Susanne Charlotte Knudstorp

Jeg havde studieorlov fra maj-juli 2016, hvor jeg beskæftigede mig med, hvorvidt vi i nutidige nordiske film kan se, at vi er evangelisk-lutherske.
Kort sagt må jeg vedgå, at det er ikke let!

Der er så mange historiske begivenheder i de sidste 500 år, der har været med til at spinde vort samfund sammen, som vi kender det i dag. Så det er vanskeligt at konkludere, om dette eller hint går tilbage til Luthers reformation. Den største vanskelighed er også den største forskel på dengang og nu. Det er menneskets forhold til Vorherre, som på Luthers tid fyldte meget for den enkelte, hvad det ikke gør generelt i dag. 
Jeg vil i denne rapport sammenstille en katolsk film med to nordiske film. Jeg ser den katolske film som inspiration og forlæg til to nordiske film, som kommer til at blive et billede på evangelisk-luthersk tankegang. 
 

Om mænd og guder/Des Hommes et des Dieux, Xavier Beauvoir, Frankrig 2011
I 2011 udkom en fransk film om otte munke.  Filmen hedder på fransk: ”Des hommes et des dieu” og bygger på en virkelig hændelse i det borgerkrigsramte land Algeriet midt i 1990´erne. Otte munke lever et stille og roligt liv med arbejde og bøn (ora et labora) i et kloster nær en afsides landsby i Algeriet. Munkene rammes af frygt for deres liv, da oprørssoldater begynder at dræbe udenlandske arbejdere. De er i vildrede, hvorvidt de skal rejse væk fra klostret. Sagen bliver også vendt med landsbyens imam og hans familie. En af munkene forsøger billedligt at beskrive situationen. Munkene er som fugle på en gren, der må flyve videre ud i verden. Men munken afbrydes af imamens hustru, som siger, at han tager fejl. For fuglene, det er ikke munkene, det er landsbyens beboere, og grenene, det er munkene. Men hvor skal fuglene sidde, når grenene er borte? Dette udsagn giver munkene mod.

 I en meget smuk og intens ”nadver”scene sidder munkene ved aftensmåltidet om spisebordet og indtager rødvin af sennepsglas, mens de lytter til Tjajkovskij: ”Svanesøen” fra en ramponeret båndoptager. Musikkens skønhed svøber sig om de nu forløste munkes ansigter, som lyser op i glædestårer. Filmen viser med en stille ro, hvordan mennesker, der har fulgt et kald, ikke er guder, men ganske normale mennesker, der også er bange for at dø. Deres rådvildhed og til sidst deres beslutsomhed vises uden heltemodige scener.

Filmens titel er hentet fra Psalme 82,6 fra GT: ”I er guder, I er alle sønner af den højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene”.

Filmen hedder direkte oversat fra fransk: ”Om mænd og guder”, men den blev oversat til dansk: ”Om guder og mænd”! Hvorfor man har valgt at ændre på rækkefølgen, ved jeg ikke.
 

Om guder og mænd/Des Hommes et des Dieux – filmens tema i stikord:

”Faderen” = Vorherre

De katolske munke er i et nært forhold til Gud.

Angsten får en af dem til højlydt at anråbe Gud om natten om hjælp.

De beder og synger til Guds ære.

De er ikke blevet munke for at blive dræbt – ”Jeg blev munk for at leve ikke for at få halsen skåret over og blive martyr”

De er blevet munke, fordi de fandt en kærlighed (til Vorherre) som var større end en kærlighed, de havde mødt før (samtale mellem en munk og en ung pige fra landsbyen)

Argumenter for og imod at rejse bort fra borgerkrigen.

Spørgsmålet: Skal de rejse?

Følge ens samvittighed.

Rejse væk og overgive landsbyen til terrorister?

Blive – hvornår er vi begyndt at adlyde våben?

Rejse – gradvist?

At rejse er at dø! – derfor blive!

Ingen venter mig – derfor blive med sine brødre

Overveje og bede!

Vi må få hjælp fra Herren – Himlens og jordens Skaber.

De beslutter hver og en sig for at blive.

Kolsterlægen Luc tager sig af alle – også de sårede terrorister! Han er ikke bange for døden, for, som han siger, er han en fri mand! Det blev han, da han gav sit liv til Kristus.

”Vores mission er at være brødre for alle – ven som fjende – lad os dække bord for alle”. (fransk: TOUS)

Kald er at blive!

”Markens blomster flytter sig ikke for at finde solens stråler. Gud sørger for, at de blomstrer, der hvor de vokser”

Gudstjeneste med nadver uden vin.

Men til aftensmåltidet bringes gode flakser rødvin ind og med Tjajkovskijs ”Svanesøen” fra en udtjent kassettebåndoptager zoomes der ind på hver enkelt munk, hvor tårer glædestårer lyser.

De bliver samme nat hentet og ført bort. Vi ved, at de bliver dræbt, men man ved endnu ikke, om det er regeringens soldater eller oprørerne, der dræbte munkene. 

Hvad er der med de mænd?

Siden denne franske film er der i Norden udkommet flere film med ”Mænd” i titlen. 
”Mænd og høns” Anders Thomas Jensens film fra 2015. Med undertitlen: Man vælger ikke selv sin familie! 
”Om heste og mænd” Island, Benedikt Erlingssons film fra 2014 (Denne film har jeg valgt ikke at tage med i mine sammenstillinger)
”Blandt mænd og får” Island, Grimur Hakonarsons film fra 2016 (Original titel: Rams (væddere)).

”Mænd og høns”, Anders Thomas Jensen, Danmark 2015
Filmen handler om genmanipulation. Absurd film, der med sin falden-på-halen-humor kan vække anstød.

Referat af ”Mænd og høns”:
Denne rablende gale film handler om brødre, der lever isoleret på en nedlagt sanatorium. De arbejder ikke, og de er ikke bange. De skændes og slås og kan ikke finde en rytme i tilværelsen. De viser ingen respekt for noget, og de har ikke nogen interesse i andet end muligheden for at være sammen med en kvinde. Disse brødre får besøg af yderlig to af deres brødre, som var blevet bortadopteret som spæde. Og midt i alt dette uhumske, uetiske og rablende gale gennemtvinger en af brødrene en stund til at reflektere over en bibeltekst fra GT. Det er teksten om Abraham, der af Gud får at vide, at han skal ofre sin søn. Men de andre brødre kan ikke forholde sig til dette forhold mellem far og søn, de ser kun på den stakkels vædder, der uskyldigt bliver ofret. De har mere respekt for dyr end for mennesker. Brødrenes adfærd og deres fælles kendetegn – de har hareskår - bliver opklaret. Faderen har klonet deres mødre med dyr, så hver enkelt af brødrene har flere procent dyre-gen i sig. Det kostede altid mødrenes liv, men faderen blev ved i sin gale videnskabelige storhedsvanvid. Den mest rationelle af brødrene kan ikke holde til at være sammen med sine halvbrødre og vil væk. Men ved synet af en stork, og det er ikke en almindelig stork, men en stork med menneskefødder og hareskår, bliver han klar over, at han hører sammen med sine fuldstændig utilregnelige brødre. Han kan ikke løbe fra sit ophav. Og filmen ender med, at brødrene sammen med kvinder og deres fælles børn, som også er en blanding af alt muligt, finder et fristed på sanatoriet, hvor gensidig respekt og tolerance hersker i smuk fordragelighed.

Hvad sker der lige, at Anders Thomas Jensen laver en sådan film? Efter jeg så den første gang, havde jeg kvalme og regnede ikke med at skulle se den igen. Men ved nærmere eftertanke kunne jeg se et mønster, som lagde sig op ad den utrolig smukke katolske film: ”Om mænd og guder”. Jeg så en sammenhæng – en luthersk sammenhæng.

Her er fællesskabet ikke skabt af en kirkelig ordning, men af Vorherres (en gal videnskabsmand) alsidige/mægtige skaberværk. Her er der ingen garanti for gode manér og gode gerninger, her er egensindig fremfærd og ukontrolleret vredesudbrud. Her er ingen ret livsindhold, men her fremkommer en holdning til tilgangen til livet og der er et stort ønske om at livet skal formere sig.

Om mænd og høns. Filmens tema i stikord:

Indledningsscenen: Børn der henter æg, mens en barnestemme hviskende fortæller om de brødre, som fra naturen ikke var givet de bedste kort på hånden, men som alle andre drømte om alt det store og småt, de ville udrette og OM AT GIVE LIVET VIDERE

Halvbrødrenes far hedder:

Evilio = den, der giver

Thanatos = døden

Faderen, den bindegale videnskabsmand (pioner inden for stamcelleforskning) er både ham, som giver og tager. Dette svarer til en gud!

Sønnerne hedder:

Gabriel (med dyre-genet: ugle); Elias (tyr); Gregor ((hund); Frants (høne); Josef (mus).

De bor på øen Ork, der er ved at blive affolket. Kommer der under 42 indbyggere, så ryger øen ud af registreringen. Borgmester Flemming holder på indbyggerne. Derfor skal de gale brødre få lov at blive på øen.

Den døde far er gemt bort på loftet. Han opsøges af de to brødre, som blev bortadopteret som spæde, men nu er kommet på øen for at se deres ukendte far. De finder deres ”halv” brødre og finder ud af, at deres far er død. Der er ikke adgang til kælderen eller til 1. sal. Ikke i dybden og ikke i højderne!

Gabriel ønsker ordnede forhold mellem brødrene: dyrene ud af huset, osten ind i køkkenet, vaske hænder efter toiletbesøg og før spisen, ingen slåskamp om dyretallerknerne. Der bliver fremskaffet en Bibel til huset, som skal fungere som en moralsk kodeks. Abraham ofring af sønnen Isak læses højt, og Gabriel forsøger at få sine brødre til at give udtryk for, hvad fortællingen gør ved dem. Hvordan forstår de fortællingen? Men de reagerer kun på den stakkels vædder!

Gabriel leder intenst efter svar på, hvem faderen var, og er ved at give op. Da indser han, at han hænger sammen med sine brødre (de har alle hareskår) og da han tiltvinger sig adgang til kælderen, finder alle brødrene sammen ud af, at de er et produkt af genmanipulering med dyr. Deres mødre døde ved fødslen.

Slutscenen er en hviskende barnestemme, der fortæller om en stor familie, hvor den ene ser mere mærkelig ud end den anden, men der er liv.
Og at liv er liv, og alternativet er ikke at foretrække.

Den golde far, som var ligeglad med sine hustruer, men som levede for at formere sig så meget som muligt på så mange alternative måder som muligt, giver sine afkom en mulighed for at gøre det samme. Men vi ser kvinderne med deres børn, så den kynisme, Evilio Thanatos udviste, er ikke gået i arv til sønnerne. Tolerance og omsorg og livets mangfoldighed er slutscenens budskab.

En katolsk og en evangelist luthersk film!

Kontrasten er umiddelbar stor mellem disse to film:

Den katolske ”Om mænd og guder” over for den protestantiske ”Mænd og høns”!

Katolske brødre i cølibat - protestantiske mænd, der vil være sammen med en kvinde

et liv i regelmæssig bøn og arbejde – kaotiske forhold

viljen til at gøre ret – viljeløse i deres instinkters vold

hører sammen med munkebrødrene – hører sammen pga. blodsbeslægtet 

Det er ikke tilfældigt, at de to film har en titel, som minder om hinanden. Og det er heller ikke tilfældigt, at to islandske film på dansk blev oversat med noget med mænd.. I 2014 ”Om heste og mænd” og 2016 ”Blandt mænd og får”.

Blandt mænd og får, Grímur Hákonarson, Island 2016

Så kom den islandske film her i 2016. Dens titel på islandsk er ”Rams” ”Væddere” mens den på dansk fik titlen: ”Blandt mænd og får”. Titlen minder unægtelig meget om en tidligere islandsk film: ”Om mænd og heste”. Hvor filmen om mænd og heste hentede sine fortællinger fra skæve mennesker(mænd), der havde et forhold til heste på forskellige måder, så er filmen ”Blandt mænd og får” en fortælling om to brødre og deres forhold til deres får og til hinanden.

Kort referat af ”Blandt mænd og får”:

To brødre (et genkendeligt tema fra Biblen), hvis erhverv og lidenskab er fåredyrkelse, bor side om side, men har ikke talt med hinanden i 40 år. Ved den årlige vædderkonkurrence, hvor storebror Kiddie vinder med sin vædder, opdager broderen Gummi, at den vindende vædder er syg. Denne sygdom (Scrapie) er en dødelig smitsom og uhelbredelig sygdom, derfor skal alle får slås ihjel i hele dalen. Det ødelægger fuldstændigt livsvilkårene for dalens beboere, og Kiddie bliver både meget aggressiv over for sin bror, som har sat det hele i gang, og går selv i druk. Indtil flere gange må Gummi redde Kiddie ved at sørge for, han ikke fryser ihjel i sneen. Hvad ingen ved, er, at Gummi har gemt nogle af sine mest elskede får og en enkelt vædder i kælderen, men det opdages og i et desperat forsøg på at redde dem, beder han Kiddie om hjælp. Og den får han. Sammen jager de dyrene ud i ødemarken, men en voldsom snestorm tvinger dem til sidst at grave en iglo i sneen. Slutscenen, hvor Kiddie prøver med sin kropsvarme at redde sin bror, taler sit eget sprog. Mennesker, brødre, betyder mere end dyr.

Skematisk oversigt over de tre film:

Om mænd og guder     Mænd og høns                                    Blandt mænd og får

øde kloster, naboby      øde sanatorium på ø                          øde gård

ora et labora                   intet arbejde                                         fårehyrder

klostrebrødre                 halvbrødre                                            brødre

viden og respekt            uvidende, ingen respekt                    vidende, ingen respekt

hjælper nabobyen        slår gæster                                            både og /enten eller

afhængig af hinanden  afhængig af registrering                    afhængig af får

bange                                frygtløse                                                 bange

munk                                 hvem er vi?                                           fårehyrde

kaldet                                intet kald                                                kaldet

spisning med oplæs      slås om tallerkener                                spiser alene

læser og eftertanke      bog/uden eftertanke                          læser hos dyrene

gold/cælibat                    slægtsforøgelse v/genmanipu.        gold/ugift

katolsk                              protestantisk                                        protestantisk

juleaften                                                                                            juleaften

går i snekulden ind i døden                                                          bror varmer bror i iglo

regering/oprør               lægen/forsorgsvæsnet                                            dyrlægen/levnedsmiddel

borgerkrig                       antal beboer på øen                           scrapie

samles om et bord                                                                          samles om bord (2 steder)

Kort skitse over sammenligning mellem den franske og islandske:

Den islandske film lægger sig op ad den franske i natur og højtid. Øde og smukke naturbeskrivelser. Juleaften får i både den franske som den islandske film en afgørende betydning ved de afbrydelser, der finder sted. I den franske kommer oprørere ind i klostret og vil have lægens hjælp til stor skræk for munkene. Men i mødet mellem munken Christian og oprørslederen sker der en velvilje til at se hinanden med respekt. I den islandske bliver den døddrukne og forfrosne storebror anbragt hos lillebror. Efter en tur i badekarret sørger lillebror for, at storebror bliver lagt på sofaen, og nænsomt kommer der et tæppe over ham!

Begge film slutter i sneen og kulden og døden? Der er vejspærring i den franske, hvor der er skilteadvarsel i den islandske. Der er samtaler om et bord om deres situation både i den franske som den islandske. I den franske holder de sammen, i den islandske er det opbrud, men sammenhold mellem brødrene til sidst. 

SAMMENSTILLING AF DE TRE FILM

De tre film handler alle om brødre og tolerance. Ens bror vil man redde, hvis vedkommende er ved at dø. Munkene definerer sig i forhold til hinanden som brødre. De genmanipulerede brødre, ja de er brødre med hareskår hver og en, og de to brødre, der i 40 år ikke har talt med hinanden, de er blodbeslægtet og de redder hinandens liv – prøver i hvert tilfælde.

Hvor den franske film lægger vægten på munken, som et menneske, der frivilligt har valgt at leve sit liv uden familie og afkom, og som med respekt og kærlighed til Gud er der for hinanden og deres næste (og det gælder også muslimerne i landsbyen og oprørerne) så understreger den danske, at man ikke kan løbe fra sin slægt, og hvor vigtigt det er, at den formeres, også selvom den enkelte ikke har de bedste kort på hånden. Der ligger tolerancen i den danske film, at alt liv har ret til at være.

I den islandske er det dyrenes formering, der er i centrum. Folkene lever af deres får, de er grundlaget for eksistensmuligheden i den øde dal. Men til sidst er det brødresammenholdet, der fokuseres på. Hvor den ene bror i snestormen kalder på sin vædder, kalder den anden bror på sin bror!

”Det skal nok gå alt sammen, lille Gummi” siger den grædende nøgne Kiddie, der inde i igloen prøver at holde liv i sin slappe nøgne bror ved sin krops varme.   

Fra den katolske film om munkebrødre til en protestantisk film om genmanipulerede brødre, der ikke gør det gode, men er i deres følelsers vold.

I den katolske film er det tydeligt, at munkene har et Gudsforhold. De afholder deres messer med inderlighed og anråber Gud både i angst som i taknemmelighed.

I den protestantiske film er ”gud” blevet til en gal videnskabsmand (Evilio = den, der giver; Thanatos = død), der vha. genmanipulering har skabt sære væsener foruden de 5 brødre. Denne ”gud” ligger død på 1. sal og fragtes på et tidspunkt væk med en bedemand. Filmen vil vise, at denne ”gud” stadig har magt over sine ”skabninger”, da de fastholder farens straffeforanstaltning ved at bure de obsternasige inde. Men filmen slutter med at vise, at denne egensindige gale og kyniske ”gud” er død. Denne ”gud” var kynisk (ligeglad med kvindernes lidelsesfulde, dræbende fødsler); egoistisk (hans sæd/gener skulle avle så meget/mange som muligt); stolt og krævende (bortadopterede de to ældste, da de ikke faldt ud til hans forventninger). Børnene forholdt sig til deres far/denne ”gud” med æresfrygt (de må ikke gå i kælderen); ingen respekt for Biblen, fordi faren havde miskendt denne bog; De kan ikke forholde sig eksistentielt til Gud, men har kun vædderen i tankerne.  

Den franske film om munkene viser ikke et hverdagsbillede, vi i Danmark kender til. Men den viser et medmenneskeligt billede, vi kan næres ved og få håb af. Selv da munkene er gidsler, og holdes indespærret af ukendte fremmede, skriver munken Christian et brev, som man efterfølgende har fundet. I det brev giver han udtryk for, at tilgivelsen for det, mennesker gør af onde ting, er vigtigere end alt andet.

Jeg vil heller ikke påstå, at den danske film viser et hverdagsbillede, vi kender (heldigvis), men forholdet til Gud er mere genkendeligt. Den eksistentielle tilgang til Biblens univers er ikke hverdagskost. Filmens påstand om tolerance over for ethvert liv er også en pointe, som vi må holde fast i. Den idylliske slutning hvor børn som voksne sidder om bordet og nyder hinandens selskab, ja hvor selv dyrene bliver aet og ikke voldtaget, er så stor en kontrast til resten af filmen, at det bliver for meget. Men måske er det et godt billede på vort liv. Vi elsker tanken om idyl og kærlighed, men vælter os i vold og kaos!

Den islandske film viser et samfund, hvis eksistensgrundlag tages fra dem, da alle fårene i dalen må aflives. De har et fællesskab med hinanden, men situationens alvor rammer dem alle fatalt. De to brødre, der gennem 40 år har levet side om side uden samtale, søger hinanden, da nøden banker voldsomt på. Og der lukkes op! Det er slægtsblodet der, banker i årene. Som Jakob, der søger hjem til sin bror Esau for at blive forsonet, men som efter mødet med den tilgivende Esau, alligevel fortrækker til et helt andet sted, og de to ser aldrig mere hinanden.

Temaer der belyser den katolske forskel fra den evangeliske lutherske:

FAMILIE: 
Katolsk: en af munkene fortæller om sit sidste møde med sin mor, søskende og deres familie. Hvordan de havde siddet sammen og spist og pludselig havde munken følt, at han var den fremmede. Han var uden for deres sammenhold, fordi han nu levede et helt andet liv. Den erkendelse blev hans argument for at blive sammen med brødrene i det kloster, hvor de nu var anbragt. Den katolske kirkes sakramenter gør det muligt for et menneske at komme i slægtskab med andre end blodets. Munken og præsten er indviet, de er et sakramente, og deres kald er helligt til forskel fra de almindelige profane menneskers liv. Denne bevidste afsondring fra de andre giver livet et andet formål. Livet helliges Herren og den hellige er tættere på Gud end andre. Derfor er det et liv i bøn og mange fastlagte messer, der skal holde kontakten mellem himmel og jord. Denne gerning er det vi lutheraner kalder en retfærdighedsgerning.

Evangelisk/luthersk: Det er slægten, der betyder mest. Vi fødes ind i familier og det blodbånd, er det, der betyder mest. Der er ingen, der er kaldet til noget mere sakralt end andre. Alle er vi kaldet af Gud til at tjene det Gudsskabte med det, vi kan. Og alle er vi syndere; vi gør ikke altid det gode. Men vi er under Guds nåde, vi er elsket af Gud. Og den bevidsthed gør os godt som menneske. Familien, fyrsten, kirken, alle har et ansvar for hinanden, men forskellige roller.

Da Gabriel har fået nok og er på vej væk fra øen, ser han en genmanipuleret stork. Den har menneskefødder og hareskår. Dette syn giver ham bevidstheden om, at han hører sammen med de andre brødre, hvor åndsforladte de synes at være. Faderens værk kan han ikke løbe fra. Og derfor tager han tilbage til sanatoriet og går ned i kælderen og får klarlagt sammenhængen brødrene imellem. Denne klarlæggelse skiller ikke brødrene, tværtimod, forener det dem på en ny og mere ”humant” måde.

Evangelisk/luthersk: Den islandske film har fokus på brødre, der kan skilles i vrede og dog aldrig give slip på hinanden endegyldigt. Den fulde storebror, der flere gange er ved at omkomme i sneen, reddes hver gang af sin lillebror. Ikke på en nænsom og engageret måde, men reddes! Og da lillebroren ude i snestormen kalder på sin vædder, holder storebroren fast i, at det er ham, lillebror, som er den vigtigste at redde. Livsvilkårene er på fårenes præmisser, men identiteten/kærligheden er på den menneskelige, den familiære. Afslutningen er ikke lovende, men menneskelige på en yderst sårbar og afmægtig måde. Smuk i sin nøgenhed. 

AFKOM:
En munk har svoret cølibat. Der vil ikke være et afkom. I en samtale mellem en muslims ung kvinde, der er ved at være i den giftefærdige alder og klosterets læge Luc, spørger kvinden munken, om han nogensinde har været forelsket. Det har han, siger han, mange gange. Men så fandt han en kærlighed, som var meget større end alt andet, og den kærlighed har han indrettet sit liv efter siden – på den katolske institutions måde.

Flere af de genmanipulerede brødre tænker kun på at være sammen med en kvinde. Deres dyreinstinkt gør sig gældende, så de ubevidst handler for at formere sig. De er golde, som deres far var det, men de formår alligevel ved hjælp af genmanipulering at få børn i mange afskygninger. Det er familien, der idyllisk vises frem i slutscenen. Og sætningen lyder som en morale: ”Liv er liv og alternativet er ikke at foretrække”.

Ingen af de to brødre i Island har giftet sig. Lillebror mener, at kvinderne løb skrigende bort fra hans bror og han selv ikke havde mange at vælge imellem, da der var mangel på kvinder i dalen. Det er udelukkende fårenes afkom, der betyder noget. Indtil slutscenen. 

INSTITUTION:
Den katolske kirke er en gammel institution med fasttømrede ideologier. Munkene agerer inden for rammerne, men vi hører aldrig om, at de søger hjælp fra højere oppe i hierarkiet (Deres hjælp søger de hos Gud).

Den katolske kirkes munkevæsen over for en naturvidenskabelig forskers resultater over for et gammelt erhverv som fårehyrder.

Det er ikke muligt at tale om en bestemt kristeligt etik, men tilgangen til livet kan vise, at der er tale om kristendom.

Den smukke etiske og politisk korrekte tilgang til livet, som munkene udviser, modsvares af rablende gale og kaotisk voldelige brødre, der dog lige som alle andre har en berettiget plads i livet. Og dette liv er fuld af dårlige og egoistiske og onde handlinger, som dog aldrig står alene, når det gælder. Så er der en nænsomhed og vilje til liv (den andens) der træder i karakter.  

EPILOG
Stefan Zweig:

”De jernhårde slag hvormed den ubekendte augustinermunk nagler sine 95 teser fast på kirkedøren i Wittenberg drøner gennem hele det tyske rige. ”Som havde englene selv været budbringere”. Således iler bladene endnu våde fra trykkeriet fra hånd til hånd. Luthers navn står ved siden af Erasmus som forkæmper for den fri kristelig teologi. Med genialt instinkt har den kommende folkemand netop berørt det materielle punkt, hvor det tyske folk smerteligst følte den romerske kuries tryk: afladen! Hvor Erasmus og hans fæller vakte åndsmenneskes opmærksomhed ved spot og kritik uden at trænge frem til masselidenskabernes zoner, der når Luther med eet stød folkefølelsens dybde. For Luther var det religiøse det vigtigste på jorden; for Erasmus var det det humane.”

Der blev banket på en kirkedør for 500 år siden og ekkoet fra disse slag lød ud i verden og lyder den dag i dag. Men som en blanding af humanistiske tanker og religiøse. Og netop i denne blanding ligger vort evangeliske-lutherske arv.

Hvad er ren humanisme (Erasmus af Rotterdam) og hvad er ren evangelisk-luthersk kristendom (Martin Luther)?

De to retninger trækker sig fra hinanden og fletter sig ind i hinanden gennem 500 år.
De er som to brødre, der ikke vil være ved hinanden, men heller ikke kan klare sig uden hinanden.

Susanne Charlotte Knudstorp
sognepræst i Lyng kirke, Fredericia Provsti, Haderslev Stift