Biskoppens månedshilsen - november

Demens. Det er en tilstand, de fleste af os møder enten hos os selv eller hos vore nærmeste. Det er en tilstand, der gennem tiden er lavet en del vittigheder om – sikkert, fordi den ligger tæt op ad vores almindelige til tider grinagtige glemsomhed. Men der er ikke noget sjovt ved demensen. Derimod er der mange opgaver, sorg og bekymring og anledning til omsorg og kærlighed.

Før i tiden kaldte man det ”at gå i barndom”. Det er sikkert uvidenskabeligt, men min erfaring med demens er, at den demensramte tilsyneladende netop bevæger sig baglæns i erindringen til sin barndom og ungdom og af og til også med både glæde og smerte venter, at mor og far skal komme ind ad døren lige om lidt og hjælpe med det hele. Nutiden, og hvad der skete for et øjeblik siden, vil til gengæld ikke fæstne sig i erindringen.

At gå i barndom – at blive som børn på ny. Det er noget, Jesus siger, at vi skal for at tage imod Guds rige, Guds kærlighed.  Han tænkte ganske givet ikke på demens, men nok på den afmagt og afhængighed, som er barnets vilkår – og også er den demensramtes vilkår. I kirken må vi altid have særligt øje for det afmægtige menneskes værdighed. Også den demensramte.

Meget af det, kirkens liv er forbundet med – musik og sang, bøn og ritualer, gentagne ord – er noget, som også den demensramte kan have glæde af og forbinde sig med, når andre muligheder lukker sig. På den måde kan gudstjeneste, musik og sang være ”begivenheder”, hvor både den demensramte og pårørende erfarer, at den demensramte stadig er en del af det fællesskab, som er grundet dybere end vores kognitive evner. For det er grundet på, at vi er Guds børn, uanset hvad vi magter og husker.

Denne udgave af nyhedsbrevet beskæftiger sig med, hvordan vi i sognene kan være opmærksomme og åbne rum for demensramte og pårørende som en selvfølgelig del af fællesskabet. Tak til alle, der hjælper os med det.