Fortsæt til hovedindholdet
Taler og debatindlæg
Nyheder
Fronten på Haderslev Domkirke

Domkirke eller streetdome? 

Mandag vil økonomiudvalget i Haderslev tage stilling til, hvilket motiv der skal markere Haderslev på et motorvejsskilt. Kirke og stift vil på det kraftigste opfordre økonomiudvalget til at pege på Haderslev Domkirke, som de næste 20 år vil have nationalt og internationalt fokus.

 

Kære borgmester H. P. Geil og Haderslev kommunes økonomiudvalg 
 

Med stor interesse læste vi i går i Jyske Vestkysten, at økonomiudvalget i morgen, mandag, skal tage stilling til, hvilket motiv økonomiudvalget vil indstille til Trafikministeriet som det, der skal markere Haderslev på et motorvejsskilt og vække de forbipasserendes interesse for byen og egnen. 
 

Vi vil - nok ikke overraskende - på det kraftigste opfordre økonomiudvalget til at pege på Haderslev Domkirke. 
Dette ikke kun af kulturelle og historiske grunde, men netop også af hensyn til turismen og af økonomiske grunde. 
De historiske og skønhedsmæssige værdier er velkendte. Næste år fejres Reformationens 500-års jubilæum på nationalt plan i Haderslev Domkirke, fordi denne kirke spiller en helt central rolle i denne forbindelse og dermed i udviklingen af vores samfund. Haderslevs betydning som ”Nordens Wittenberg” er der stort potentiale i. Vores gode venskabsforbindelse til Wittenberg medførte for nylig indvielsen af Hendes Majestæt Dronningens broderede alterforhæng ved Wittenberg Slotskirkes genåbning under deltagelse af såvel dronningen som forbundspræsidenten med tv-transmission til store dele af Tyskland, hvor Haderslev-forbindelsen nævntes flere gange.

Ikke kun af national betydning
Domkirken er ikke kun af national, men af international interesse og betegner et vigtigt knudepunkt  i europæisk historie og i dansk-tysk historie.
Når det lige nu er endnu mere påkrævet at gøre opmærksom domkirken, er det imidlertid også på grund af den indlysende forbindelse til Christiansfeld og Unescos Verdensarv. Christiansfeld oplever et boom af interesse og besøgende. Disse besøgende skulle meget gerne forbindes med Haderslev Domkirke, fordi Christiansfelds historie og kultur har nøje sammenhæng med den historie og kultur, der er knyttet til domkirken som arnested for reformationen.
I samarbejde med Christiansfeld og Brødremenigheden er det oplagt at udvikle forbindelsen og historiefortællingen om sammenhængen mellem disse steder - og skønheden i dem, både visuelt og musikalsk.
Det ville være en stor skam at gå glip af den effekt, de to motovejsskilte med kort afstand imellem vil have på gæster fra ind- og udland. De vil sammen gøre det indlysende, at et besøg det ene sted bør kombineres med resten af historien og oplevelserne det andet sted.

Fokus de næste 20 år
Fra Haderslev Stift og fra domsognets side vil vi gøre alt for at leve op til de forpligtelser, det øgede fokus på domkirken vil give. Domkirken er i gang med en stort anlagt istandsættelse, som vil gøre den endnu mere attraktiv, og vi arbejder hele tiden på at gøre den særlige reformationshistorie levende for besøgende i og omkring domkirken.
De næste 20 år vil der være nationalt og internationalt fokus på Haderslev Domkirke: i 2017 er det 500-året for Reformationens begyndelse i Wittenberg; i 2026 er det 500-året for Reformationens indførelse i Haderslev; i 2036 500 året for Reformationens indførelse i Danmark. I de 20 år vil det give den bedste mening at henvise de forbipasserende på motorvejen til Haderslev Domkirke som seværdighed. 
Man kunne jo så evt. derefter de næste 20 år henvise til StreetDome, som bestemt også er et besøg værd. 
 

Marianne Christiansen
På vegne af: 
Torben Hjul Andersen, domprovst
Paul Erik Brodersen, menighedsrådsformand 
Christa Hansen, sognepræst og formand for Haderslev stifts reformationsudvalg