Biskoppens månedshilsen - februar
En længe ventet undersøgelse af folkekirkens arbejdsmiljø blev i sidste uge offentliggjort. Mens medarbejdere generelt oplever stor jobtilfredshed, konkluderer rapporten også, at en del oplever mobning og krænkelser. De skal bekæmpes ved, at vi lærer at omgås med vores indbyrdes uenigheder på en respektfuld måde og ved, at vi får en fælles forståelse af opgaver og åbenhed om magtforhold, skriver biskop Marianne Christiansen.
I forgangne uge udkom en længe ventet og stort anlagt rapport om det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. Det er selv sagt noget, der må interessere os alle, for folkekirken beror på menneskers engagement og glæde ved det fælles arbejde. Hvis ikke medarbejderne trives i arbejdet, er det ikke kun et stort problem for den enkelte – det er et problem for os alle.
FIND HOVEDRAPPORTEN VED AT KLIKKE HER.
FIND EN PIXEUDGAVE VED AT KLIKKE HER.
Rapporten giver et landsdækkende blik på arbejdsmiljøet og rummer både glædelige og bekymrende iagttagelser. Til de glædelige iagttagelser hører, at medarbejderne generelt oplever høj tilfredshed med arbejdet og meget mening i det. Til de triste iagttagelser hører, at en del oplever mobning og krænkelser og er usikre på, hvem deres ansvarlige leder er.
Undersøgelsen peger også på et særligt opmærksomhedspunkt, der handler om supervision af præsterne. Her har Haderslev Stiftsråd allerede sidste år bevilget penge, så alle stiftes præster har mulighed for at deltage i supervision.
Både biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd har stort fokus på arbejdsmiljøet og blev i januar enige om et mere aktivt tilsyn.
Det har også vist sig, at der inden for de gældende regler er mulighed for at ekskludere menighedsrådsmedlemmer, som bærer et ansvar for et arbejdsmiljøproblem.
På landsplan skal der arbejdes med mere uddannelse af menighedsrådene, som har arbejdsgiveransvaret for kirkefunktionærerne.
Biskopperne har sammen med Provsteforeningen og Landsforeningen forpligtet hinanden på at få eksisterende redskaber, der kan forebygge mobning, bragt i spil lokalt. Sammen med de faglige organisationer skal vi også klarlægge behovet for nye tiltag. Rapporten kommer desuden med en række gode anbefalinger, som der skal arbejdes videre på.
Lokalt skal bringes en opfordring til, at vi sammen glæder os over alt det, der går godt, og til stadighed er opmærksomme på at godt og tillidsfuldt samarbejde mellem ansatte og frivillige. Dertil en opfordring til at henvende sig til kontaktperson, provst eller biskop, hvis der er noget galt, og hvis man oplever mobning og krænkende adfærd. Det skal frem i lyset. Og det er muligt at gøre noget ved det, når problemerne bliver taget alvorligt. Det kan denne rapport også være medvirkende til.
Det har i debatten været fremme, at problemet ligger i folkekirkens ”to-strengede” ledelsessystem – altså at menighedsrådene er arbejdsgivere for de lokale medarbejdere, mens kirkeministeriet er arbejdsgiver for præsterne med biskop og provster som nærmeste ledere. Selv mener jeg ikke, at problemet med mobning og krænkelser ville blive mindre i et én-strenget ledelsesansvar – altså hvis alle var ansat centralt.
Mobning og krænkelser hører til vores menneskelige skyggesider, og de skal bekæmpes ved, at vi lærer at omgås med vores indbyrdes uenigheder på en respektfuld måde og ved, at vi får en fælles forståelse af opgaver og åbenhed om magtforhold. Vi er i folkekirken i vidt omfang afhængige af hinanden i al vores forskellighed – det er både det smukke og det svære.
