Kirkekunsten og forkyndelsen
I anden halvdel af det 20. århundrede er der sket en bemærkelsesværdig udvikling indenfor moderne kirkekunst. Kunstnere som Per Kirkeby, Bodil Kaalund og Peter Callesen har skabt værker, der både respekterer traditionen og bringer nye, innovative elementer ind. Men valget af kunstner og værkets udtryk har ikke altid været uden diskussioner.
Gennem århundreder har kirke og kunst være uløseligt forbundet, når de store fortællinger, personligheder og eksistentielle problemstillinger fra Bibelen har skullet understøttet ordene i kirken og sognegården.
Det betyder dog ikke, at foreningen mellem forkyndelsen og kunsten alle dage har været uproblematisk. For skal kunsten altid gengive et tydelig motiv fra Bibelen? Hvor moderne må kirkekunsten være i sit udtryk? Og hvor kristen skal kunstneren selv være?
- Kirken har traditionelt haft nogle malere, der mere eller mindre stod i kirkens tjeneste, men efter 1940 skete der et nybrud, som dannede grundlaget for den moderne kirkekunst, forklarer Carsten Bach-Nielsen, der er kunsthistoriker og lektor emeritus ved Institut for Kultur og Samfund - Systematisk Teologi på Aarhus Universitet.
- Der kom andre kunstnere på banen, som ikke følte sig som naturlige leverandører af kunst til kirken eller offentligt brug i det hele taget. De "nye kunstnere" begyndte at sætte deres præg på kirkerummene på deres måde, og det førte til nogle vældige diskussioner om, hvad kirkekunst egentlig var, siger Carsten Bach-Nielsen.
Den nordlige side af Helligåndskirken i Flensborg er blændet af en sidebygning, hvilket lysmæssigt gør denne side af kirken mørk. Billedhugger Bjørn Nørgaard fik til opgave at oplyse den mørke side af kirkens rum med motiver fra Bibelen. Det løste han med tre glasmosaikker i vinduerne, oplyst af LED-lys refleksion fra en forgyldt plade. Kunstneren skabte desuden en bronzeportal til dørnichen i kirken. Foto: Lars Salomon.
Genkendelighed eller fri fantasi
Da den daværende kirkeminister Bodil Koch under sin ministertid gav udtryk for, at det var i orden at male non-figurativt i kirken, blev Mogens Sørensen den første kunstner, der greb bolden og i 1954-55 malede det flade loft i Hover Kirke ved Vejle med et fuldstændig non-figurativt maleri.
- Det var ren rød klud for folk, for de kom i kirken for at få mening, og nu skulle de kigge på noget, der ikke gav mening for dem. Kirkens dekoration kunne nu pludselig føltes fremmedgørende. Man kunne godt acceptere en stor kunstner som Sven Havsteen-Mikkelsen, der også virkede fra et klart defineret, kristent ståsted, men der kom jo også kunstnere til, der virkede i deres egen ret og udtryk. Og de følte sig ikke nødvendigvis pålagt at male kristne dogmer og tanker eller male illustrativt. De skabte et værk ud fra egen fantasi og forestillingsevner ud fra devisen: "Vi kan ikke skabe, hvis vi er bundne", fortæller Carsten Bach-Nielsen.
Balladen om Ribe Domkirke
En af de helt store diskussioner i moderne kirkekunsts historie var balladen omkring Ribe Domkirke.
I 1983-1987 fik kirkens apsis tilført et markant kunstværk af den internationalt anerkendte danske maler Carl-Henning Pedersen fra CoBrA-gruppen.
Hans spontan-abstrakte kunst og frit fabulerende og farverige udsmykning skabte voldsom debat i Danmark. Kombinationen af det moderne, ekspressionistiske maleri i landets ældste domkirke fandt man kontroversielt, og det blev ikke mindre kontroversielt af, at kunstneren ikke var troende i traditionel forstand.
- Klogt nok valgte Ribe Domkirke at udstille hans udkast, så folk kunne komme og se dem og forholde sig til dem. Selvom der kom en vældig diskussion for og imod, fik Carl-Henning Pedersen opgaven med at udsmykke kirkens apsis, siger Carsten Bach-Nielsen.
Tidligere biskop i Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen, som var præst ved domkirken, da Carl-Henning Pedersen skabte sit værk, har tidligere i Kristeligt Dagblad udtalt, at hun: "....mener generelt, at den voldsomme debat omkring Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe Domkirke har medført, at man i folkekirken er blevet mere bevidst om, at kirkekunsten stiller særlige krav."
Kirke eller kunstmuseum
Adspurgt om, hvad der kendetegner kirkekunsten i disse år, svarer Carsten Bach-Nielsen:
- Mange steder har man indgået samarbejdet med kunstnere, der nærmest laver totalkunst, f. eks. Per Kirkebys udsmykning i Frejlev Kirke i Aalborg Stift. Det var jo et helt omdesign af en kirke. Bjørn Nørgaard er et andet eksempel, der bl.a. har sat sit præg på Christianskirken i Fredericia og Helligåndskirken i Flensborg. Arne Haugen Sørensen har også sat et stort aftryk på mange kirker. Det skal man huske tænke over, når man kaster mange penge efter en kunstner i menighedsrådet, for man kan ikke bare skifte en totaludsmykning ud eller flytte en altertavle.
Men det kan også blive fantastisk flot, når kunstnerne går linen ud og laver et totalværk, pointer Carsten Bach-Nielsen.
- Nørremarkskirken i Vejle er et godt eksempel på en kirke, der virkelig har fået en opgradering efter Peter Brandes udsmykkede kirken. Før var det en lidt kedelig kirke, der var meget træt, fordi den var bygget i billige materialer. Men så slap man Brandes løs, og det er blevet utrolig flot.
Og så er der en anden omstændighed, der er værd at dvæle ved, når man taler om kirkekunstens betydning, siger Carsten Bach-Nielsen:
- Den tidligere provst i Vejle, Leif Arffmann, sagde altid, at man skulle passe på ikke at lave en kulturarvsficering af kirkerne, så de bliver kunstmuseer. Kirken skal ikke blive fremmed i eget hus, og menigheden skal ikke vige for, at kirken er et sted, hvor berømte malere har sat deres aftryk.
Læs mere om moderne kirkekunst i Michael Wivels bog: "Kunsten i kirken" eller på modernekirkekunst.dk.
