Biskoppens månedshilsen - april

Det er forår og det regner. Aprilsvejr – skiftende som altid, men lige nu mest skiftende mellem små dråber og store dråber. Det samme er måse at sige om stemningen i kongeriget: Det er forår, og vi har fred og gode vilkår i det store hele og er samtidig tynget af bekymringer: Bekymringer, for de mennesker, der lider under krig og sult og bekymringer over den stadig mere normaliserede tale om oprustning og trusselsbilleder, mellem mennesker såvel som i naturen.

Vi må tage det hele med, ligesom med aprilsvejret. Og fremfor alt må vi se op og få øje på hinanden og vores fælles vilkår som mennesker. Der tales om polarisering i vores tid – at vi taler os væk fra hinanden og står i hver sit ringhjørne og råber til andre om, hvis skyld det er, tingene går galt.  Og stod vi så endda i et rigtigt ringhjørne og kunne se og høre og mærke hinanden, men polariseringen foregår med hjælp fra nettet og algoritmerne på de såkaldt sociale medier, som viser sig at være alt andet end sociale: De fremmer vreden og afstanden imellem os. Man kan skrive så grimme ting, som man så selv føler sig tilfreds ved at komme af med, men som ukendte personer går videre med i deres liv som en tyngde, måske ligefrem som en frygt og et had.

Alt det ved vi. Men hvis vi også skal gøre noget ved det, skal vi have mod til at ændre vaner. 

I et debatprogram i radioen hørte jeg en forsker redegøre for, hvad det betyder for os ikke længere at have øjenkontakt i det offentlige rum – i bussen og toget og på perronen, hvor vi er anbragt sammen i nærheden af fremmede mennesker. Enhver, der kører med tog og bus kan  - hvis vi da løfter blikket et øjeblik - forvisse sig om, at vi med det samme hiver telefonen frem og gemmer øjnene i den, næsten som for at undgå at skulle forholde os til hinanden. Har vi da ikke længere forventninger om venlighed fra hinanden, eller forstærker skærmene fornemmelsen af, at det er sikrest ikke at have kontakt med fremmede?

Og også der, hvor vi rent faktisk kender hinanden, sagde forskeren, skubber skærmene os væk fra hinanden: Den fornemmelse af afvisning, man oplever, når ens samtalepartner måske uden selv at vide det, lader blikket søge telefonen i stedet for – bare for lige at tjekke  - sætter sig i os som mennesker, fordi vi af natur er afhængige af at blive set og anerkendt af andre. Uden at ville det får vi fornemmelsen af, at telefonen er vigtigere end samværet, og uanset hvad fornuften siger, sætter den andens flakkende blik sig som en afvisning og skuffelse i den, der prøver at fange blikket.

Det lyder måske ikke af meget, men det at se hinanden og stille sit blik til rådighed for hinanden forekommer altså afgørende for vores livsmod – og det gælder så både videnskabeligt og religiøst. Velsignelsens ord: At Gud vil lade sit ansigt lyse over os og løfte sit åsyn på os – får en endnu dybere betydning, når vi erfarer, hvad det betyder ikke at blive set. At ingen andre gider løfte sit åsyn fra skærmen for at se på én.

Jeg tror, at folkekirkens opgave som rammen om menneskers fysiske og åndelige nærvær og samvær er uvurderlig. Netop fordi der er så få steder, hvor der opstår samtale og åbne blikke mellem fremmede, er gudstjenesten og de andre åbne møder mere end guld værd. 

Sognekirkerne skal være rum, hvor vi tør se på hinanden, fordi vi er set og anerkendt af Gud. Og måske kan vi endda blive hængende efter gudstjenesten eller mødes i sognehuset eller andre steder og tale med hinanden også om det, vi er uenige om. 

Se op! Der er en himmel over, også over de grå skyer, og først og fremmest er der et ansigt foran dig, som vil ses.