Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Millionstøtte fra fonde til kirkens nye tag

Menighedsrådet fik mod på at søge eksterne midler til Kliplev Kirkes renovering efter et kursus i fundraising hos stiftet, og modtog for nylig over 4 mio. kr. i støtte fra fonde.  

Kliplev Kirke

Blytaget på Kliplev Kirke står foran en tiltrængt udskiftning. 

Støtte fra en eller flere af landets mange fonde til renovering af kirkerne eller andre kirkelige projekter er en oplagt mulighed til at få medfinansiering. 

Det har menighedsrådsformand Arne Rasmussen fra Kliplev Kirke erfaret, efter kirken for nylig modtog over 4 mio. kr. i fondsstøtte.

Kliplev Kirke stod for en omfattende renovering af kirkens tagkonstruktion, samt udskiftning af blytaget, og et nyt trætag på det fritstående klokketårn.

I 2022 fik menighedsrådet udarbejdet et projekt, indhentet alle relevante tilladelser, og der blev afholdt licitation over projektet til udførelse i 2023-24. Den samlede pris endte på 10.250.000 mio. kr. 

Finansieringen blev godkendt med et lån fra stiftsmidlerne på 6 mio. kr. 

Resten skulle menighedsrådet selv søge at fremskaffe. 

- At søge fondsmidler var en oplagt mulighed, men ingen af os havde kendskab til området eller før prøvet at søge fondsmidler, fortæller Arne Rasmussen, der er Kliplev Kirkes menighedsrådsformand.

Workshop på stiftet

Derfor deltog tre medlemmer af menighedsrådet i en gratis workshop om netop fundraising til kirkelige projekter, der blev afholdt af Haderslev Stift i februar 2023.

- Her fik vi indgående kendskab til muligheder og procedurer ved fundraising, samt brugeradgang til fonde.dk, som er en database med oversigt over alle landets fonde og deres formål. På workshoppen blev det understreget, at det var vigtigt at formulere en kort beskrivelse af, hvorfor fonden lige netop skulle imødekomme vores ansøgning, og hvorfor, ideen var støtteværdig, siger Arne Rasmussen. 

Ved at gennemgå de forskellige fondes formål udvalgte menighedsrådet tre muligheder: Kirkeministeriets Istandsættelsesordning, A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden. 

Hos Kirkeministeriets Istandsættelsesordning var ansøgningsfristen 1. april. Det kunne man ikke nå. Tilbage var dermed A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden.

Vær kortfattet og ærlig

Menighedsrådsformanden lavede herefter et oplæg, hvorefter menighedsrådet mødtes og i fællesskab fik skrevet et kort og præcist følgebrev. 

Det blev tilrettet til henholdsvis A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden, der sammen med arkitektens projektbeskrivelse, det endelige budget og arkitektens overslag udgjorde ansøgningen.  

- I følgebrevet til A.P. Møller fokuserede vi på grænselandet, kulturværdien og kirkens betydning for Hærvejen. Det gik igen hos Augustinus Fonden, men her lagde vi mere vægt på bevaring af kirkens inventar, siger Arne Rasmussen.

Ansøgningerne blev indsendt 24. april 2023, og 1. november 2023 modtog kirken en bevilling på 2,5 mio. fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formål, samt 2,0 mio. fra Augustinus Fonden. 

Dermed fik Kliplev Kirke sit projekt fuldt finansieret, og delvist via fonde.

-  Vores erfaring er, at man i hele forløbet er kortfattet og ærlig, uden store, indviklede forklaringer, og at den projektbeskrivelse, der skal medsendes, er klar og gennemarbejdet. Projektets fortræffeligheder må gerne fremhæves, men skal kunne dokumenteres, siger Arne Rasmussen.

Vil du også have redskaberne til at gennemføre en fondsansøgningsproces? Så holder stiftet sin den næste gratis workshop i fundraising til kirkelige projekter 10. september kl. 17-20.30. Tilmeld dig hos lek@km.dk.

Fakta

Guide til sognets fundraising

Vil du vide mere om, hvordan du griber en fondsansøgningsproces an, og søger ekstern finansiering til kirkelige projekter? 

 

Så læs mere i stiftets guide til fundraising, som du finder ved at klikke her. 

Fakta

Adgang til fonde.dk

Har du et støtteværdigt projekt til glæde og gavn for hele eller dele af målgruppen i dit sogns menighed, men mangler ekstern finansiering for at realisere projektet? Og har du brug for et afgrænset overblik over, hvilke støttemuligheder, der kan være relevante for dit projekt? 

 

Det kan du få hos fonde.dk, der er en database med over 15.000 fonde, puljer og legater. 

Stiftsrådet har tegnet et abonnement hos fonde.dk, som du kan få adgang til, hvis du sidder i et menighedsråd eller et stiftsudvalg i Haderslev Stift. 

 

Læs mere om adgang til fonde.dk ved at klikke her.