Drop forbuddet mod omskæring
En række biskopper protesterer i nedenstående debatindlæg mod et eventuelt omskæringsforbud. Indlægget er bragt i Avisen Danmark onsdag den 9. september 2020.
Af biskop Elof Westergaard, Ribe Stift, biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, biskop Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Stift og biskop Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift.
Vi vil hermed anmode politikere og alle andre borgere om at overveje, hvad et forbud mod omskæring i Danmark vil betyde. Og vi vil appellere til Folketingets politikere om ikke at stemme for et forbud. Hvis Danmark forbyder omskæring af drengebørn, betyder det et afgørende slag mod religionsfriheden i Danmark og mod dansk kultur.
I den seneste tid er omskæring af drengebørn blevet italesat som et overgreb på små børn. Omskæring af drengebørn har fundet sted i årtusinder, enten af religiøse, hygiejniske eller medicinske årsager. Omkring en tredjedel af verdens mænd er omskåret. Omskæring kan ikke betragtes som et overgreb, når det finder sted under lægeligt forsvarlige forhold. Alligevel er der nu opstået en stemning for at forbyde omskæring af drengebørn i Danmark - netop som Styrelsen for Patientsikkerhed havde færdiggjort et notat om de forsvarlige forhold omkring omskæring. Det skyldes, at en del grupper og organisationer går ind for en aldersgrænse på 18 år, fordi man ikke ønsker, at forældre skal kunne tage dette valg for deres børn at lade dem omskære og dermed give dem en jødisk identitet.
For kristne betyder det ikke noget for troen, om man er omskåret eller ej. Men for jøder er omskærelsen selve pagtstegnet: Den er, hvad dåben er for kristne.
For mange kristne er religionsfrihed noget indre, noget usynligt, fordi vi som lutheranere eller mennesker uden tro mener, at trosforholdet er usynligt. Men religionsfrihed betyder retten til at udøve og leve efter sin religion og overbevisning. For jøder består troen også i synlige handlinger og traditioner og i det synlige tegn på kroppen, som omskæringen er. Det giver ingen mening at sige: ”Du er da fri til at være jøde i Danmark og lade dine børn vokse op som jøder, men du må ikke gøre dem til jøder”.
I vores tid er børns ret til religion og religiøst fællesskab ikke anerkendt på linje med børns ret til f.eks. tryghed og uddannelse. Man kan møde det synspunktet, at forældre ikke bør præge deres børn religiøst, åndeligt eller legemligt, i debatten. Men ligesom vi som forældre har ansvaret for at præge vores børn med sprog, opdragelse og værdier, giver vi også vores børn det religiøse og/eller etiske sprog og fællesskab, som vi mener er det rigtige. Hvis staten og lovgivningen vil forbyde det jødiske pagtstegn, griber lovgivningen langt ind i religionsfriheden og det, som ligger indenfor den enkelte families opgave. Til sammenligning har man i Norge en lov om rituel omskæring, som sikrer både, at omskæringen udføres forsvarligt og, at tilbud om omskæring er tilgængeligt. Det er et klart udtryk for respekten for det enkelte menneskes sundhed og religionsfrihed.
Det ville være en stor sorg og et tab for det danske samfund og dansk kultur, hvis jøder ikke længere kan være danskere. Hvis netop Danmark skulle blive det første – og forhåbentlig eneste - land, der forbød det jødiske pagtstegn, vil det formentlig være et tragisk slutkapitel i historien om de danske jøder.
