Ny præst i Broager Sogn
Efter 16 år i Ensted Kirke får Anne-Mette Damkjær Larsen per 1. november nyt embede i Broager Sogn.
Hvorfor blev du præst?
- Mit ønske om at blive præst begyndte i den anden ende af kirken. Jeg var organist-vikar i mange forskellige kirker på Fyn, mens jeg gik i gymnasiet, og det vækkede en interesse for teologi og det kirkelige fællesskab.
Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg vil gerne være en præst for hele sognet – og være med til at gøre kirken og kirkelivet synligt og vedkommende.
Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- At finde balancen mellem vores indre følelsesliv og de ydre krav fra samfundet. Dette inkluderer ensomhed, frygten for at fejle, ønsket om at finde mening, og presset fra forventninger, både egne og andres.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- At være nærværende og skabe relationer og fællesskab.
Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Jeg holder af mange salmer, men der en salme, der har sneget sig ind på førstepladsen lige nu. Det er Lisbeth Smedegaard Andersens efterårssalme ”Fra vest står blæsten” fra 2013. Salmen lader på fineste vis taknemmelighed, vemod, trøst og håb smelte sammen med skønne naturbilleder, og det hele samles i den smukke melodi af Erik Sommer.
Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Jeg holder meget af beretningen om den lille tolder Zakæus, der får en ny chance og bliver en del af et fællesskab, da han møder Jesus.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
- "Livskraft" af Sørine Gotfredsen, og lige bagved en nordisk krimi.