Tale ved årets Landemode 

Kære menighedsråd, præster og medarbejdere

I første Korintherbrev skriver Paulus (omkring år 55) til menigheden i Korinth, som han diskuterer med om den rette fortolkning af evangeliet og hvilke konsekvenser, man kan drage af det for den måde, vi lever på:

”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: At Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, og opstod på tredje dag efter skrifterne –” (1. Kor 15, 3-5)

En slags trosbekendelse, som Paulus indleder med ordene: Jeg overleverede jer, hvad jeg selv har modtaget.

Gid vi også må kunne sige det. At vi overleverer til andre, hvad vi selv har modtaget. Det gælder i hele livet: at vi må tage imod vores liv som en gave og give videre, hvad vi har fået, dele det med andre.

Og det gælder som kirke og som folkekirke: Vi har fået noget overleveret, som vi skal give videre. Ikke holde det for os selv eller smide det ud eller give køb på det, men give det videre, også til de næste generationer.

Det gælder evangeliet, og det gælder gudstjeneste og fromhedsliv salmer og musik og de skatte af kunst og minder, som I tager vare på rundt om i sognene.

Engang imellem kan man have det med den kirkelige arv, at det er som store potageskeer eller lysestager, som vi måske ikke rigtig gider pudse mere, og som er røget ned i skuffen til fordel for noget mere praktisk og nyt. Men en dag opdager de unge det, arvingerne, og tager det frem og bruger det på deres måde.

Jeg tror, vi i folkekirken skal passe på ikke at smide overleveringen ud i begejstring over nye udtryk og nye muligheder eller i frygt for at virke gammeldags. Og samtidig skal vi passe på ikke at klamre os til potageskeerne på en måde, så der slet ikke bliver plads til det nøgterne og moderne stålbestik og de smukke skåle fra andre traditioner og kontinenter. Tradition betyder netop over-levering, noget, der gives videre. Tradition kan kun eksistere, hvis den gives videre og derved hele tiden fornys. Hver generation får noget forskelligt ud af traditionen, men hver generation er også forpligtet på at kunne sige som Paulus: Jeg overleverer jer, hvad jeg selv har modtaget, nemlig bekendelsen til Jesus Kristus.

Det gælder også den måde, den tradition, som bekendelsen, gudstjenestelivet, fromhedslivet er blevet givet videre på. Det gælder noget så enkelt, som at vi lærer vores børn Fadervor. Det gælder noget så afgørende, som at vi holder gudstjeneste og gentager de ord, som Paulus og evangelisterne gav videre om Jesus og Gud som skaberen og Helligånden.. Det gælder, at vi synger de salmer, vi selv har lært og lærer dem videre til nogle andre. En sang kan man altid give videre.

Det har vi netop oplevet med koret Pundamelia fra Tanzania. I har noget at give os, fordi I giver videre af deres tradition i en fælles glæde over evangeliet. Vi bliver beriget af at møde det udtryk, som sangen og forkyndelsen har fået i Tanzania. Og vi skulle også gerne have noget at bidrage med til den globale kirke fra vores tradition. Netop vores forskellige traditioner beriger hinanden.

Fra syd til nord: jeg har lige har været på Færøerne og mødt det færøske kirkeliv. Det ligner vores eget så meget, har de samme rødder, men er præget af den færøske natur og måde at leve på. På Færøerne skal hver præst dække et stort område, så der holdes også degnegudstjenester, sådan at der kan holdes gudstjeneste hver søndag, også når der ikke er en præst. Så gennemfører man gudstjenesten helt som ellers, bare uden altergang. Og degnen eller en anden der er valgt til det, læser en prædiken, fra en af de prædikensamlinger, der er godkendt af den samlede kirke. Det er en form, vi udmærket kunne bruge herhjemme, som jeg egentlig vil opfordre jer til at overveje, de steder, hvor gudstjenestefrekvensen er blevet for lav, eller gudstjenesterne skal holdes på så forskellige tidspunkter, at folk aldrig kan finde ud af, hvornår de kan komme i kirke.

På Færøerne mødte vi traditionen. De sang Kingos salmer på ældgamle melodier og lærte dem videre til børnene, og de satte søndagsgudstjenesten højt – for der er ikke rigtig andre gudstjenester. På deres side var der imponerethed over den danske folkekirkes høje aktivitetsniveau, de mange forskellige gudstjenester, vi holder, og al den kreativitet, der udfoldes rundt om i sognene med mange forskellige tilbud til mange forskellige grupper. I mødet med det færøske kirkeliv havde jeg det, som om jeg kom stakåndet og mødte en dyb og rolig vejrtrækning. Jeg kom med blikket hele tiden afsøgende: Hvor kan vi forny og være innovative? - og mødte en selvbevidst tradition.

Vi kan bestemt ikke uden videre overføre det kirkelige liv på Færøerne eller i Tanzania til Danmark og det er heller ikke ønskeligt. Der er lige nu et liv i folkekirken, som måske aldrig før, hvor mennesker arbejder sammen om at tænke nyt og gøre evangeliet kendt på mange forskellige og nye måder. Men engang imellem kan det næsten føre til overbelastning både af frivillige, præster og medarbejdere. Måske skal vi også vise tillid til det, der er, og som var her, før vi kom. Det, vi har fået overleveret.

Psykologen og forfatteren Svend Brinkmann har lige skrevet en bog om bla. om overlevering: En ung mands rejse gennem Europa, vejledt af sin farmor! Samtidig skal det være en bog om, hvad det vil sige at være menneske. ”Hvad er et menneske?”, hedder den – faktisk et skjult citat fra Salme 8 i Det gamle Testamente: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,/ månen og stjernerne, som du satte der,/ hvad er da et menneske, at du husker på det,/ et menneskebarn, at du tager dig af det?” (Sl 8, 4-5) Hvad er et menneske? Et tema, som er ret centralt for den kristne tradition. Et af kapitlerne hedder ”Det troende menneske”. – fordi, som Brinkmann forklarer: Det er et særkende ved mennesket, at vi søger mening og tror, forholder os til Gud, årsagen, meningen med livet.

Troen er ikke en nichebeskæftigelse – det er noget dybt menneskeligt. Brinkmann beskrev i et interview, at baggrunden for bogen er, at vi alle, men mest den unge generation, bliver overbelastet af hele tiden at skulle opfinde hele verden og meningen ud fra sig selv.  Vi har brug for at træde ind i den overlevering, som mennesker har givet videre til os, og ikke bilde os ind, at vi skal opfinde alting selv. Særligt for unge mennesker i dag gælder det, at de har brug for at kunne træde ind i et rum, der er givet, og tage imod en overlevering, som de så kan tage stilling til og dannes i mødet med. Det giver håb, at vi ikke er alene om at skabe verden, og at noget var engang  - for så kan der måske også blive engang i fremtiden.

Det er vores opgave i folkekirken, både i forhold til evangeliet, at det skal overleveres og gives videre, og også i forhold til den unge generation: Vi gør ingen en tjeneste ved at kaste vrag på arven – vi gør alle en tjeneste ved at give den videre og lade en ny generation opleve den.

Det betyder ikke, at vi skal gøre alting, som man altid har gjort, for det har man aldrig gjort. Vi skal med ærlighed og oprigtighed give videre hvad vi har fået i den bedste form, vi kan finde ud af. Det begynder med, at vi selv synes, det er vigtigt, og at vi mener, vi har fået noget værdifuldt. Og det har vi. I evangeliet. I bekendelsen til Jesus Kristus, i overleveringen af bøn og salmer og skrift og gudstjenesteliv og bygninger og kirkegårde, musik og kunst og traditioner.

Det var indledningen. Nu vil jeg gerne sige noget om liturgiarbejdet i folkekirken og her i stiftet, om Grøn kirke og så forskellige nyheder her fra stiftet.

Liturgi betyder egentlig offentlig tjeneste og det er det ord, man bruger om rammerne for folkekirkens gudstjenesteliv. Vi er på landsplan i disse år i gang med et stort eksperiment, nemlig det at komme til at tale sammen om folkekirkens gudstjenesteliv og liturgi og om betydningen af dåb og nadver. Frem for, at vi sidder i hver sit hjørne og mener og gør noget forskelligt, prøver vi at få et fælles grundlag at samtale om folkekirkens hjerte, gudstjeneste og dåb og nadver. Og som sagt: Det sker i spændingen mellem overleveringen og nutidskulturen. Jeg kunne tale meget længe om dette emne – og det skal vi heldigvis også. Der skulle være noget materiale på vej ud til alle sogne, som jeg håber, I vil give jer tid til at sætte jer ind i. Dernæst bliver der i hvert provsti en liturgidag, for menighedsråd, præster og de medarbejdere, som er involveret i gudstjenstelivet. Da kommer jeg rundt og hører, hvad I tænker og mener om disse spørgsmål. Sidst i 2020 skal der samles op på debatten landsdækkende, og så skal biskopperne overveje, om der på baggrund af debatten er grund til at foreslå ændringer, nye vejledninger, et stående liturgisk arbejde, eller om der skal en anden slags gudstjenesteordning til. Intet sker pludseligt – alt vil blive debatteret, og hvis der skal ske ændringer, kommer de ud i høring.

Jeg glæder mig til at deltage og lytte til debatten. I kan gå ind på folkekirken,dk, hvis I vil vide mere om processen.(alle de links, jeg nævner undervejs kommer til at ligge på stiftets hjemmeside, ligesom hele talen her)

Og så håber jeg simpelthen, at I vil gå i kirke om søndagen. Vi kan have en tendens til at tale den såkaldt almindelige søndagsgudstjeneste ned, Men den er en ugentlig fest og den er for alle. Ikke for en bestemt målgruppe, men for alle, der lige pludselig – eller ofte – har brug for at komme i kirke. Derfor skal vi gå derhen: for at der kan være nogen at sidde på bænk med. Og det gør ikke noget, at vi hilser på nogen, vi ikke kender, eller smiler til en fremmed. Den ugentlige søndagsgudstjeneste er pulsslaget i hele kirkens liv. Jeg tror, at vi ikke kan gøre nok for at fortælle, hvornår der er gudstjeneste i sognet på søndag. For hvis man vågner søndag morgen og pludselig vil i kirke, så skal det være nemt at finde tidspunktet. Nogen sætter et skilt op ved indfaldsvejene.  Gennemsnitligt er der i vores stift ca. 50 deltager i søndagsgudstjenesten, men det dækker over store udsving.  Skulle det ske, at der kun er én i kirke, så er det ingen grund til at lade være med holde gudstjeneste – medmindre vedkommende ligefrem beder om det. Hvis der slet ikke er nogen kirkegængere, begynder man på gudstjenesten som altid, og er der stadig ikke kommet nogen efter første læsning, så runder man af med Fadervor og velsignelsen. For nogle gange er folk bange for at være til ulejlighed, så de venter, til de kan høre at gudstjenesten er i gang. Hvor to og tre er forsamlet, er Jesus midt iblandt os, har han sagt. Men det er alligevel ligesom mere festligt, når der er flere, og derfor skal vi gå derhen, når klokkerne ringer. Man bliver helt sikkert også klog og smuk af det og sundt er det givetvis også, men fremfor alt er det vigtigt for medmenneskets skyld og for at modtage og overlevere Guds ord.

Grøn kirke: Klimakrisen må vi forholde os til på alle områder og naturligvis også i folkekirken. Det gælder i de praktiske løsninger inden for energi og drift af bygninger og kirkegårde. Her gør man i provstierne en stor indsats for rådgivning. Og det gælder ikke mindst den åndelige side af sagen: Skønt man på mange måder kan sige, at forkyndelsen og teologien i Danmark i de senere årtier har drejet sig meget om det enkelte menneske og det enkelte menneskes forhold til Gud, så er der i den kristne tradition rigt forråd af tænkning om, hvordan vi forholder os til den skabte verden, som vi er en del af, med taknemmelighed og ansvarlighed. Vi behøver bare begynde at læse i Det gamle Testamente på ny for at blive mindet om glæden over og respekten for skaberværket og også alt den ikke-menneskelige natur. Salmernes bog er fuld af undren over alt, hvad der er til. Af både Det gamle og Det nye Testamente lærer vi nøjsomhed og ansvarlighed over for medmennesket, og af Jesus får vi håb – og det er det, der er allermest brug for: Håb om, at fremtiden ikke bare er en fremskrivning af nutiden og styrer mod uafvendelige undergang, men at mennesker kan vende om, vi kan ændre vej og forvandles. Livet kan fornys, og forandring er ikke af det onde, men kan tværtimod bringe noget uventet godt. Det var det Jørgen Skov Sørensen i sit indlæg satte så stærkt fokus på.

På den måde har vi en opgave både i forvaltningen af folkekirkens ressourcer og i forkyndelsen og samtalen om, hvad det vil sige at være menneske. Jeg kan kun opfordre jer til at kigge nærmere på det folkekirkelige netværk Grøn Kirkes hjemmeside og se, om der er noget, der kan inspirere jer, både i det praktiske og forkyndelsesmæssige. Det er et netværk som udveksler inspiration til, hvordan den enkelte sognekirke kan hjælpe med i den grønne omvendelse: Den daværende menighedsrådsformand i Lyng ved Fredericia skrev sådan, da menighedsrådet meldte sig som grøn kirke: 
”Det blev en meget positiv overraskelse (…) at finde ud af, at vi med det sammen kunne ”vinge af ” ved mere end 25 af de 48 punkter.
Det gav blod på tanden, ikke mindst at finde ud af, at kirkens ansatte - som jo er nøglepersonerne i det daglige, og det vigtigste for at vi overhovedet kan gennemføre processen - er meget positive medspillere.
Arbejdet med at varetage den klode vi har fået medansvar for i vores levetid, er en proces, der svarer til at stå på et tog, vi ikke kan stå af igen. Tidligere handlede vi uden specielt at tænke på bæredygtighed, da var det ikke noget problem, nu ved vi bedre, og det kan vi ikke sidde overhørig”

Der er i Haderslev stift indtil videre 6 sognekirker, som er registreret som Grøn kirke – så der er endnu plads til flere. Det er udover Lyng, Nr. Bjert og Simon Peters kirke, i Kolding, Nørremarkskirken i Vejle, Oksbøl ved Nordborg og Rise sogn i Aabenraa provsti. Og så er der Den Reformerte kirke i Fredericia.

Og Den reformerte Menighed i Fredericia vil jeg gerne dvæle ved, for den fylder nemlig 300 år d. 29 september, og det er en festlig begivenhed for os alle. For 300 år siden inviterede kongen flygtninge til landet – sådan gjorde man dengang. Det var flygtninge fra religiøse forfølgelser under solkongen i  Frankrig, fordi dette mindretal, hugenotterne tilhørte den reformerte tro, mens flertallet var katolikker. Den danske konge bad dem så sig ned i fristaden Fredericia, og der medbragte familierne nye og anderledes skikke og madvarer, så som kartofler og persille og kolonihaver - og meget andet aldeles fremmed, som med tiden blev temmelig dansk. Så vi kan med tak ønske Den Reformerte menighed tillykke med de trehundrede år og desuden her i stiftet glæde os over det præg af religionsfrihed, vi har som arv med både den religiøse fristad Fredericia og Christiansfeld, som jo også blev bygget af indvandrede anderledes troende.

Tilbage til folkekirken:

Vi har fået ny kirkeminister: Forholdet mellem det politiske system og folkekirken er et felt, som kræver fintfølelse. Folkekirken er ikke en statskirke – det har den ikke været, siden Grundloven satte rammerne for en fri folkekirke og for frie kirker og religionsfrihed. Men folkekirken er på mange måder tæt bundet til staten og omvendt. Vores fremmeste medlem, hendes Majestæt Dronningen, er repræsenteret ved regeringen og kirkeministeren, og de folkevalgte er repræsenteret ved folketingets kirkeudvalg, og alle har indflydelse på folkekirkens styrelse og rammer. En af vores forrige kirkeministre, Bertel Haarder har defineret kirkeministerens rolle som folkekirkens pedel,  - og enhver, der har færdedes på skoler, ved, at pedellen er en ret afgørende person i alt, hvad der foregår. Herfra skal lyde en hjertelig tak til den afgåede kirkeminister Mette Bock, som også viste stor interesse for Haderslev stift og grænseegnene, og et hjerteligt velkommen til kirkeminister Joy Mogensen. Biskopperne har mødtes med hende og også hun ønsker at blive betragtet som folkekirkens pedel, vel at mærke en pedel, der siger sin mening. Som politiker har hun ønsket at sætte særligt fokus på tre områder i folkekirkens liv: Den grønne omstilling, det sociale ansvar for børn og unges trivsel og opmærksomheden på sammenhængen mellem land og by.

Det er jo alt sammen områder, som der arbejdes med på forskellig måde rundt i sognene, og som vi kan glæde os til at vise og fortælle kirkeministeren om. Omvendt kan det være til inspiration for os alle sammen, at kirkeministeren peger nogle områder ud – for så kan vi jo også gå hjem og blive opmærksomme på, hvordan det står til med disse områder i vores sogn.

Fra Haderslev stift:

Det forgangne år har budt på skiftedag på flere poster: Vores mangeårige stiftsrådsformand Karen Sundbøll, formand for Vinding menighedsråd ved Vejle, måtte i foråret nedlægge hvervet, fordi hun med kort varsel overtog formandskabet i Patientforeningen for Brystkræft. Vi skylder Karen Sundbøll en kolossal tak. Hendes indsats har kirkehistoriske dimensioner, eftersom hun var med til at opbygge det første stiftsråd, var den længst siddende stiftsrådsformand, og meget respekteret også for sin indsats i forbindelse med det landsdækkende udvalgsarbejde med folkekirkens struktur frem til 2013.

Stiftsrådet har endnu ikke haft mulighed for at vælge ny formand, men indtil videre kan vi glæde os over, at Per Søgaard fra Lyng sogn, medlem af Fredericia provstiudvalg, har ladet sig konstituere som formand.

Og Per har hallerede haft hænderne fulde, for stiftsrådet har i de seneste måneder ansat den nye kommunikationsmedarbejder Lene Kjældgaard, og i den nyoprettede stilling som projektkoordinator Marianne Mølbæk, som nogle af jer vil kende fra hendes tid som sognemedhjælper i Kolding. Marianne skal bistå stiftsudvalgene, navnlig for diakoni og ungdomsarbejde, samt biskop og stiftsråd med at få alle de gode ideer bragt ud i virkeligheden, og I vil møde hende ved stiftsdage og provstidage.

I stiftsadministrationen har stiftsfuldmægtig Cathrine Lerche Ellens desværre sagt farvel  - hun har bistået mange af jer med gode råd og vejledning, ikke mindst i byggesager. I hendes sted kan vi fra oktober byde velkommen til Anne Mette Ladekjær, som kommer fra en stilling i politiet.

Og på provstefronten kan vi i år sige velkommen til den nye Sydslesvigprovst Hasse Neldebjerg Jørgensen, som overtog embedet i foråret efter Viggo Jacobsen og allerede har haft besøg af dronningen i forbindelse med H.M. Dronningens besøg i Sydslesvig de seneste dage.

Og så lidt om de forskellige foretagender på stiftsplan:

Forberedelsen af Genforeningsfejringen er i fuld gang. Jeg glæder mig over de lokale initiativer, der tages. Selv om Genforeningen – eller Slesvigs deling, som det jo er for nogle – ikke først og fremmest er en kirkelig begivenhed, så har folkekirken en umådelig vigtig opgave i at huske og bidrage til erindringskulturen. For når kirken bidrager til erindringskulturen, så skinner evangeliets og forsoningens og fredens lys over både den fortid, vi mindes, og den nutid vi møder hinanden i, så vi kan nære håbet og ikke frygten for fremtiden. Jeg skal hilse fra Genforeningsfejringens sekretariat og bede jer melde jeres arrangementer ind på den fælles kalender på Genforening2020

Det dejlige besøg fra Tanzania giver anledning til at minde om mulighederne for at opbygge forbindelse til venskabsmenigheder – f.eks.i Tanzania. Det er en berigelse for et sogn og et menighedsråd at opdyrke en kontakt til en menighed ude i verden. Hvis nogle af jer har brug for hjælp til at etablere en kontakt, er I velkomne til at henvende jer til Det mellemkirkelige stiftsudvalg.

Udvalget arbejder i øjeblikket på at etablere en kontakt til den lutherske kirke i Rusland. Vi har også fået en god kontakt til Salisbury stift i Sydengland – det er vigtigt for os at holde kontakten også kirkeligt henover Brexit eller Flexit.

Det gælder også, hvis nogle af jer er interesseret i en øget kontakt til Mellemøstens kristne. Lige i øjeblikket er stiftets migrantpræster – dem, der i særlig grad har fået til opgave at sørge for, at vi rundt i sognene er opmærksomme på tilflyttere med anden kulturel eller religiøs baggrund – på studieophold i Beirut i Libanon på Mellemøstens teologiske Fakultet, samt på besøg i en flygtningelejr. Vi kan glæde os til at høre om deres indtryk. Og i oktober skal jeg deltage i en fælles bededag i Ægypten, hvor det måske også vil være muligt at knytte forbindelser til de kirker, der har helt andre vilkår end vores, men som vi er tæt beslægtet med. Det samme gælder Pakistans kirke, som også meget gerne vil have støtte. Sig til, hvis der er behov for at formidle en kontakt.

I det hele taget vil jeg henlede jeres opmærksomhed på stiftsudvalgenes arbejde, for der kan forhåbentlig være både inspiration og konkret hjælp at hente for jer i sognene.

Hvis I går ind på stiftets hjemmeside, kan I se, hvad der lige nu er på bedding, ligesom I forhåbentlig modtager stiftets nyhedsbrev.

Jeg skal her kun i flæng nævne, at Udvalg for unge og kirke arbejder med at Sukudvalget udbrede konferencen om Tro og Viden, som tilbydes til gymnasieskolerne. Hidtil har vi kun haft mulighed for at tilbyde én konference, nemlig i Slesvig, muliggjort af den store gæstfrihed vi altid møder på A. P Møllerskolen, det danske gymnasium i Slesvig. Med de fornyede kræfter, stiftsrådet og ungdomspræsterne har lagt i opgaven, skulle det fremover blive muligt at tilbyde konferencen i langt flere provstier.

Diakoniudvalget forbereder en åben diakonkonference d. 26. oktober om nærværet med ”de usynlige” – den stille nød og fattigdom, som desværre er tilstede i de fleste sogne. Hvordan får vi øje på de oversete?

Stiftsrådet har igangsat et ”Orgelspireprojekt”, hvor en til to organister i hvert provsti tilbyder orgelundervisning til børn og unge for at vække deres interesse kirkemusik og orgelspillet og sætte dem i forbindelse med ligesindede.

Og sådan foregår der mange gode ting, som forhåbentlig kan styrke og glæde i det lokale liv i sognene

Gå ind på hjemmesiden og abonner på stiftets nyhedsbrev  - der finder I det hele.

Alt sammen skulle det gerne være til gavn og glæde for det liv, der leves i sognene. For det er i det nære, i mødet mellem mennesker, som det sker i kirken, på gaden, i brugsen og sognegården og skolen – der er i mødet, vi har noget at sige hinanden og give hinanden.  Det er dér, der skabes håb om, at vi kan nå hinanden, at vi kan dele med hinanden, i bevidstheden om, at vi i fællesskab modtager livet fra Gud – hver dag. Folkekirken er enestående som den sammenhæng, det netværk , om man vil, som favner alle os, som i andre måder at tænke på bliver delt op i socialgrupper, indtægtsgrupper, interessegrupper, aldersgrupper. Og enestående i at have repræsentanter og forpligtede frivillige i hvert eneste sogn fra det mindste – og det er vist Hjarnø i Hedensted provsti med 113 indbyggere og 86 medlemmer – til det største, og det er vist Aabenraa sogn med 16.538 indbyggere og 12.329 medlemmer.. I er dem, der løfter ansvaret for, at evangeliet bliver forkyndt alle vegne, at overleveringen gives videre, så der skabes håb. Håb i de nære forhold mellem mennesker, og håb for verden.

I det kommende år er der menighedsrådsvalg – jeg håber, at I valgte medlemmer vil klamre jer til jeres pladser, fordi I finder det givende og vigtigt at sidde i menighedsrådet, og jeg håber samtidig, at I vil være med til at finde nye medlemmer, der vil påtage sig opgaven. Og I som er medarbejdere og præster og ikke er på valg: Jeg håber, at I daglig finder glæde i at stå til tjeneste for andre mennesker og for fællesskabet i vores samfund. I har noget godt og livgivende og håbefuldt at komme med, nemlig den overlevering, der er rakt videre fra Paulus og gennem to årtusinder: at Kristus død og opstod. Hvad det betyder for vores liv og hvordan det håb skal finde udtryk i vores samfund, på vores kirkegårde i vores gudstjenester og samtaler og møder med hinanden – det vil I hjælpes ad med at finde ud af, vejledt af overleveringen.

Guds velsigne i jeres virke i de sogne, som I har fået den gave og opgave at stå til tjeneste for!