Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Menighedsråd bakkede op om tema-aften for grøn omstilling

115 interesserede fra menighedsråd, provstiudvalg og kirkegårdsansatte havde lagt vejen forbi Simon Peters Kirke i Kolding for at blive klogere på folkekirkens grønne omstilling.

Grøn omstillling

Kirkegårdskonsulent Anne Vium Skaarup holdt oplæg om biodiversitet på kirkegården.

Haderslev Stift og Folkekirkens Grønne Omstilling inviterede torsdag 18. april til en tema-aften om, hvordan folkekirken kan gøre en grøn forskel.

Der var flot fremmøde og stort engagement, da aftenens oplægsholdere gennemgik de grønne emner, og gjorde deltagerne klogere på biodiversitet, energiforbrug, miljø- og klimavenlig arealanvendelse og bæredygtige bygninger.

Projektleder Jesper Rønn Kristiansen fra Folkekirkens Grønne Omstilling holdt oplæg om folkekirkens grønne jorder, både hvad angik bortforpagtning til økologisk landbrug, skovrejsning og naturgenopretning på lavbundsjorde.

Energirådgiver Carsten Vejborg fra EnergiTjenesten talte om lavt energiforbrug og godt indeklima. Han bl.a. kom ind på miljøvenlig opvarmning uden brug af fossil energi i form af f. eks. varmepumper og solceller. 

Carsten Vejborg fortalte også om, hvad den ”rigtige” temperatur i kirken er: Både, når kirken er i brug og når den er tom. Og så slog han fast, at det er en myte, at orglet i kirkerummet kræver en bestemt temperatur, når man spiller på det - derimod er en luftfugtighed på 50-70 % RH helt afgørende i forhold til orglet.

Anne Vium Skaarup, der er kirkegårdskonsulent i Haderslev Stift, holdt oplæg om biodiversitet på kirkegården og kom med mange eksempler på, hvordan man kan bevare biodiversiteten på kirkegården, bl.a. ved at bevare og indrette kirkegårdene efter træerne, differentieret pleje, kvashegn og permanente vandspejl.

Der var også besøg af to gymnasielever fra Kolding Gymnasium, der fortalte om unges håb, håbløshed og ønsker i relation til klima, natur og biodiversitet. 

Afslutningsvis var der en fælles workshop med inspiration til grønne tiltag i de lokale sogne, som skabte afsæt for en god snak og udveksling af idéer. 

Fakta

Find slides fra tema-aftenen