Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Matias er ny præst i Sottrup-Nybøl

27-årige Matias Tidemand Sørensen er den nye præst i Sottrup-Nybøl i Sønderborg Provsti. Han tiltræder 1. februar sit første embede.

Matias

Matias Tidemand Sørensen har bl.a. sat sig ind i Sønderjyllands historie ved at læse Tom Buk-Swientys bøger om den dansk-tyske krig i 1864.

Hvorfor blev du præst?
- Fordi evangeliet er så godt, at jeg bare må være med til at give det videre, udbringe og udlægge det for folk. Derudover har jeg gennem tiden talt med et væld af præster, der alle har sagt til mig at det er et fantastisk og meningsgivende job, hvilket også har medvirket til, at det er den vej, jeg selv er gået.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- En tilstedeværende præst, som menigheden er glad for og gerne vil henvende sig til, om både stort og småt.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Jeg synes, at ensomhed er et af vores helt store udfordringer som menneske i dag. Der er alt for mange mennesker, der er ensomme. Selvom de har venner og familie kan ensomhedsfølelsen ramme, hvilket jeg på sin vis synes er paradoksalt: At man, selvom man er sammen med andre mennesker, kan være ensom.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- I kraft af det foregående spørgsmål, vil jeg sige, det er at skabe fællesskab, og vedblivende at være et solidt fundament i samfundet både i en religiøs og kulturel sammenhæng.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- "Alt hvad som fuglevinger fik", af Grundtvig. Jeg synes, den er så flot i både melodi og tekst, hvor Grundtvig formulerer tanken om, at vi i sangen forbindes med Gud. Og så sang vi den ved to af mine gode venners bryllup sidste sommer, som jeg glædeligt mindes, når jeg hører den.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Nadvermåltidet, på tværs af evangelierne. Her fornemmer man virkelig, at der er noget på spil. Kristus ved. at han skal dø, og de sidste timer bruger han med sine nærmeste, både for at fortælle dem, hvad de skal gøre efter han er gået bort, men sikkert også fordi, at de nærmeste omkring ham havde en særlig betydning for ham. Og han derfor valgte at bruge sin sidste tid sammen med dem. Derved synes jeg, han viser en stor menneskelighed.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Nu er jeg jo allerede flyttet til Nybøl, så lige nu er jeg ved at læse Tom Buk Swientys bøger om stormen på Dybbøl Banke og senere slaget om Als, så jeg er klædt lidt bedre på til at fortælle om området i den historiske sammenhæng, når familie og venner gerne skulle komme ned og besøge mig.