Klar til valgår
Til efteråret skal der vælges nye menighedsråd, og det er nu, sognene går i gang med at finde lokale kandidater og taler om vigtigheden af menighedsrådsarbejdet.
2024 bliver et valgår for folkekirken, hvor stiftets menighedsråd forbereder sig til at hverve medlemmer, der vil engagere sig i den lokale kirke og tage ansvar for dens drift og fremtid.
Allerede nu er sognene i gang med forberedelserne til valget: De skal fortælle, hvilke væsentlige opgaver menighedsrådene løser, om det vellykkede arbejde til gavn for både kirke- og lokalliv, ligesom der skal ledes efter nye kandidater.
Helle Pedersen har siden 2008 været menighedsrådsformand i Smidstrup og Skærup Sogn i Vejle Provsti, og hendes erfaring er, at den personlige opfordring er den bedste måde at rekruttere nye kandidater på.
- Vi vil gerne have fat i de personer, der har nogle kompetencer, som vi har brug for i menighedsrådet. Det kan f. eks. være i forhold til bygninger eller rollen som kasserer. Når vi spotter egnede kandidater, prikker vi til dem, forklarer Helle Pedersen.
Hun kom selv i menighedsrådet, da hun blev prikket på skulderen, og regner også med at stille op igen i år.
Forventningsafstemning er vigtigt
Menighedsrådet for Smidstrup og Skærup Sogn gør meget ud af at fortælle, at det er et givende, men også stort arbejde at sidde i menighedsrådet, så de lokale borgere ved, hvad de går ind til.
- Det gør vi, så folk ikke bliver overrasket, men det bliver man jo alligevel. Det kan vi godt være udfordrede på, men vi skal nok lykkes med det, også i år. Vi planlægger bl.a. et fælles arrangement med Borgerforeningen i Skærup Sogn, som vi normalt laver et årligt arrangement med.
Smidstrup og Skærup Sogn har fået mange nye tilflyttere, som kunne være potentielle nye medlemmer af menighedsrådet, men:
- Der er mange børnefamilier i blandt, og de har nok at se til. Vi er et egentlig et aktivt samfund med mange tilbud, hvor lysten til at deltage og engagere sig er der. Men der er mange ting, som folk i forvejen bruger tid på, så det kan være svært også at deltage i menighedsrådsarbejdet, når forældreråd, sommerfest, spejderklub og idrætsforeninger også skal passes, siger Helle Pedersen.
Tidligere biskop fortalte om menighedsrådsarbejdet
Også Kirsten Grauholm, der er menighedsrådsformand for Starup Kirke i Haderslev Domprovsti, har bedst erfaring med at få nye kandidater ved den personlige kontakt.
- Vi har talt meget om, at vi skal prikke til dem, vi selv har mødt, som vi kan se vil være gode i menighedsrådet. Det nytter ikke bare at invitere til møde. Jeg tror på, det at få nye kandidater handler rigtig meget om at gå i dialog med folk og komme med en direkte opfordring, siger hun.
Desuden planlægger menighedsrådet at deltage i Starup Festdage for at møde en bredere målgruppe af eventuelle kandidater. Desuden medvirker flere af menighedsrådets medlemmer i det lokale magasin, hvor de fortæller, hvordan det er at være med i menighedsrådet.
Kirsten Grauholm blev selv involveret i menighedsrådsarbejdet, fordi hun blev spurgt.
- Og så deltog jeg også i et møde, hvor den tidligere biskop Olav Lindegaard var invitereret til at fortælle om menighedsrådssamarbejdet. Det gjorde han rigtig godt, og han fik forklaret, hvad det gik ud på, og hvorfor det faktisk var vigtigt arbejde. Det kunne være godt med en person, der kan tale godt for sig og forklare, hvor væsentligt arbejdet er. Og at det er store pengesummer, man forvalter, så det er ikke en ligegyldig en opgave, der skal løftes.
Prikkerunden virker
Menighedsrådsformand Erik Berg fra Genner Sogn i Aabenraa Provsti er lokal ildsjæl af den gamle skole. Han har siddet i meningsrådet i 13 år. Han er med i det lokale vandværk. Og børnene kender ham som julemand.
- Det kan godt være en fordel, at være et kendt ansigt i området, når der skal findes nye kandidater, men vi mangler stadig at få fat i de yngre medlemmer til menighedsrådet. Og ikke mindst at få dem til at blive ved med at sidde over flere perioder, for der går altså mere end fire år, før man er helt inde i sagerne administrativt, fortæller Erik Berg.
Ligesom sine to formandskollegaer er det også Erik Bergs erfaring, at den personlige opfordring fra menighedsrådet er det, der virker.
- Det er prikkerunden, der får folk til at stille op, og det tager nogle gange lang tid. Den sidste, jeg fik ind, havde jeg opfordret i et par år, før hun sagde ja.