Kronik: Hvad skal det dog ende med?

Hvad skal det ende med? Det kunne lyde som eksistensens store spørgsmål. I denne sammenhæng drejer det sig imidlertid af den del af eksistensen, som hedder gudstjenesteliv og liturgi, nærmere bestemt debatten om folkekirkens liturgi. Eller debatten om debatten.

Under overskriften ”Løgnen om den brede folkelige debat” tog sognepræsterne Elisabeth Krarup Jensen og Agnete Raahauge i en kronik anledning af et liturgimøde i Sønderborg provsti til at erklære deres utilfredshed med, at folkekirkens liturgi overhovedet bliver gjort til genstand for samtale i disse år. Sorterer man polemikken fra, bringer kronikørerne et par anliggender frem, som jeg gerne vil erklære mig henholdsvis enig og uenig i.

Første enigheden: Jeg er helt enig i det synspunkt, vi skal omgås liturgien og sakramenternes forvaltning med ærefrygt og kun foretage ændringer, hvis det er nødvendigt for, at forkyndelsen og betydningen kan komme klart til orde i vor tid og vort folk. Det er derfor biskopperne har taget initiativ til en bred drøftelse af, om liturgien i sine nuværende former opfylder sit formål. Jeg er også helt enig i, at der skal være en vis træghed i liturgiske ændringer. Derfor har vi ønsket en bred debat, om hvorvidt der overhovedet er brug for ændringer eller tilføjelser, vejledninger eller alternative ordninger. Hvis resultatet af drøftelserne peger på behov for ændringer, vil de sædvanlige langsomme proces gå i gang med konkrete forslag, der sendes i høring i landets menighedsråd, universiteter mv..

Så uenigheden: Kronikken udtrykker dels en utilfredshed, at den liturgiske debat ikke er bred og folkelig nok - samtidig omvendt en utilfredshed med, at liturgien overhovedet drøftes: Jensen og Raahauge frygter for, at ”præsternes frihed til at holde en traditionel evangelisk luthersk gudstjeneste kommer i fare”, hvis den nuværende grad af autorisation ophæves, og autorisationen erstattes af biskoppelige vejledninger (det opfattes ikke som et plusord) og samtaler om liturgi mellem menighedsråd, præst og biskop.

For så vidt er jeg enig med Jensen og Raahauge: Mindre autorisation vil føre til større forskellighed og flere samtaler. Om det er ønskeligt er jo lige præcis det, vi gerne vil have diskuteret! Det er ikke alle, der ikke bryder sig om samtale. Jeg anerkender gerne at oplægget i sin helhed – de tre rapporter, der bringer forskellige forslag og spørgsmål frem - ikke peger i en bestemt retning, og at processen derfor kan forekomme diffus. Måske er det det, der giver næring til konspirationsteorierne om, at biskopperne må have en skjult masterplan om at afskaffe autorisationen og ændre alt det bestående til det værre. Jeg kan med regnskabsdagen for øje forsikre om, at det ikke er tilfældet: Der er ingen masterplan. Der er et ønske om, at få debatteret folkekirkens gudstjenesteliv med udgangspunkt i en afklaring af, hvad gudstjenestens væsen og mening er, og herunder den vigtige samtale om forvaltningen af sakramenterne og de forskellige teologiske vægtlægninger, der er kommet til udtryk de seneste års debat og udgivelser. Og endelig spørgsmålet om, hvor fælles eller lokalt bestemt liturgien skal være.

Derfor er det oplivende at høre et positivt bud fra Jensen og Raahauge på, hvad de ønsker og ikke kun om, hvad de ikke ønsker: En høj grad af autorisation skal opretholdes. Det er et vigtigt og lødigt synspunkt.

Jeg er imidlertid helt uenig i, at det ikke er betimeligt at diskutere liturgien. Hvis der ikke må tales om liturgien efter, at Luther i sin tid ”i frygt og bæven ændrede på sin samtids kirkes liturgi” ( det gjorde han for øvrigt i forskellige forslag, som han stillede til rådighed for alle, men kun ville gøre gældende for Wittenberg og omegn), hvorfor følger vi så ikke Luthers gudstjenesteliturgi(er) til punkt og prikke? Det gør vi ikke, fordi der i løbet af de 500 år er foretaget ændringer. I de forskellige tider har man løbende ændret på liturgien for at give forkyndelsen og sakramenterne en form, der bedst lader deres mening komme til udtryk til enhver tid. Enhver liturgisk ændring bør i princippet være et forsøg på at føre liturgien ”tilbage” til det, der er meningen med den. Og derfor er det grundlæggende spørgsmål altid: Hvad er meningen med at holde gudstjeneste, hvad er meningen med dåb og nadver. Først når vi har besvaret det, kan vi forholde os til liturgiens udtryk.

Det ville naturligvis være vidunderligt, hvis 1992-ordningen én gang for alle havde fundet den eneste rette måde at fejre evangelisk-luthersk gudstjenestes i Danmark. Ikke engang Luther turde imidlertid sige det om sine egne forslag til liturgi.

Derfor er der ingen vej uden om at tale om liturgi. Forskellen fra tidligere til nu er kun, hvem der deltager i denne samtale. Forstår jeg Jensen og Raahauge ret, ville de foretrække, at biskopperne holdt sig til at slå ned på dem, der ikke overholder den nuværende ordning.

Måske er det for nogen tillokkende i at betragte biskoppen som en liturgisk lænkehund, som sætter tænderne i alt og alle, der kommer uden for ordningens kreds. Men den rette måde at forvalte gudstjenestens arv kan aldrig være at skyde på alt, hvad der rører sig, og bide dem i benet, der vover at udfordre det hævdvundne. Det må være i al åbenhed at lade holdningerne brydes og efterprøve, hvilken tro og lære, hvilket gudsbillede og hvilket kirkesyn, der kommer til udtryk i liturgiens former. Det angår hvert menneske, og det angår folkekirken som kristen kirke og forvalter af evangelisk-lutherske arv.. Det er ikke nok at sige, at alting skal være, som det altid har været, for det har det aldrig været.

Det kan sagtens være, at debatten ikke bliver så bred folkelig, som man kunne ønske sig. Men jeg er stadig glad og opmuntret over at møde menighedsråd og foreninger og personer, der har taget samtalen op og udtrykker sig om liturgiens betydning, og f.eks. om glæden ved de nuværende ordning og genkendeligheden eller konkrete forslag til ændringer eller overvejelser om gudstjenestens sprog. Biskopperne har lagt op til en åben drøftelse ved at udarbejde en række rapporter – i længere og kortere udgaver – udsendt til samtlige menighedsråd og lagt på nettet til fri afbenyttelse. Landsforeningen af Menighedsråd og Grundtvigsk Forum har udgivet samtalekort, der kan benyttes af alle. Mange menighedsråd har taget spørgsmålene op lokalt. Alle kan indsende overvejelser og forslag til postkassen folkekirkensliturgi@km.dk.  Man kan ikke fremtvinge en bred debat, men jeg synes, der er givet gode forudsætninger for, at den kan opstå.

Det kan omvendt sagtens være, at debatten er for bred for nogles smag: At nogle ville have ønsket sig, at biskopperne bare havde meldt nogle konkrete forslag ud, som man kunne debattere i stedet for at hælde det hele ud på bordet – eller slet ikke foretaget sig noget. Forhåbentlig kan fagrapporterne tjene som en slags samtalevejledning i hvor man kan begynde, men ikke nødvendigvis, hvor man skal ende. Frustrationen over samtalens bredde mener jeg, er værd at leve med, hvis vi gennem en bred samtale kan opnå en højere grad af fælles forståelse for gudstjenestens rigdom og dybderne i dåb og nadver. Det må være et adelsmærke for en evangelisk-luthersk kirke at være i samtale om, hvad evangeliet betyder, hvordan det skal udtrykkes og hvordan vi kan takke og bede. Hvad skulle vi ellers tale om?