Karen er ny migrantpræst i Sønderborg
Med stillingen som sognepræst i Christianskirken i Sønderborg fulgte også opgaven som provstiets nye migrantpræst. Mød Karen Møldrup Rasmussen, der her fortæller om sin nye rolle.
Hvorfor er du gået ind i arbejde som migrantpræst?
- Jeg tiltrådte ny stilling ved Christianskirken i Sønderborg, og her havde opgaven som migrantpræst tidligere ligget, så jeg syntes, det var nærliggende at samle opgaven op og fortsætte i de spor, som var lagt. Dertil er Christians Sogn det sogn i provstiet med flest forskellige etniciteter, så det gav også god mening, at arbejdet med migranter udgik herfra.
Hvilke opgaver motiverer dig i arbejdet som migrantpræst?
- Det hele er stadig meget nyt, og det er et nyt arbejdsområde, jeg bevæger mig ind på, så jeg skal lige finde mine fødder og få det internationale udvalg rigtig i gang. Jeg tænker, at mødet med ’den anden’ er der, det interessante og motiverende ligger - og der er det lige meget, om man er etnisk dansker eller migrant.
Hvem er dine vigtigste samarbejdspartnere?
- Først og fremmest skal jeg have godt gang i udvalget under provstiet, og så er der forskellige aktører i Sønderborg Provsti, som det kunne være spændende at rette henvendelse til: Det kunne være sprogskolen og SDU Sønderborg. Derudover tænker jeg, at der i de lokale sogne ligger meget skjult migrantarbejde, som det kunne være spændende at få frem i lyset. Jeg tror, der ligger meget diakoni i migrantarbejdet. Der har tidligere været afholdt religionsmøde-debat på ungdomsuddannelserne og De Ni Læsninger på flere sprog, og jeg tænker, at det også kunne være spændende steder at bygge bro.
Hvordan ser Sønderborg Provstis billede ud i forhold til migranter?
- Når vi ser på, hvem de typiske migranter er, så har vi mange tyskere, og dertil en stor broget skare fra mange forskellige lande. Som folk er flest, efterspørger de helt sikkert noget meget forskelligt.