Biskoppens månedshilsen - maj

”Skin over vang/som en morgen med sang,/morgen i maj, når det grønnes” . Jeg er så gammel, at der hele tiden er salmevers, der falder mig ind, men alligevel ikke gammel nok til tage foråret som en selvfølge. Det er et lige stort under hvert år, at jorden grønnes. Alle de blade, alle forskellige, fine og fligede; alle de grønne farver. Fornævnte vers er fra en pinsesalme, ”Du, som går ud fra den levende Gud". 

I maj er der ifølge kirkeåret mange morgener at begynde med sang i kirken – endda udover søndagene: Konfirmationer, Kristi Himmelfart, pinsen (for ikke at tale om store bededag). Al den syngen og gudstjenester i maj, når det grønnes, har at gøre med taknemmelighed over livet og verden, og med erfaringen af, at Gud er til stede i tilværelsen som Helligånden.

Helligånden, det hellige åndedrag i verden. Nogle gange taler vi om Ånden, som om det var det sværeste og mest mystiske at forstå ved Gud. Men måske er det omvendt. Ånden er det mest nærværende, det, som vi alle sammen erfarer. Det er måske mere et spørgsmål om, hvad vi kalder det. Ånd. Ånd er ikke noget uvirkeligt, tværtimod. Vores åndedrag er det, der holder os i live. Ånden mellem mennesker og i naturen, udvekslingen af tanker og ord og følelser og sansninger, er det, der er selve livet. Guds Ånd er den kraft der gennemstrømmer livet og verden og vækker trøst og mod og glæde. Når det grønnes i maj og man får lyst til at synge. Og gennem budskabet om Jesus vækker Ånden troen, håbet og kærligheden. Ånden er det fælles. Stemningen. Det fælles mellem gud og mennesker og mellem mennesker og mellem mennesker og natur.

Det er en hel del at gå i kirke for i denne maj måned – selvfølgelig også ellers, men ikke mindst i maj, når det grønnes. Selve det at gå i kirke har også med ånd at gøre. Når vi er sammen i samme rum, når vi lytter og synger beder sammen, er der mere imellem os, end når vi sidder derhjemme foran skærmen eller går med vores egne tanker. I gudstjenesten bliver vi fælles. I disse dage springer konfirmanderne ud. De har gennem de seneste otte-ni måneder lært noget om, hvad kristen tro betyder og hvordan man kan tænke og tale om Gud, og frem for alt har de erfaret, hvad ånd er og hvad Helligånden er.

Tænk, at så mange unge i Danmark går til konfirmationsforberedelse og bliver konfirmeret. I Haderslev Stift er det omkring 72% af alle unge. Der har i disse dage været opmærksomhed på, at der også i konfirmationsforberedelse kan være pædagogiske problemer i forhold til at undervise børn og unge sammen, som har forskellige udfordringer. Men det helt overordnede billede er, at præster og kirke- og kulturmedarbejdere, organister, kirketjenere og andre gør et stort og frugtbart arbejde i undervisningen, og at menighedsrådene bakker op om undervisningen og sørger for de bedste rammer. Og når vi så når til konfirmationen, er det en dag med hele forårets glæde over de unge mennesker og over den Ånd, der er med dem i deres liv med tro og håb og kærlighed. Det erfares helt sikkert på forskellig måde, og som altid ved store fælles familiebegivenheder blandes sorg og glæde og skyld, men for de fleste er konfirmationsdagen en dag fuld af taknemmelighed over livet og håb for fremtiden.

Konfirmationerne sætter så tydeligt det enkelte lille menneskes liv ind i en større sammenhæng. Flagene hejses, bøgen er sprunget ud, familierne har gjort sig umage, det er morgen i maj, når det grønnes. Hver enkelt konfirmand, som måske i dagligdagen kan føle sig usikker på sig selv og frygtsom for fremtiden, kan få lov at opleve fællesskabet i kirken og familien og høre, måske endda erfare, at Guds Ånd er med i livet og giver styrke til at være i usikkerheden og mod til at være i frygten.

Konfirmation betyder bekræftelse eller styrkelse. Vi håber, at den ungdom, der skal finde vej igennem klimakrise og magtkampe og fordeling af verdens ressourcer, må være styrket af Ånden, så de kan blive modige og glade midt i det hele. Gid de må mærke glæden ved at være til i en verden, hvor der findes forår og underfulde grønne blade.