Biskoppens månedshilsen - januar
- Vi har i kirkekunsten en uhyre stor rigdom, som fortæller os hen over århundreder, hvordan mennesker forestiller sig og fremstiller det usynlige, det, som vi tror og håber. Også vores tid bidrager med fortællinger for øjet og sjælen af høj kunstnerisk kvalitet, skriver biskop Marianne Christiansen.
Af biskop Marianne Christiansen.
”I begyndelsen var Ordet” – sådan begynder Johannes-evangeliet, og ikke mindst vores evangelisk-lutherske kirke lægger meget vægt på at høre – evangeliet, prædiken, sangen, musikken.
Men kan man også se Ordet? Dette nyhedsbrevs tema er billedkunsten i kirkerne, alt det, vi kan se, når vi går ind i kirken eller på kirkegården. For det, vi ser, og det rum, vi er i, er med til at fortolke, hvad det er vi er samlet om i kirken – og omvendt: Når vi ser kunst eller rummets indretning i kirken, så søger vi efter mening i det ud fra det, vi hører. Symboler og billeder har alle dage været helt centrale kirken. Derfor er en vigtig del af menighedsrådenes arbejde at sørge for kirkernes indretning og symboler, herunder også billedkunsten og kunsthåndværket – alt det, vi kan se, og som påvirker os og er med til at fortolke Ordet.
Forskellige opfattelser af billedet
Som det også bliver nævnt i nyhedsbrevets artikler, er forholdet mellem kirke og kunst ikke altid lige ud ad landevejen. Dele af den kristne kirke er eller har været betænkelige ved billeder – ikke mindst på grundlag af ét af de 10 bud, som kaldes billedforbuddet (2. mosebog 20, 4), som nu oversættes ”Du må ikke lave dig noget gudebillede”. Både jøder og muslimer har et mere anstrengt forhold til billeder, der kan ses som billeder af Gud eller det guddommelige. På kristen grund er Den Reformerte Kirke meget forbeholden over for billeder. Holdningen er, at billederne kan distrahere sindet fra det væsentlige, nemlig at fordybe sig i ordene. På en helt anden måde spiller billeder i form af ikoner en kæmpestor rolle i den ortodokse kirke, hvor de netop opfattes som repræsentation af det guddommelige og som billeder, eder formidler Guds ord. I den katolske kirke spiller billeder, ikke mindst helgenbilleder også en stor rolle som anledning til bøn og fordybelse.
I vores evangelisk-lutherske kirke opfattes billederne ikke som hellige, men som symboler eller fortællinger, der skal ”prædike”. Eller som under alle omstændigheder kommer til at prædike, fordi det befinder sig i et kirkerum. Grundlæggende i kristen tro er, at Jesus og hans livshistorie viser os i menneskeskikkelse, hvordan Gud er. Jesus er ”Guds udtrykte billede” (Hebræerbrevet 1,3). Det er et billede som vi bliver ved med at betragte og fortolke både med ord og med billeder. Om Gud kan vi altid kun tale i billeder, fordi vi kun kan tale om Gud ud fra vores menneskelige erfaring. Vi taler i billeder, som når vi til jul siger, at lyset er kommet til verden, og vi bruger synlige symboler som kors, hjerte, anker, due. Symboler er noget konkret, der repræsenterer et begreb eller noget åndeligt. Billederne i kirken aflæser vi ofte som symboler eller som fortællinger, der henviser til evangeliet eller bibelhistorien eller menneskelige erfaringer af sorg, glæde, af at blive løftet.
Et symbolsk kirkerum
Man kan sige, at hele kirkebygningen er en slags kunstværk med symbolsk betydning. Rummet fortæller med på historien: Døbefonten og alteret, prædikestolen og orglet er synlige genstande, der fortæller for øjet om betydningen af dåben, nadveren, forkyndelsen og menighedens sang. I mange kirker er der messehagler med kirkeårets farver og symboler. Selve alterets ”opdækning” med alterdug, levende lys, sølvtøj, blomster og bøger giver et synligt billede af, at gudstjenesten er en fest og at der er dækket optil nadvermåltidet, hvor ordene i bøgerne mødes med de synlige udtryk i brød og vin – de sidste er endda mere end synlige, de kan også sanses og smages.
Jeg håber, I vil glæde jer over kunsten og ordene, der folder den ud, i dette nyhedsbrev. Vi har i kirkekunsten en uhyre stor rigdom, som fortæller os hen over århundreder, hvordan mennesker forestiller sig og fremstiller det usynlige, det, som vi tror og håber. Også vores tid bidrager med fortællinger for øjet og sjælen af høj kunstnerisk kvalitet. For kun det bedste kan give billeder på den bedste historie, nemlig den, vi netop har fejret jul for: At Jesus Kristus er kommet til verden og har givet os det nye billede af Gud.
Godt nytår!