Hyrdetimen Konvent 2015

(I uddrag):

I forgårs (red.: i juni og før valget, mens Manu Sareen stadig var socialminister) blev jeg kontaktet af Kristeligt Dagblad, fordi socialministeren havde meldt sig med en opsang til biskopperne, at de ikke bare skulle skyde på politikerne, men selv gøre noget ved diakonien i folkekirken. Og det var jo pænt af ham. Det peger på mindst tre ting:  

At folkekirken opleves som en samfundsmæssig faktor, som der er positive forventninger til 

At ministeren måske ikke var helt klar over folkekirkens struktur: Det er menighedsråd og provstiudvalg, der sidder inde med de økonomiske ressourcer i folkekirken, ikke biskopperne. Derfor er folkekirkens bevægelser altid langsomme, men til gengæld bundet til det lokale og beror på, at mange mennesker skal blive enige om, at noget er en god idé, før der kan skaffes økonomiske ressourcer til det. Til gengæld kan enhver ad frivillig vej stable ting på benene, og der er heldigvis tunger af ildsjæle over alt i folkekirken både blandt præster, ansatte og frivillige.  

At det ikke er glemt, at Jesus siger: ”Gå du hen og gør ligeså”: Få øje på medmennesket og vig bort fra den slagne vej, selvom det koster tid og penge. Det er ikke glemt, fordi det bliver prædiket og gentaget i undervisningen af sognepræsterne.  

…. 
Den organiserede, planlagte aktivitet – at samle mennesker til gudstjenester også udover søndagsgudstjenesterne og de kirkelige handlinger til undervisning, møder, arbejdsgrupper, korsang, fællesspisning, koncerter osv. – er tiltaget gevaldigt. Og det er godt, for det er folkekirkens opgave at undervise og oplyse, at forkynde og samle og drive diakoni og mission på mange måder, og det er ikke kun præstens arbejde, men menighedsrådets og sognets som sådan. Det skal bare gøres på en måde, så vi ikke vælter os selv og hinanden omkuld af bare iver eller af bare frygt for ikke at gøre det godt nok. Det er et spørgsmål om organisering både lokalt og centralt, og det er også et spørgsmål om bevidsthed. Jo flere arbejdsopgaver, der ligger foran én, jo vigtigere bliver det at holde hovedet koldt og hjertet varmt, og kunne tage imod hjælp til at løse dem.  
 … 

 Haderslev stiftsråd har på sine seneste møder udpeget to fokusområder for de kommende år, nemlig diakoni og mødet med migranter. Begge områder er påtrængende, ikke mindst det sidste, hvor vi blandt andet har en opgave i forhold til den formentlig stadig større antal asylansøgere, der vil blive placeret typisk i mindre sogne. Her skal det bemærkes, at der under Det mellemkirkelige Råd er oprettet et treårigt projekt: Asylsamarbejdet, der skal støtte menigheder og præster i arbejdet med asylområdet, og at jeg arbejder på at få oprettet asylpræstestillinger eller rettere -kvoter.  
 ....  
Skal der skaffes midler til øget indsats, skal det ske i et samspil med provstierne, hvor pengene er i folkekirken. Vi er derfor nu inde i en proces, hvor vi sammen med provstiudvalgene må blive enige om, hvilke opgaver der kan og skal løses lokalt, og hvilke på stiftsplan. For opgaverne ligger der.  

Projektet Kirken på Landet -  som jo handler om landsognene og om, hvordan folkekirken kan være en drivende kraft i lokalsamfundet i samspil med foreningslivet og ikke mindst på det diakonale område - har af kirkeministeriet fået bevilliget knap 4 mio. kr. til Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter til en projektansættelse. Uanset penge handler det for mig at se ikke mindst om en højnelse af selvbevidstheden i de små sogne og en genopdagelse af sognepræsten som en samlende person også i det folkelige liv og i foreningslivet – på gammeldags grundtvigsk facon – og om menighedsrådets blik for de lokale behov i sognet.  

… 
Det er uundgåeligt, at der i de senere år er kommet mere pres på præstestillingen, både fra præstens forventninger til sig selv og fra de forventninger, som ikke kan finde andre steder at rette sig hen, når de retter sig mod kirken, samt de forventninger, der kommer af det såkaldte traditionstab. Det kan der måske langsomt ændres på ad strukturel vej, ved at nogle opgaver får en bestemt adresse hos bestemte (funktions)præster eller andre ansatte – det være sig kirke-skole-samarbejdet, asylarbejdet, diakonien, bestemte undervisningsopgaver. Men at fjerne det altomfattende i sognepræsteembedet vil for mig at se være tømme embedet for det smukkeste og mest meningsfulde i den.   
… 
Det lyder måske ikke af så meget, men biskopperne har nedsat et lille udvalg til at forberede en gennemtænkning af, hvad en præst er. Der arbejdes også blandt biskopperne på en gennemtænkning af, hvad en præst egentlig er, hvis det ikke "kun" betyder sognepræst.
… 
FUV har ansat Jørgen Skov Sørensen i en projektansættelse til at skabe overblik over folkekirkens modtagelse af nye præster. Derfor er den fælles håndbog for dette område endnu kun undervejs.  

Noget om tal . Menighedsrådsforeningens årsmøde har haft fokus på den faldende dåbsprocent, som noget, menighedsrådene må være opmærksomme på Der er udkommet en rapport om problematikken ”Dåb eller ej? Rapport om småbørnsforældres til- og fravalg af dåb” fra Center for Kirkeforskning. Som med alle statistikker skal der tages forskellige forbehold for, hvad tallene faktisk fortæller - dog er der ingen tvivl om, at dåbsprocenten falder stejlere end befolkningssammensætningens ændringer betinger, og der er grund til at være opmærksom på det. Det er på det lokale plan, hvor mennesker mødes og taler sammen, at dette kan ændres. Det sker efter min mening ikke med landsdækkende kampagner.   

Flere tal: Vi tæller som bekendt i et år i Haderslev stift. Nu har vi tal for det første halve år:   
Haderslev stift har 394.000 folkekirkemedlemmer. Godt 442.000 deltagere i søndagsgudstjenester excl. konfirmationerne et talt i de 175 sogne, der deltager – gennemsnitligt 55 deltagere pr. gudstjeneste. Det giver heldigvis ikke belæg for at sige, at folk ikke går i kirke om søndagen. Selvom en del af dem selvfølgelig ”snyder” og går hver søndag og dermed tæller godt op i statistikken.   

Tallene er langt fra bearbejdet – det er endnu kun rå tal. Men de åbenbarer den mangfoldighed i mødesteder – fra studiekredse og korsang til fællesspisning og udflugter -  som vi godt kender,  men som det er meget dejligt at kunne fortælle offentligheden om i et forståeligt tal-sprog..  

Jeg vil i løbet efteråret gerne sætte fokus på gudstjenesterytmen. Jeg ved godt, at den er til forhandling mange steder, og at udvalgte helligdage såsom 2. juledag, julesøndag, Kristi Himmelfart og nytårsdag er i farezonen ud fra en talmæssig betragtning. Jeg vil imidlertid opfordre jer som præster til at skønne på helligdagene, rent ud sagt - se deres betydning og formidle den til menighedsrådet og kirkegængerne, ikke som en tung pligt, men som festdage. For man kan jo med god ret sige, at hvis ikke vi i folkekirken synes, at det er vigtigt at fejre gudstjeneste 2. juledag eller 2. påskedag, hvorfor skal man så have fri? Jeg vil gerne diskutere, hvordan man evt. kan få en god gudstjenesterytme sammen med nabosognet med kirkebil og henvisninger osv. Men jeg synes aldrig, helligdagene skal gå upåagtet hen.  

....
 

Liturgi: Der er i disse år liturgisk røre i folkekirken på mange måder. Dels med den løbende opmærksomhed på det liturgiske arbejde og gudstjenesteformer, som bl.a. værkstedet Gudstjenesteliv arbejder med, dels med ord, der gror, i salmedigtningen, hvor indtil flere salmebogsinitiativer er undervejs, databaser med nye salmer og andre projekter. Dels betyder mødet med migranter og andre traditioners og konfessioners gudstjenesteformer en udfordring af folkekirkens traditionelle liturgiske former. På tværs af disse forskellige bevægelser løber en bevægelse eller usikkerhed på, hvor meget fælles, vi er i folkekirken: Er vores gudstjenesteliv et lokalt anliggende, der først og fremmest præges af menigheden på stedet, af den eller de lokale præsters teologiske overbevisning, eller er liturgien det fælles kendetegn i folkekirken, der skal holde folkekirken sammen på tværs af alle forskelligheder?   

Det er et meget spændingsfyldt spørgsmål lige nu. Jeg tror, at tidens afsky for centralisme og kærlighed til folkekirkens rummelighed bl.a. giver sig udslag i, at når vi ikke kan blive enige med de andre, så kan vi da heldigvis gøre tingene, udtrykkene, ordene, musikken, som vi selv vil, og så lade de andre gøre det, som de vil. Så slipper vi for at skændes, men vi slipper måske også for en fælles bevidsthed om, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk kirke. Derved bevæger folkekirken sig i retning af at blive en ramme om de frie menigheder, - sådan som Grundtvig ønskede det, men ikke kom igennem med. Er det det, vi vil?  

Biskopperne har nedsat et lille udvalg til at samle op på de forskellige spørgsmål, der knytter sig til liturgien – har vi en fælles forståelse af, hvad evangelisk-luthersk gudstjeneste er? – hvordan er sakramentsforståelsen i folkekirken i dag? – hvordan er forholdet mellem frihed og orden i folkekirkens liturgi? Overordnet set skal det afdækkes, om der er behov for en ny gudstjenesteordning eller snarere for en række vejledninger på det liturgiske område, hvor der jo hele tiden dukker nye spørgsmål op også pga. religionsmødet.  

…. 
 

Kirkerummet er en del af det liturgiske røre: Hvad betyder rummet for den gudstjenenstelige handling? Hvorfor bliver kirkerummet opsøgt af nogle og afvist af andre? Vi har i luthersk tradition ingen teologi om helligstedet, men er der andre end teologer, der har opdaget det?  

Der er mange overvejelser i brydningen mellem det private og det fælles rum, som gør sig gældende ved kirkelige handlinger, og i indretningen af kirkerummet som en afspejling af og prægning af gudstjenestesynet. På dette sted vil jeg  - på baggrund af konkrete oplevelser – opfordre og bede jer sognepræster om at være opmærksomme på kirkens rum og dets betydning også i henseende til opsætning af faste skærme i sognekirkerne.   

Jeg ved, at der er mange holdninger til dette spørgsmål, og at ønsket om at opsætte skærme ofte skyldes et ønske om at kunne anvende skiftende billeder i forkyndelsen eller at kunne vise salmetekster på skærmen i stedet for på papir. Derudover har skærmene selvsagt en række muligheder for informationer (som alle andre steder i samfundet) og som alternativ til nummertavlerne. Jeg vil imidlertid bede jer om at betænke, hvordan skærmene kommer til at præge ikke bare kirkerummet ud af en æstetisk betragtning, men også gudstjenesten og fornemmelsen for, hvad det vil sige at deltage i en gudstjeneste. Jeg angiver nedenfor nogle af mine betragtninger som replikker i en samtale, der ganske givet ikke er slut – også al den stund, at den teknologiske udvikling hele tiden vil overhale os og på dette område sikkert allerede har gjort det ( - så man f.eks. kan lave hologrammer af præsten og have gudstjeneste i alle pastoratets kirker kl. 10):   
 …  
Ordinationer: Jeg opfordrer også til deltagelse i ordinationer. Tak til jer, der møder op og er med til at byde en ny kollega velkommen og bede for vedkommende. Jeg mener, at ordinationen i den grad er en fælles begivenhed, hvor man også som længst ordineret præst bliver mindet om velsignelsen og opgaverne i embedet og oplever kollegialiteten – også ved det festlige samvær efter ordinationen, hvor I jo som bekendt altid er indbudte.   

...