Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Høj tillid til folkekirken trods svagt faldende medlemstal 

Årets kirkestatistikker viser, at tendensen med et svagt årligt fald fortsætter. Men der er stor kontakt til folkekirken blandt befolkningen, som har en stabil og høj tillid til folkekirken, viser dugfrisk undersøgelse.

Kirkestatistik

Årets kirkestatistik viser svagt faldende medlemstal, mens ny undersøgelse beretter om stor kontakt med - og tillid til - folkekirken blandt befolkningen.

Andreas Lindbjerg Nielsen og Lene Kjældgaard.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for folkekirkens år 2023. Her kan man konstatere, at de fleste hovedtal følger den forventelige tendens med et svagt årligt fald. 

Det gælder således medlemstal, medlemsprocent, antal konfirmationer, begravelser og vielser, der alle er faldet en smule. Der har også været flere udmeldelser end sidste år, uden at det dog nærmer sig tallene for 2012 og 2016. 

Til gengæld har barnedåbsprocenten overraskende nok vist sig at være stabil, hvilket flugter med resultaterne fra en helt ny spørgeskemaundersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som peger på, at der stadig er en stor kontaktflade mellem folkekirken og befolkningen samt en grundlæggende høj tillid. Det vender vi tilbage til, først en gennemgang af de vigtigste tal og tendenser. 

OVERBLIK: Se nøgletal for kirkestatistikken 2023

Medlemsprocent påvirkes af indvandring 

Det samlede antal medlemmer af folkekirken per 1. januar 2024 er 4.253.575. Det er et fald fra 2023 på 22.696 medlemmer. 

Kaster man et blik på medlemsprocenten, altså hvor stor en del af hele befolkningen, der er medlemmer af folkekirken, ligger den på 71,4 %. Det er et fald på 0,7 procentpoint fra 2023, hvor medlemsprocenten var 72,1 %. Det svarer nogenlunde til det gennemsnitlige fald i medlemsprocenten de seneste 10 år. Den er faldet i år mindre end sidste år, hvor den faldt med 1,1 procentpoint.

Det er en velkendt historie, at faldet i medlemsprocenten påvirkes af, at andelen af indvandrere og efterkommere i befolkningen stiger, og i disse grupper er meget få medlemmer af folkekirken. Den 1. januar 2024 udgjorde indvandrere og efterkommere 15,9 % af befolkningen, og blandt dem er kun 6,6 % medlemmer. Ser man alene på folk med dansk oprindelse, så ligger den på 83,5 %.  

Derudover spiller det selvfølgelig også ind på medlemsprocenten, at 14.422 har meldt sig ud af folkekirken i 2023, ligesom det også spiller ind, at generelt færre døber deres børn. 

- Det langsomme fald i medlemstallet i procent og medlemstal er et vilkår i de her år, som for størstedelens vedkommende skyldes, at sammensætningen i befolkningen ændrer sig, og flere kommer hertil med anden kulturel baggrund, siger biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen.

For Haderslev Stift gælder det, at 759 danskere i 2023 meldte sig ind i folkekirken i stiftet, mens 1.067 danskere meldte sig ud af folkekirken i Haderslev Stift i 2023. 

Med en medlemsprocent på 76,3% ligger Haderslev Stift som i de seneste år noget over landsgennemsnittet på 71,4 %.

Dåbsprocent overrasker

Barnedåbsprocenten for 2022 var 56,2 %, hvilket svarer til samme niveau som for 2021. Det er usædvanligt, at barnedåbsprocenten er stabil, da der plejer at være en svag nedgang i barnedåbsprocenten på lidt over 1 procentpoint om året. 

Dåbsprocenten udregnes med et års forsinkelse, da alle børn i en årgang skal kunne ”nå” at blive døbt, inden de er fyldt 1 år. Derfor er den nyeste dåbsprocent altså udregnet blandt børn, der er født i løbet af 2022.

Antallet af dåb i Haderslev Stift i 2023 er på 3.384. Det er et fald på 85 dåb i forhold til 2022. Barnedåbsprocenten er stabil på 63,8 %, hvilket svarer til barnedåbsprocenten for 2022.

LÆS MERE: Folkekirken i tal

Tilslutning til folkekirkelige begravelser

I 2023 var antallet af folkekirkelige begravelser og bisættelser i Haderslev Stift 4.226, hvilket er et fald på ca. 200 begravelser eller bisættelser i forhold til 2022. 

Dog har antallet af begravelser/bisættelser været let stigende over de seneste 10 år, og bortset fra 2022 er antallet i 2023 på det højeste antal set over de sidste 10 år.

Begravelsesprocenten for folkekirkelige begravelser og bisættelser i Haderslev Stift er faldet med 0,4% procentpoint fra 85,9% i 2022 til 85,5% i 2023, hvilket svarer til tendensen på landsplan, hvor begravelsesprocenten har vist et fald på 0,5 procentpoint.

- Også her viser statistikken folkekirkens fortsat stærke forankring i det danske samfund. Jeg hæfter mig ved, at godt 85 % af de begravelseshandlinger, der foregår i Danmark, sker i folkekirkens regi. Det vidner om, hvad begravelseshandlingen betyder, både for den enkelte familie, vores fællesskaber i lokalsamfundet og for vores samfund i det hele taget: At vi har en begravelseskultur, som favner så bredt, siger biskop Marianne Christiansen. 

Største antal konfirmerede i fire år

Hun hæfter sig desuden ved, at knap 72 % af en ungdomsårgang i Haderslev Stift bliver konfirmeret.

Med en konfirmationsprocent på 71,9 % er tallet en stigning på 0,2 procentpoint siden 2022, hvor konfirmationsprocenten var på 71,7%. 

Stigningen i konfirmationsprocenten i Haderslev Stift er modsatrettet tendensen på landsplan, hvor konfirmationsprocenten i 2023 er faldet med 2,2 procentpoint siden 2022.

- Det er glædeligt, at så mange unge i stiftet deltager i konfirmationsundervisningen, får en relation til præsten og tilegner sig viden om tro. Man kan vanskeligt overvurdere, hvad deltagelse i konfirmationsundervisningen betyder for det enkelte unge menneskes dannelse og trosforhold.  Det er virkelig glædeligt og det betyder også, at vi ser, hvor vigtigt det er at skønne på og bakke op om konfirmationsundervisningen i sognene og den indsats, som præsterne gør, for de gør det rigtig godt, siger biskop Marianne Christiansen.

Høj tillid til folkekirken

Som supplement til kirkestatistikken offentliggør Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter rapporten ’Folket og folkekirken 2024’. Tallene er baseret på en spørgeskemaundersøgelse med 1.000 svarpersoner. 

Hvor de årlige kirkestatistikker viser de præcise tal, fokuserer ’Folket og Folkekirken’ mere på tendenser i befolkningens holdninger til folkekirken og tro. Den konkluderer, at både medlemmer og ikke-medlemmer stadig har stor kontakt med - og tillid til - folkekirken.

80 % af befolkningen har nogen, stor eller meget stor tillid til folkekirken. Dette er højere end tilliden til folketinget og på niveau med tilliden til skolerne og uddannelsessystemerne.

I en YouGov-undersøgelse fra 2016, som stillede samme spørgsmål, var tallet 73 %. Det kunne derfor tyde på, at befolkningen har en stabil og høj tillid til folkekirken.

Derudover svarer 38 %, at folkekirken er vigtig eller meget vigtig for dem personligt, mens 61 % svarer, at folkekirken er vigtig eller meget vigtig for samfundet.

LÆS UNDERSØGELSEN 'FOLKET OG FOLKEKIRKEN 2024' HER

Stor kontaktflade med befolkningen

Der er også en stor kontakt til folkekirken blandt befolkningen, hvor 73 % har været i kontakt med folkekirken på en eller anden måde i løbet af det seneste år. Det kunne være som deltager til en kirkelig handling eller en julegudstjeneste. Det drejer sig om 80 % blandt medlemmerne, men også en stor del ikke-medlemmer – 52 % - har været i kontakt med folkekirken sidste år. 

Procentmæssigt er der flere i befolkningen, der har deltaget i folkekirkelige arrangementer eller julegudstjeneste i 2023 (38 %) sammenlignet med 2021 (30 %).

Den store kontakt viser ifølge rapportens forfattere, at folkekirkens berøringsflade med borgerne er stor og alsidig.

FIND FLERE TAL OG STATISTIK HER

Fakta

Typer af kontakt med folkekirken

47 %, af befolkningen: Kontakt ved kirkelige handlinger (dåb, bryllup, konfirmation, begravelse)

35 % af befolkningen: Besøg på kirkegården udover til begravelser

18 % af befolkningen – Julegudstjeneste

16 % af befolkningen - Kontakt via koncerter, foredrag eller andre kulturelle arrangementer
 

LÆS HELE UNDERSØGELSEN FOLKET OG FOLKEKIRKEN 2024 HER 

Fakta

Øvrige nøgletal for Haderslev Stift

  • I 2024 er medlemstallet for Haderslev Stift 372.102. Det er et fald på knap 3.000 medlemmer siden 2023, hvor antallet af medlemmer var på 375.076.
  • Medlemsprocenten for Haderslev Stift er i 2024 på 76,3 %. Det er et fald fra 2023, hvor medlemsprocenten lå på 77,1 %, og svarer nogenlunde til faldet på landsplan, der ligger på 0,7 %.
  • Med en medlemsprocent på 76,3% ligger Haderslev Stift som i de seneste år noget over landsgennemsnittet på 71,4 %.
  • Antallet af konfirmerede i Haderslev Stift er steget fra 4.326 i 2022 til 4.343 i 2023. Det er det højeste antal konfirmerede i stiftet siden 2019.
  • I 2023 var konfirmationsprocenten for Haderslev Stift på 71,9%. Det er en stigning på 0,2 procentpoint siden 2022, hvor konfirmationsprocenten var på 71,7%. Stigningen i konfirmationsprocenten i Haderslev Stift er modsatrettet tendensen på landsplan, hvor konfirmationsprocenten i 2023 er faldet med 2,3 procentpoint siden 2022.
  • I 2022 var der 147 velsignelser i Haderslev Stift. Det svarer til et fald på 31 velsignelser siden 2022, men antallet er en del højere end det gennemsnitlige antal velsignelser (126) for de foregående 10 år. Bortset fra 2022 er det faktisk det højeste antal velsignelser set over hele perioden.
  • I 2023 var der 787 vielser i Haderslev Stift, hvilket er 49 færre vielser end i 2022. Selvom der i 2023 var flere vielser end i corona-årene 2020-2021, så er tallet stadig lidt under niveauet fra perioden før corona-tiden.
    FIND FLERE TAL OG STATISTIK HER