Kirkeårets farver
Bliv klogere på kirkeårets liturgiske farver og deres betydning i gudstjenesten.
1. søndag i advent starter et nyt kirkeår. Udover den fastlagte tekstrække til hver søndag og helligdag, har kirkeårets forskellige perioder også en række farver. De kan som regel ses på alterbuketterne eller præstens messehagel.
Lilla symboliserer ånd, alvor, passion, anger og bedring. Den anvendes i advents- og fastetiderne som bodens forberedelse til henholdsvis jul og påske. Til jul bliver adventskransen også ofte pyntet med violette bånd. Denne skik kommer oprindelig fra Tyskland, hvor violet er den liturgiske bodsfarve i katolske dele af landet.
Hvid er ifølge gammel tradition festens farve. Det er farven knyttet til Kristus, liv, fest og håb. Hvid symboliserer renhed, glæde, hellighed og uskyld. Den benyttes ved højtiderne. Den hvide farve kan erstattes af den gule eller gyldne farve.
Rød er ildens, blodets, kærlighedens og Helligåndens farve, den symboliserer endvidere lidenskab. I pinsen mindes vi, at Helligånden kom over apostlene i form af ildtunger - derfor den røde farve. Som blodets farve benyttes den kirkens eneste martyrdag, Sankt Stefans dag, som er 2. juledag.
Grøn er den liturgiske grundfarve, men tillige naturens farve. Den symboliserer vækst, forår og håb. Grøn er kirkeårets grundfarve, den neutrale farve, og anvendes i Helligtrekongerstiden samt i Trinitatistiden.
Sort er sorgens og dødens farve. Langfredag står i den sorte farve.
Kirkeårets liturgiske farver bebuder helligdagens karakter og anvendes således:
Hvidt på de store festdage: 1. søndag i advent, i julen og juletiden, på Mariæ bebudelsesdag, i påsken og påsketiden, Kristi himmelfartsdag.
Grønt: I helligtrekonger-tiden og trinitatistiden.
Violet: I adventstiden og fastetiden.
Rødt: I pinsen (ildens farve) og på Sankt Stefans Dag (blodets farve).
Sort: Bruges kun langfredag.