Gentagelser for tryghedens skyld
På demensplejecenteret Kløverhaven i Vejle fejrer beboerne hver måned gudstjeneste. Det foregår med tegn, sansestimuli og velkendte salmer.
De sidste fem år har sognepræsterne Mads Djernes og Tove Bjørn Jensen fra Nørremarkskirken i Vejle hver måned stået for gudstjenesten for beboerne på demensplejecenteret Kløverhaven i Vejle sammen med organist Pojken Flensborg.
Det foregår altid på plejecenteret og altid den første torsdag i måneden. Her deltager 8-10 beboerne i den 25 minutter lange gudstjeneste, der indeholde faste elementer som Trosbekendelsen og Fadervor, men derudover er præget af gentagelser, sansestimuli og genkendelige salmer.
- Vi gør nøjagtigt det samme fra gang til gang, bortset fra, at to af salmerne bliver skiftet ud efter årstiden. Ellers bygger gudstjenesten på en fast rytme for tryghedens skyd, forklarer sognepræst Mads Djernes.
Den tilpassede gudstjeneste med mange gentagelser og sanselige elementer er med til at skabe et meningsfuldt rum for de deltagere, der er ramt af demens, hvor det i højere grad er musikken og ritualerne end selve ordet, der vækker genklang.
- Vi lever i et hyperkognitivt samfund, hvor vi måske glemmer, at vi er meget mere end vores hjerne. Vi er også vores kroppe og vores sanser. Det gælder især hos mennesker med demens, som jo ikke altid kan være med i hovedet. Til gengæld kan vi vække sproget til live for en stund, når vi synger, klapper i takt eller rører ved hinandens hænder og gengiver nogle ritualer, siger Mads Djernes.
Udgangspunkt i det sanselige
Mads Djernes har bl.a. hentet inspiration til gudstjenesten i bogen "Kirke med dementramte", der er skrevet af sognepræst Mette Christoffersen Gautier og organist Christine Toft Kristensen. Bogen rummer relevant viden om demens og forslag til, hvordan man kan skabe kirke sammen med mennesker, der er ramt af demens.
Det er b.la. med inspiration fra bogen, at Mads Djernes sørger for, Fadervor bliver sagt med den gamle oversættelse, som generationen på plejecenteret har lært. At Trosbekendelsen bliver sagt og vist med tegn. At sanserne bliver vækket til live med et lille trækors eller et skumhjerte, man kan holde i hånden.
Mads Djernes er ikke i tvivl om, at den tilpassede gudstjenesteform rammer beboerne på demensplejecenteret.
- Vi kommer udefra med noget, der er anderledes end den hverdag, beboerne har på hjemmet. Vi skaber et rum og en tid, der er anderledes. De får lov at være og måske være en anden, end de er i det daglige. De bliver trukket ud af det rum, de er i til hverdag, og der bliver skabt noget højtideligt, siger Mads Djernes.
Han oplever, at deltagerne under gudstjenesten liver op. Hos nogle er det, når organist Pojken Flensborg går rundt og hilser på deltagerne med sit klokkespil. For andre er det under Fadervor, hvor den tillærte rytme pludselig flyder.
Også for præsten selv er de demensvenlige gudstjenester menighedsfulde.
- Teologisk set er vi altid noget overfor Gud. Vi er altid værdifulde mennesker, også selvom vi har mistet vores kognitive sans. Det er det, der ligger bag, at vi laver kirke på denne her måde: Troen på, at det har relevans og værdi for det menneske, der er ramt af demens.
Kirkemusikalsk Stiftsudvalg holder 21. november fyraftensmøde om kirke, musik og dementsramte i Brændkjærkirken i Kolding. Se mere ved at klikke her.
LÆS MERE: DEMENSKOR OG FÆLLESSANG I FOLKEKIRKEN VED AT KLIKKE HER.