Biskoppens månedshilsen - marts

Forrige lørdag blev jeg grebet af taknemmelighed over menighedsrådene. Det er ikke, fordi jeg de øvrige dage ikke føler den taknemmelighed: Jeg er så heldig at have et arbejde, hvor jeg er i daglig kontakt med mange menighedsråd og er vidne til det arbejde – og de problemer og fornøjelser, der følger med – som menighedsrådene gør i hvert eneste sogn i Haderslev Stift.

Det gælder folkekirkens bygninger og ejendomme, det gælder folkekirkens uundværlige medarbejdere i musikken, på kirkegårdene, på kirkekontorer og sognegårde. Det gælder i gudstjenestelivet og de lokale fællesskaber om oplysning og omsorg. Så jo: Hver dag er der grund til at sige tak for de mennesker, der engagerer sig og lader sig vælge ind i et forpligtende arbejde, der har betydning for mennesker i lokalsamfundet og for folkekirkens nutid og fremtid.

At det forrige lørdag blev særligt nærværende skyldes, at vi var samlet til stiftsdagen Kirke SAMMEN, som holdes i Haderslev stift hvert andet år. 

At opleve engagementet og åbenheden hos de deltagende menighedsrådsmedlemmer – og hos de mange medarbejdere, som menighedsrådene heldigvis i stigende grad opfordrer til at deltage som en del af medarbejderens arbejde - var et lyspunkt i en grå tid. 

Iben Maria Zeuthen holdt et tankevækkende oplæg om de forskellige måder kristendom og tro kommer til udtryk i menneskers liv og om folkekirkens betydning og mulighed for at været stedet, også for de unge, hvor tro og håb finder næring, også når det gælder et nyt forhold til naturen og et andet livsindhold end forbrug. 

Derefter gik dagen med samtaler om erfaringer og muligheder i det lokale kirkeliv, med workshops, der gjorde én klogere på alt fra folkekirkens migrantarbejde til blomsterbinding og sidst men ikke mindst, oplivende eksempler på menighedsråds, medarbejderes og præsters praksis rundt om i sognene. Knap 400 menighedsrådsmedlemmer og medarbejdere var en kort stund bl.a. til babysalmesang og meditationsgudstjeneste og til kor og på besøg i ”Herreværelset” i Bredballe. På billedet ses balloner svævende over forsamlingens hoveder – på en måde et billede af sindsstemningen!

Som sagt var det en dag til taknemmelighed over, at så mange bruger tid og kræfter på menighedsrådsarbejdet. Bruger tid, og får tid, håber jeg. Vi taler tit om at vi ”bruger” tid på noget, men jeg øver mig i at sige, at jeg ”får” tid: Jeg fik givet en lørdag i godt selskab med svævende balloner over hovederne.

Det er en stor opgave at sidde i menighedsråd. Der er meget bøvl forbundet med det, som man siger. I drøftelsen af arbejdsmiljøet i folkekirken peger nogle pile på menighedsrådet i forhold til personaleledelse. Og i en del menighedsråd sukkes der over mængden af opgaver. De er også mangfoldige: Fra bygningsvedligehold og kirkegårdsdrift til personaleansvar og diakoni og liturgi og oplysning og varetagelse af lokale fællesskaber. Men virkeligheden er, at det langt de fleste steder går overordentligt godt – vi har måske verdens mest velholdte kirker og kirkegård, og vi har en lokal rodfæstethed og kræfter og vilje til at løfte kirkelige opgaver både i hverdagene og omkring gudstjenesterne.

I disse dage tager Kirkeministeriet hul på en revidering af menighedsrådsloven for at skabe bedre vilkår for arbejdet. Sidste år kom en ny økonomilov, der gør det muligt for menighedsrådene at lægge  bl.a. administrative opgaver, personaleadministration og bygningsvedligeholdelse over i en fælles bestyrelse, så det enkelte råd aflastes. Revisionen af menighedsrådsloven vil uden tvivl sigte på endnu bedre vilkår og mere hjælp til menighedsrådenes opgaver. I det alt sammen skal man efter min mening dog også huske på, at med indflydelse følger bøvl. Så det gælder om at finde den rette balance imellem at bevare menighedsrådenes indflydelse på lokalt at  ”byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst” (Menighedsrådsløftet), og gøre det muligt for mennesker, der også har andre opgaver i deres liv, at varetage en menighedsrådspost. At bruge tid til og få tid i menighedsrådsarbejdet.

Fra forsamlingen i lørdags tog jeg med mig glæden ved at se og gense  mange, som har varetaget  menighedsrådsarbejdet lige så længe og længere, end jeg har været biskop. Det vidner om, at selv om det er krævende at sidde i menighedsrådet, så kan det også være givende. Tak skal I have!