Hyrdetimen Konvent 2016:

I uddrag:
 

I forrige uge mødtes jeg med migrantpræster fra hele landet. Jeg skulle fortælle om folkekirken. En rejste sig og sagde i sit indlæg: ”Jeg tror slet ikke, folkekirken skal være så bange. Den krise, den synes, den oplever, er bare en lille krusning. Den er stærk og har store opgaver  i fremtiden.”

Og det ville jeg bare fortælle jer, for den fremmedes øjnene ser klart, siger man på Færøerne, men det gælder også her. Og vore egne øjne kan nogen gange blive så fokuserede på problemer – navnlig dem, vi ikke kan løse – at vi glemmer at se de oplagte muligheder og opgaver, der ligger lige for, og de daglige glæder og undere, der sker. Måske fordi vi dybest set tænker: Dette er for godt til at være sandt – at knap 80 pct. af landets befolkning er medlem af folkekirken og bidrager til dens arbejde, forkyndelse undervisning, omsorg, begravelseskultur, bygninger, oplysning. Det må gå ned ad bakke. – og mens vi spekulerer på undergangen, blomstrer livet omkring os. Løft hovedet og se dig omkring.

De store muligheder og opgaver, vi har som folkekirke, er dem, vi skal have for øje. Og de bliver ikke mindre i en tid, hvor den grundlæggende fælles forståelse af  religion og tro som en kilde i det enkelte menneskes liv og en kilde, ja en grundstrømning i samfundets selvforståelse, er væk. Der er i den grad brug for den kristne forkyndelse og dermed for jer i dette land, der af nogen kaldes et kristent land, men som tydeligvis er dybt i tvivl om, hvad det betyder. Der er brug for  en stadig forkyndelse af livets mening, for nu at sige det rent ud, af det grundlæggende forhold til Gud og medmennesket, af Guds menneskelighed i Kristus, af tro og håb og kærlighed som virksomme kræfter i denne verden. I virkeligheden, i samfundet, på Middelhavet, i gaderne.

Og der er brug for, at I som tænkere og talere og forkyndere ikke er bange for at forkynde.

Jeg vil nævne, at de seneste dages aftale om lovforslag, som kriminaliserer ytringer, når de fremsættes i religiøs forkyndelse, for mig at se er meget problematisk. Det er åbenlyst, at lovforslaget fremsættes med henblik på ganske bestemte ytringer og sammenhænge, men eftersom alle forhåbentlig endnu er lige for loven, vil det for mig at se føre til en udsondring af religiøs undervisning og forkyndelsessituationer, som jeg mener er med til at udsondre religion fra det øvrige samfund – udover at udgøre en generel  meget betænkelig og arbitrær begrænsning af ytringsfrihed. Jeg mener, at man i fortolkningen af Grundlovens §67 har mistolket sætningen, der sætter grænserne for  religionsfriheden: 

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” 

Mistolkningen sker af ordet ”læres”, som tolkes til at gælde specifikke undervisningssituationer, prædiken og privat sjælesorg (!). Jeg er overbevist om, at ordet ”læres” i Grundloven henviser til læren som sådan – jf. Den Augsburgske Bekendelse, som definerer, hvad det evangeliske menigheder ”lærer”, hvad der altså læres i menighederne.  Det vil sige, at et trossamfund, der har det som sin lære at begå seksuelle overgreb eller at bryde samfundets love, ikke kan anerkendes, ligesom der ikke må foretages strafbare handlinger. Altså er det allerede forhindret i Grundloven. Når man nu udhæver religiøse undervisningssituationer, herunder udtrykkeligt konfirmationsundervisningen, så er man for mig at se ude på en håbløs mission i at sondre imellem situationer og mennesker og ikke mellem ytringers indhold. Dvs. at hvad der er kriminelt at sige i konfirmationslokalet eller på prædikestolen, gerne må siges på Folketingets talerstol eller på facebook, hvis den gruppe, man siger det i, vel at mærke ikke kan kaldes religiøs. Hvad der må siges af en politiker eller en person med verdsligt erhverv, må ikke siges af en ”religiøs forkynder”. Der optræder en mærkelig udgrænsning af det religiøse eller de trosmæssige, på en måde, for slet ikke at tale om begrebet religiøs autoritet, som på ingen måde svarer til en evangelisk-luthersk tænkning om et liv i kald og stand, om det almindelige præstedømme. En del lutherske prædikanter, der dels har talt for, at man gerne må slå børn, eller at menneskerettighederne er en uting, vil muligvis blive kriminaliseret ved denne lov. 
(Det specificeres i aftalepapiret, at man gerne må tale for at indføre revselsesretten og således for, at må slå børn, når det bliver lovligt. Noget tilsvarende gælder så måske andre former – at  man gerne må tale for at indføre en lov, der gør det lovligt at stene?)

Uanset hvordan lovgivningen udvikler sig i dette land, håber jeg, at I vil have frimodighed til at forkynde og undervise efter jeres overbevisning om, hvad I finder i skriften og troen og læren, og hvad fornuften og Helligånden indgiver jer. Hvis dette er at betragte som religiøs undervisning, er jeg muligvis på vej til noget strafbart.

Jeg tror, at vi i den tid, der kommer, hellere må åbne munden en gang for meget end for lidt, for tankens og troens frihed er aldrig nogen selvfølge.
(...)

Dåbstal og medlemstal

Der er ingen tvivl om, at den procentvise antal af spædbørns dåb er faldene, mindre i landområder end i byområder. Det har, som debatterne og undersøgelserne har vist, komplicerede kulturelle, familiemæssige og teologiske årsager, som det enkelte sogn ikke kan ændre på en studs. I nogle københavnske sogne går man ud med fødselsattesten til medlemmerne med den hensigt at skabe kontakt og gøre det mere nærliggende at aftale dåb. Der er gode forslag så som at lade det være det første, man ser, når man går ind på en kirkes hjemmeside: En stor knap med ”Ønsker du dåb” med praktisk anvisning til, hvordan man gør – ud fra devisen  ”Din dåb er kun et klik væk”. Og selvom man kan gøre sig lidt lystig over det, så er det uden tvivl noget, vi kan gøre lokalt: At gøre det nemmere og mere overskueligt at få planlagt dåb. Hvad vi ikke kan, er at bestemme udfaldet af diskussionerne internt i familien eller de overvejelser, der har at gøre med frygten for at præge sit barn religiøst, og derfor lade det være op til barnet selv at vælge at blive døbt . Denne måde at tænke om dåben på er forankret i en bred kulturel usikkerhed på religion og tro, og den skal vi tale ind i og fortolke. Men den har også rod i vores, folkekirkens præsters teologi og måden, vi taler om dåben på – hvad betyder den? Hvad gør den godt for? Er den ikke lige meget?

Der er brug for at gennemtænke folkekirkens dåbsteologi og forkyndelse.

Og så investerede Ateistisk Selskab – af nogen kaldet Ateistisk Trossamfund – i en annoncekampagne, der skulle få folk til at tænke selv og dermed bl.a. genoverveje deres medlemskab af folkekirken. Hvis alle har fulgt dette velmenende råd, så har vi i Haderslev Stift 387.321 mennesker, der er fuldt overbeviste medlemmer af folkekirken, og 309 personer over 10 år, der ved nærmere eftertanke meldte sig ud i første kvartal af 2016, og 154, der ved nærmere eftertanke meldte sig ind.

Altså en nettoafvandring på 155 personer ud af 387.630,  et medlemstab på 0,4 promille. Sidste år i samme periode meldte  215 sig ud og 139 meldte sig ind, så da var afvandringen i første kvartal kun på 76 personer over 10 år. Så man kan formode, at Ateistisk Selskabs kampagne har haft en medindflydelse på, at 94 personer flere end sidste år har meldt sig ud og 15 personer flere har meldt sig ind. En netto indflydelse  på 79 personer færre i medlemsskaren, på 0,2 promille.

Det har fået massiv mediedækning. Det skal dog siges, at tallene for Københavns Stift og Aarhus Stift er væsentlig højere.

Hvad vi derimod ikke har haft fokus på, er at de samme tal viser at antallet af børn, der døbes i Haderslev Stift inden 9 år, for første gang i 7 år er steget så meget, at man skal tilbage til 2011 for at finde et højere tal, og tallet af børn og unge mellem 10 og 19 år, der døbes (eller genindtræder) er det højeste i 7 år.

Hvad vi også kan se af tallene, er at mens man typisk melder sig ud i en alder mellem 18 og 39, så melder man sig i stigende grad ind, når man er over fyrre.  Hvis man endelig vil lege med tal, så er den procentvise stigning i indmeldelser eller dåb af mennesker over 40 år på årets første kvartal fra 2010 til i dag på 33 pct. (Tallene kan findes på Haderslev stifts hjemmeside og på Kirkestatistik.dk)

Dette være sagt, fordi vi engang imellem i den offentlige debat bliver grebet af løsrevne tal eller endnu værre: fornemmelser, der måske dækker en del af virkeligheden, men ikke den hele.

Jeg vil også i denne sammenhæng opfordre til ubekymrethed. Ubekymrethed er ikke ligegyldighed. Hvert eneste menneskes skæbne og herunder tilhørsforhold til folkekirken er  værd at vise fuld opmærksomhed fra sognepræstens og menighedens og vores alles side. Men det er i det daglige arbejde og fællesskab lokalt og i den stadige forkyndelse og beskæftigelse med evangeliets møde med eksistensen, det afgøres, om mennesker føler sig hjemme i folkekirken, trosmæssigt, følelsesmæssigt, af overbevisning, af veneration eller af de mange sammensatte grund, medlemmerne har til at være med-lemmer – dele af det legeme, som vi tilsammen udgør.

I kan som sognepræster blive lammet eller føle jer personligt ansvarlige for, om folk melder sig ud.  Ansvarlige skal vi altid føle os, men også huske, at det eneste og bedste, I kan gøre, er jeres pligt, og den er  at være til stede, når mennesker har brug for jer.  Det kommer ikke an på, om I er blændende forkyndere eller performere eller undervisere eller skarpe debattører eller charmerende personligheder. Det, der betyder noget, er at I er tilstede, når mennesker har brug for jer – som et menneske, der vil følges ind i samtalen om liv og død, om Gud og tro og håb, en, der kan dele trøstens ord og kaldet til at leve i kærlighed til Guds og næsten, en der kan formidle evangeliet, skriften, visdommen, som noget han og hun selv finder liv i, et menneske at tale med, som ikke koster penge og ikke tæller minutter, en der kan tie stille og lytte.

I bestemmer ikke, om andre mennesker vil lade deres børn døbe, eller om de vil melde sig ud, fordi de finder tro meningsløst eller bliver vrede på folkekirken over noget, eller melder sig ud af økonomiske årsager. Det er er derfor heller aldrig jeres skyld, hvad andre mennesker beslutter eller bliver overbevist om. I skal bare følge jeres kald og gøre jeres pligt, for nu at sige det lige ud. Om vi så på et tidspunkt kun er to eller tre tilbage med elendige økonomiske vilkår og ingenting andet end en pind til at tegne i sandet med, så har det hidtil ikke forhindret nogen i at være kirke og fortælle evangeliet videre, døbe og holde nadver med det, der er, og dem der er. Det er det gode ved at være præst, at opgaven aldrig forsvinder eller bliver meningsløs. Vilkårene kan ændre sig, og vi må til enhver tid gøre vores bedste – men der er uendelig langt til at overhovedet at skulle tænke på at tale om sammenbrud og katastrofe.

Det bliver vi mindet om i mødet med asylansøgere og migranter, i mødet med folk, der kender til helt andre vilkår, og folk, der ønsker dåb og medlemskab velvidende, at det får store konsekvenser for deres og deres families liv og fremtid. Tak til de præster og menigheder, der oplever den gave og opgave at tage imod mennesker, der ønsker at konvertere og blive forberedt til dåb . Det er ikke bare tal i statistikken. Også her er hvert enkelt menneskes trosliv og skæbne af umistelig værdi og værdighed.