Tale ved prisoverrækkelsen i Salmekonkurrencen

”Det lyder som et eventyr,

et sagn fra gamle dage:

en røvet datter, dybt begrædt,

er kommen frelst tilbage.”

Sådan digtede Henrik Pontoppidan – forfatteren til Lykke-Per og meget andet - kort efter afslutningen på 1. Verdenskrig. Henrik Pontoppidan var ellers ikke kendt for at vise følelser eller skrive digte. Det siger noget om den rørelse og stærke sindsbevægelse, der greb folk på begge sider af grænsen, alene ved udsigten til, at grænsen fra 1864 kunne flyttes, så de overvejende dansktalende områder af Slesvig kunne blive forenet med kongeriget Danmark. Stærke følelser og fortællinger sprang frem og måtte komme til udtryk i sang.

Det er sangens væsen, at den kan fortolke følelser og lade mennesker udtrykke dem og fornemme dem sammen. Og ikke kun følelser. Også mening, fortolkning af begivenheder og tanker om sprog og fællesskab, historie og hjemstavn, fred og håb for fremtiden. De gamle sange giver os et historisk blik på begivenhederne dengang for hundrede år siden: Hvad skete der egentlig, og hvordan oplevede folk i Slesvig og Holsten, Tyskland og Danmark det?

Når vi synger, sætter vi os i hinandens sted og bliver bevæget af ord og melodier, som vi ikke selv har fundet på. Og når vi lytter til sangene får vi indblik i tanker og følelser, som vi bedre forstår, når de bliver sunget, end hvis nogen bare fortalte det eller viste dem på PowerPoint. Og det er godt, for historien er aldrig entydig. Der er aldrig kun én måde at forstå de samme begivenheder på. For nogle var den nye grænsedragning en Genforening, som kunne fortælles som et eventyr med en lykkelig slutning: Den bortførte datter er kommet frelst hjem i sin moders favn. For andre betød grænsedragningen Slesvigs deling, et tab af forbindelsen til det land, og det sprog, man følte sig knyttet til. En sorg over at være blevet forladt på den forkerte side af grænsen, mens de andre festede for den hjemkomne datter eller for den datter, man ikke mistede – Sydslesvig set fra tysk side.

Og derfor er det vigtig at blive ved med at synge – og blive ved med at digte og komponere nye sange for at fortælle historien videre. For den er aldrig fortalt færdig.

Haderslev stifts salmekonkurrence:
Det er grunden til at vi fra Haderslev stifts side gerne ville udskrive en konkurrencen om en ny sang, endda en salme i anledning af 100 året. Og ikke blandt alle, men netop blandt gymnasieeleverne. Her 100 år efter Genforeningen og Slesvigs deling må vi spørge den unge generation, som er født med grænsen og vokser op i grænselandet: Hvordan tænker I og føler I? Hvad rører jeres hjerte af håb og frygt, glæde og taknemmelighed  eller savn? Hvad vil I bede om for fremtiden? I er jo dem, der skal fortælle eventyret videre.

Derfor er vi her i dag. Inden jeg går ind i de bidrag, vi har fået til konkurrencen, vil jeg rette en varm tak til Deutsches Gymnasium, for at vi måtte lægge kåringen af en ny salme i anledning af 100-året for Genforeningen her. Der er også noget historisk i det, for grænsedragningen gav jo grund til at oprette tyske gymnasier, skoler og institutioner nord for grænsen og danske syd for grænsen.  Og, som vi skal se, er den historie, ungdommen fortæller om grænsen, ikke et modsætningsforhold mellem dansk og tysk, men et samspil, et samliv, ja man kunne sige et kærlighedsforhold.

Da vi i Haderslev stifts genforeningsudvalg fik den tanke at udskrive en salmekonkurrence, må jeg indrømme, at jeg havde mine betænkeligheder: Ville unge mennesker mon begive sig ind i den genre at skrive en fællessang og endda en salme – altså en sang, der også har med tro og håb og bøn og Gud at gøre? Og synes de mon, at der er noget at skrive om?

Da bidragene kom, skal jeg love for, at alle betænkeligheder blev gjort til skamme.

10 forslag fik vi. Og hvert eneste bidrag er begavede udtryk for de unges syn på livet i grænselandet og deres håb for fremtiden. Jeg ville ønske, at vi kunne udgive dem alle sammen, for folk i hele landet ville blive opmuntret af at høre, hvor klogt, venligt og visionært de unge tænker. Desuden er der en flot blanding af dansk og tysk, og høj sproglig kvalitet i bidragene. Nogle trækker på historiens digterværker, og nogle bruger moderne former i retning af poetry slam. Jeg håber, at alle teksterne vil blive brugt i markeringen af Genforeningen – vi vil i hvert fald opfordre jer til at træde op og læse jeres tekster eller få dem ud på tryk.

De unges bidrag rummer både historisk bevidsthed, udtryk for vanskelighederne og glæderne ved grænselandets kulturelle blanding og fremfor alt taknemmelighed og håb.

Historisk bevidsthed og to hjerter i ét bryst

Èn har flettet to historisk nationale sange sammen:

”Ved et yndigt lands kyst

wohnt ein meerumschlungenes Volk

to hjerter i det ene bryst

doch beide schlagen friedlich, stolz”

”Der er et yndigt land“ er blevet forenet med Slesvig-Holstens hymne eller nationalsang fra 1844: „Schleswig-Holstein, meerumschlungen, deutscher Sitte hohe Wacht!“ Nu er der to hjerter i et bryst.

Flere af teksterne udtrykker den dobbelthed ved simpelthen at flette sprogene sammen:

”En barndom fyldt med kærlighed

En barndom med Geborgenheit

en fremtid af mulighed

skaber tysk og dansk Freiheit.

Og det drejer sig ikke kun om dansk og tysk, men også synnejysk:

”De blivæ talt tysk å dansk

danské talé tysk å tyské dansk”

En digter om, hvordan det er at vokse på i et sønderjysk hjem:

”Zum Beispiel, Meine Grossväter reden beide synnejysk,

dennoch sind deren Namen Friedrich und Günther,

Men igen, vo dansk æ æ lich, hvis æ føjst læet rigsdansk mæ 5 å,

dog er jeg dansk statsborger og har dansk pas.

Samme digter siger senere i digtet, at den, der spørger:

””Altså er du tysk eller dansk?”, kriegt die Antwort: ”Jeg er alle tre ting; ved du hvem du er?””

I det hele taget er et udtryk som: ”Et folk, to sprog”, ”ein Volk, Zwei Sprachen” udtryk for, at den unge generation ikke nødvendigvis forbinder det at være et folk med at have ét og kun ét sprog.

De ser livet i grænselandet som en åbning til verden:

”Ein Schritt in die Welt der Zwischenmenschen-Grenzland Menschen.“

Der kan være vanskeligheder forbundet med det og en fremmedhed. I én og samme tekst hedder det f.eks. ”Jeg er fremmed i Danmark og fremmed i Tyskland” – men samtidig:

”Jeg føler mig tryg i Danmark, genau wie in Deutschland.

Das ist ein Segen, som Gud har givet mig med på min vej”

Også naturen, blomster og marker, havet, fuglene spiller en rolle for den unge generation: fugleflokke, de sorte fugle mod solen, sort sol – hjemegnens natur:

Og fremfor alt taknemmelighed:

”Vi er privilegerede.

Vi lever i et frit land

Wir dürfen niemals vergessen

dankbar zu sein.“

Denne taknemmelighed og håb retter sig også mod Gud. På tysk:

”Für alles was du uns täglich gibst

Für all deine Liebe, Hoffnung , Licht

Für die Freude die du uns Schenkst

und die Verbindung die niemals bricht (…)

Deshalb dieser grosse Dank von mir.“

Og på dansk:

”Gud, gi os kraft og lykke, omfavn os i en ring”.

”Vi bygger broen over grænser, og sætter hjertet over strid.”

Tænk, at det er den måde de unge nu fortæller eventyret videre på – som en kærlighedsfortælling hen over grænsen.

I unge mennesker, I bygger broen over grænser, I sætter hjertet over strid – og det er håbet for os alle.

Vinderteksten blev ”Vi bygger broer over grænser” af  Caja Loelf og Janne Lahnstein fra 2.B på Deutsches Gymnasium. Dirigent for DR´s Pigekor, Phillip Faber, har skrevet melodi og korsats til.