Biskoppens månedshilsen - juni
Denne weekend samledes vidt forskellige stemmer for at fejre taknemmeligheden over freden og samhørigheden i forbindelse med 825-års jubilæet for Rendsborg by i Slesvig, skriver biskop Marianne Christiansen, der deltog i festlighederne og festgudstjeneste i byens gamle garnisonskirke.
Af biskop Marianne Christiansen.
I søndags var jeg ude at svinge Dannebrog syd for grænsen i forbindelse med et optog i anledning af Rendsborg bys 825-års jubilæum. I den anledning holdt man først festgudstjeneste i Kristkirken, som er bygget af Christian d. 5. med Holmens Kirke som forbillede, og havde derefter for første gang foranstaltet et optog gennem byen under jubilæets motto ”Rendsburg – Heimat für viele” (hjemstavn for mange) og ”Toleranzstadt Rendsburg".
At det var første gang, man fra tysk side begav sig ud i en markering med optog, skyldes ifølge sognepræsten, at ”...vi tyske er ikke så glade for at gå i række og geled”.
Række og geled blev der da heller ikke rigtig tale om: Snarere var der en mangfoldighed af mennesker – skydebrødre og sambaorkester, Lions-klubber og regnbue-folk, kirker og skoler, uniformerede korps og teatertrupper, og selvfølgelig det danske mindretals Sydslesvigske Vælgerforening med dannebrogsflag.
Igennem sol og regn og for fuld musik travede hundredvis af mennesker, anført af to smukke holstenske heste, gennem Rendsborg under den ikoniske jernbanebro uden andet formål end at vise samhørighed og glæde ved at være sammen.
Kristkirken er oprindelig garnisonskirke og ligger ud til den store Paradeplads, som spiller en væsentlig rolle i Danmarkshistorien. Dels byggede Christian d. 5. denne del af byen om til fæstningsværk, og kongen gav også begrænset religionsfrihed her for jøder og andre, begge dele som vi kender det fra Fredericia. Dels var det de danske kongers vigtigste fæstning næstefter København, indtil det slesvig-holstenske oprør brød ud i 1848 her i Rendsborg garnison. I århundrederne før var Rendsborg ved Ejderen både en grænseby mellem nord og syd, et stridspunkt og et mødested.
At den danske menighed og den danske præst Cecilie Brask i dag sammen med sognemenigheden i Rendsborg står for festgudstjenesten ved byens jubilæum, og at man indbyder en dansk biskop til at prædike sammen med Slesvigs biskop, er i historiens lys ingen selvfølge. Gudstjenesten formede sig på dansk og tysk og engelsk, med stemmer fra forskellige kirkesamfund og fra den estiske kirke. Mange stemmer talte om taknemmeligheden over freden og samhørigheden midt i forskelligheden, og stemmerne samledes i bønnen for freden i verden.
En dag som Rendsborgs 825-års jubilæum minder igen om vækker et håb om, at mennesker hellere vil gå i festoptog geledder, og at de kan gå ved siden af hinanden med alle mulige forskellige politiske holdninger, overbevisninger, sprog, flag og herkomster. Gudstjenesten i den gamle garnisonskirke, der fyldtes af sang og bøn om fred, fornyede endnu engang taknemmeligheden over freden i vores grænseland, og opmærksomheden på til stadighed at bede for den og gå sammen om at opretholde den.
