve år er der tankevækkende tal:

Det gennemsnitlige antal deltagere i søndagsgudstjenester er 70. Det dækker over udsving fra provsti til provsti – i Fredericia Provsti er det 95 – til gengæld er Aabenraa Provsti mest flittig til at komme til begravelser og kirkelige handlinger – 52. Nogle af jer sidder måske nu og tænker på de gange, I har oplevet, hvor der kun sidder to eller tre til en gudstjeneste, og de tæller også med. Men samlet set ser det altså sådan ud.

Jeg synes, der er grund til at glæde sig over det – og navnlig over, at vi kan få lov til at  holde gudstjeneste om søndagen og på den måde mødes med livets grund og opstandelsens håb. Det er jo umuligt at sætte tal på, hvornår en gudstjeneste er mest meningsfuld og trøstende for den enkelte, eller på hvor meget det må koste at lovprise Gud. Men tallene fortæller, at mødestedet bliver opsøgt.

Som tidligere sagt er kirketællingen ikke et styringsredskab. Der findes steder, hvor kirkegangen bliver så stille, for ikke at sige fraværende, at det må overvejes med menighedsrådet, om der skal gøres noget ved det, eller om der skal holdes færre gudstjenester. Men det er ikke på grundlag af kirketællingen, men på grundlag af de indberetninger, jeg modtager, når en gudstjeneste må aflyses  pga. manglende menighed.

Foreløbig synes jeg, at de tal, vi får ud af kirketællingen, vidner om et smukt og mangfoldigt kirkeliv i Haderslev Stift. 

Det er desværre blevet sådan, at udvalgte helligdage såsom 2.-helligdagene, julesøndag, Kristi Himmelfart og nytårsdag  - nogle steder endda juledag – mangler menighed. Jeg vil opfordre jer alle menighedsråd og ansatte til at skønne på helligdagene - se deres betydning og vise jeres glæde ved dem, ikke som en tung pligt, men som festdage. For man kan med god ret sige, at hvis ikke vi i folkekirken synes, at det er vigtigt at fejre gudstjeneste 2. juledag eller 2. påskedag, hvorfor skal det så være en helligdag? Jeg vil gerne diskutere, hvordan man evt. kan få en god gudstjenesterytme sammen med nabosognet med kirkebil og henvisninger, fællesgudstjenester osv. Men jeg synes aldrig, helligdagene skal gå upåagtet hen, for i dem møder vi festens betydning.

Undervisningens mødesteder
83.000 har i år været til konfirmation i stiftet i år. Hvis man formoder, at folk kun har været til én konfirmation i år, svarer det til mere end 20% af medlemmerne. Det understreger, hvor stor en kirkelig og folkelig begivenhed, konfirmationen er, og hvor stor betydning konfirmationsundervisningen har.

Vi er nu igennem det første år efter skolereformen, Det første halvårs erfaringer blev i januar samlet af FUV i samarbejde med Aarhus Universitet i en rapport, ”Skolereform og konfirmationsforberedelse - belysning af konfirmationsforberedelsens tidsmæssige placering efter skolereformens indførelse.”

Rapporten giver et godt overblik over situationen og præsternes oplevelse af den.

De ændrede pædagogiske muligheder oplever 36 pct. som en forbedring og 24 pct. som en forringelse – resten, de fleste, hverken-eller. Helt overordnet dokumenterer den, at 20 pct. svarer, at undervisningen er blevet flyttet uden for skoletiden, altså efter kl. 16.00 på hverdag.

Det er som bekendt en stor del af problematikken, at skoledagene er blevet så lange, og at det i princippet er op til kommunalbestyrelsen at definere skoledagens længde, hvorfor lovens bestemmelse om, at konfirmationsundervisning skal foregå inden for skoletiden, er blevet et (for) vidt begreb. Der er opmærksomhed omkring situationen fra kirkeministeriets side, og der arbejdes politisk på, om man igen kan få flyttet konfirmationsundervisningen ind som en del af timetallet på 7. eller . 8. klassetrin.

Hvad angår undervisning, er det en glæde, at HASK (Haderslev stifts skolekirketjeneste) har fået ansat to nye medarbejdere hver på halv tid, som i samarbejde med de lokale Skolekirkemedarbejdere i provstierne skal sørge for at tilbyde skolerne materiale og muligheder for at kunne bruge folkekirkens viden og rum og historie i undervisningen. Skole-kirketjenesterne gør et stort arbejde i en positiv kontakt til skolerne.

Hvad der også er et væsentligt mødested i undervisningen og sognets liv, er musikken. Folkekirken har en enestående ressource i levende musikere og et levende musikliv. 40.000 deltager i koncerter, 41.000 i korsang, 14.000 i babysalmesang på dette første halvår – det er tal, der vidner om, i hvor høj grad organister, korledere og sognemedhjælpere medvirker til at forkynde evangeliet med musik. For som Luther hævdede: ”Musikken forkynder for hjertet, hvad teologien forkynder for forstanden.” 
Også musikken er et væsentligt mødested mellem mennesker og mellem Gud og mennesker. I løbet af efteråret vil jeg gerne indkalde alle stiftets kirkemusikere til et fællesmøde til drøftelse af musikkens opgaver og vilkår i sognene – så jeg håber, at de kan få fri til at deltage.

Reformationen

Nu vi er ved Luther, stunder reformationsfejringen i 2017 til. Der er rundt i provstierne og på stiftsplan mange forberedelser af begivenheder og arrangementer, der skal fejre Reformationen og dens betydning for os i dag. Haderslev Stift har pga. historien – at Haderslev var det første sted, hvor Reformationen gennemførtes, og vi derfor kaldes Nordens Wittenberg – en særlig rolle i fejringen, og vi er glade for, at den fælles nationale gudstjeneste bliver lagt i Haderslev Domkirke pinsedag 2017.

Om en måned har vi det årlige reformationsseminar i Haderslev, hvor I alle er velkomne: Temaet er i år “Billed og bibel”, og det handler blandt andet om billedforbud og kunst.

Som en fælles reformationsfejring blive der også udgivet en Luther-rose – et projekt af nye salmer, der kan forene både korsang og fællessang og bruges rundt om i sognene.

En anden vigtig markering af mødestederne i sangen:
En ny dansk-tysk salmebog er netop i disse dage under udgivelse. En fornem og vældig brugbar salmebog ikke kun i grænselandet, men også alle andre steder, som indeholder danske kernesalmer oversat til tysk, og tillige tyske kernesalmer ( af dem som endnu ikke er oversat i vores salmebog af Grundtvig eller andre) oversat til dansk - og dermed en hel del nye salme. Tak til arbejdsgruppen, som tæller præster og musikere fra Haderslev Stift og Sydslesvig, for denne smukke berigelse af kirkelivet og mødested mellem sprogene. Den vil være oplagt at have stående i mange kirker og sognegårde

Mødet i sognene
Haderslev Stiftsråd har på sine seneste møder udpeget to fokusområder for de kommende år, nemlig diakoni og mødet med migranter. Begge områder er påtrængende, ikke mindst det sidste, hvor vi blandt andet har en opgave i forhold til stadig større antal asylansøgere, der vil blive placeret typisk i mindre sogne. Her skal det bemærkes, at der under Det mellemkirkelige Råd er oprettet et treårigt projekt: Asylsamarbejdet, der skal støtte menigheder og præster i arbejdet med asylområdet. Jeg arbejder på at få oprettet asylpræstestillinger eller rettere præstekvoter, som kan være ankerpersoner i arbejdet. Jeg vil om kort tid indkalde de sognes menighedsråd og præster, som har asylcentre, til et møde om, hvordan sognemenigheden kan hjælpe med at løfte opgaverne og dele glæderne ved mødet med de nytilkomne.

Een ting er stiftsrådets fokus, noget andet er økonomien og dermed muligheden for at sætte handling bag ordene. Foreløbig er det sådan, at stiftsrådets penge fortrinsvis er bundet i HASK-arbejdet, i kommunikationsarbejdet og i projekt Gudstjenesteliv, der løber til og med 2016, samt i det løbende arbejde i stiftsudvalgene og supervision og kurser for præster og menighedsråd. Skal der skaffes midler til en øget indsats, skal det ske i et samspil med provstierne, hvor pengene er i folkekirken. Vi er derfor nu inde i en proces, hvor vi sammen med provstiudvalgene må blive enige om, hvilke opgaver, der kan og skal løses lokalt, og hvilke på stiftsplan. For opgaverne ligger der.

Der har vært talt en del om dåbsprocenter i årets løb. I Haderslev Stift er den godt 80 pct. af de 0-4 årige danske statsborgere. Det er et fald på de sidste 10 år, og der er grund til at være opmærksom på det. Ikke overraskende er faldet mindre og dåbsprocenten højere i de provstier med flest landsogne, Hedensted og de sønderjyske provstier. Rapporten “Dåb eller ej? Rapport om småbørnsforældres til- og fravalg af dåb” peger på individualisering – ønsket om at barnet skal vælge selv, fremmedhed over for religion og tradition eller tilhørsforhold til en anden religion – som årsagerne til, at forældre ikke får deres børn døbt. 

Det, der leder til dåb, er ikke altid en stærk kristen overbevisning, men ofte en fornemmelse af tilhørsforhold til kirken og traditionen. Hvis mennesker skal tilskyndes til at give deres barn det livsgrundlag, som barnedåben er, så er det ikke gennem information, men gennem tilhørsforholdet: At de må føle, at de hører hjemme i folkekirken. 
Hvad enten mennesker er flittige og aktive kirkegængere eller gavmilde kirkeskatteydere, der lader andre nyde godt af deres kirkeskat, fordi det er deres måde at støtte folkekirken på, eller måske er helt fremmede, så skal enhver i kirken blive mødt som én, der hører hjemme og hører til. Det kalder evangeliet hver enkelt af os til – og det kan vi hjælpe hinanden med at udtrykke.

Når det drejer sig om nærhed, kan projektet Kirke på Landet nævnes -  som jo handler om landsognene og om, hvordan folkekirken kan være en drivende kraft i lokalsamfundet i samspil med foreningslivet og ikke mindst på det diakonale område. Projektet har af Kirkeministeriet fået bevilliget knap 4 mio. kr. til Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter til en projektansættelse. Uanset penge handler det for mig at se ikke mindst om en højnelse af selvbevidstheden i de små sogne og menighedsrådets blik for de lokale behov i sognet. Folkekirken er en kolossal kraft i det lokale liv – både som samlingssted og som rum og tilflugtssted for det enkelte menneske.

Endnu et mødested er sygehusene. Som bekendt er sygehusstrukturen under omformning, og vi forsøger at finde frem til en god præstelig betjening af sygehusene. I de senere år har sygehusvæsenet i stigende grad vist interesse og behov for, at folkekirken stiller sygehuspræster til rådighed, og vi prøver at dække behovet, så godt vi kan, inden for den kvote af præster, som vi råder over i stiftet. Det største sygehus i regionen bliver dog Odense Universitetshospital, hvor der også nu er åbnet mulighed for at bygge en hospitalskirke. De lægger pengene ud i et provsti i Fyens Stift, men jeg og Ribes biskop, Elof Westergaard, har givet tilsagn om, at vi vil anmode provstierne i vores stifter - hvor vi jo også bliver indlagt på OUH, når det gælder – om at bidrage til finansieringen, og naturligvis søge fondsfinansiering også. Så jeg håber, I vil se positivt på at bidrage på tværs af stiftsgrænserne. Selv har vi foreløbig ingen planer om kirkebygning i forbindelse med sygehusene i stiftet.

Om de fælles mødesteder i stiftet:

Stiftsudvalgene gør alle et stort arbejde for at styrke og støtte. Jeg kan nævne, at udvalget for Folkekirke og religionsmøde har en konference om kort tid om radikalisering og opfordring til vold i religiøse tekster – desværre et meget aktuelt emne –  og at det mellemkirkelige stiftsudvalg har arrangeret en rejse til Halle, hvor tre menighedsråds- og provstiudvalgsmedlemmer fra hvert provsti tager afsted for at høre om pietismens præg på vores kirke og tænkning. Ellers fører det heldigvis for vidt at nævne alt, hvad der går i svang. Sidste år søsatte vi Teologi for Voksne.  Kurset blev straks udsolgt, men man kan skrive sig på venteliste til årene fremover. På stiftets nye fremragende (når vi selv skal sige det)  hjemmeside kan I gå ind og få inspiration og lyst til at deltage i forskellige og hver for sig opbyggende begivenheder.

Der er meget mere at sige og fortælle – og helt sikkert at spørge om, men det tillader vores tid i dag ikke. Jeg håber, at I vil opsøge og spørge mig om alt, hvad I ønsker oplyst.

Nu vil jeg kun sammenfatte strejftoget rundt i de mange mødesteder i sogne og stift med en stor og hjertelig tak til alle jer, der til daglig bærer folkekirken: Menighedsråd og ansatte, præster og frivillige. Jeg havde forleden lejlighed til at tale med en erhvervsleder fra en meget stor internationalt engageret virksomhed, og jeg fortalte, at jeg i dag skulle være sammen med knap 600 engagerede mennesker i denne besynderlige og vidunderlige, organisme, der hedder folkekirken, som vokser ud af at et rodnet af frivillige menighedsråd og veluddannede præster og undervisere, musikere, praktikere, gravere, kirketjenere, gartnere, kordegne og pengekyndige. Han blev ganske benovet, for han havde aldrig tænkt over, at folkekirken bæres af frivillige forpligtede. Og så pralede jeg endnu mere, skønt jeg i virkeligheden bare skulle sige Gud vor fader tak for det alt sammen og for jer. Og det gør jeg også. Tak for jer alle og til jer alle – i sognene og provstierne i stiftet – tak for hver enkeltes bidrag til det fælles: ”Kristi fred skal råde i vore hjerter; til den blev vi jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vi vil være taknemmelige”.

Marianne Christiansen, Landemodet den 4. september 2015