Jeg - en upersonligt kristen

Som ganske ung blev jeg omvendt! Eller som vi sagde: Blev personligt kristen. Baggrunden var vist meget typisk og kort fortalt den, at lidt eksperimenteren med den lettere ende af euforiserende midler nok havde åbnet døren til nogle interessante oplevelser. Men det havde også åbnet døren til nogle store spørgsmål om mening – eller rettere: Skubbet til en følelse af tomhed. Vist også hjulpet på vej af miljøets fiksering på næste rus. Og næste weekend. Som om hverdag og virkelighed ikke rigtigt talte. Og det kunne vel ikke være livet – sådan resten af livet?

Og så kendte jeg nogle kristne! Ja, havde vel også noget med i bagagen selv: Lidt søndagsskole som barn. Derudover var mine forældre ikke uberørte af kirke og kristendom, men i en blanding af blufærdighed og blegnet fortrolighed med det kirkelige sprog var det ikke noget, vi talte om. Men det gjorde de kristne unge mennesker, jeg kendte. De mødtes flere aftener om ugen i deres ”kristne kaffebar”. Et lidt senflippet 70´er-miljø med farvede puder på gulvet, ølkasser som reoler og bibelstudier ud fra personlige temaer som identitet og mening – i et sprog, der var umiddelbart tilgængeligt. Ligesom melodierne og teksterne, akkompagneret af guitar. Ingen kirkelig stivhed eller konservatisme. Kun imødekommenhed, varme og mange gode grin.

Jeg kunne ikke finde nogen Bibel derhjemme – kun en salmebog. Så jeg lånte Det nye Testamente i en rustrød udgave, der var meget udbredt på det tidspunkt. Og startede fra en ende af. Matthæusevangeliet: Stamtavlerne. Jesu fødsel. Og videre derfra. Samtidig samtaler og bibeltimer i kaffebaren. Og bøn – personlig bøn. Ikke som i kirken til konfirmationsforberedelsens obligatoriske kirkegang fast formulerede bønner, hvis lixtal var svimlende højt. Men ellers var der ikke noget at blive svimmel over dér. I den lokale folkekirke bestod den faste menighed for halvdelens vedkommende af beboere fra byens åndssvageanstalt, som det hed dengang. Hvilket bestyrkede den fordomsfulde teenager i, at man da ikke var rigtig klog, hvis man blev ved at komme i kirken. Men i den kristne kaffebar var det anderledes. Og efter nogle måneder blev jeg omvendt – eller altså personlig kristen. Op til omvendelsen var bøn og bibellæsning blevet en fast bestanddel af min hverdag – til en vis forbløffelse for forældrene, men det var da bedre end så meget andet!

Og så en aften skete der noget. Alene på værelset. Det er svært, om ikke umuligt at forklare. Ingen mirakler, ingen engle eller mærkelige stemmer, men en følelse af at noget ændrede sig. I mig. Som om noget fejede blidt henover mit sind – kærligt, accepterende. Som en vind af svalende varme. Og fra da af helt nye vinkler på tilværelsen: de hidtil så tilbedte idoler blegnede i betydning, den diffuse uro, der indimellem kunne lokke en ud på en art dødsrute, forsvandt, længsel efter rus afløstes af ro. Som om noget gik i hak, vendte rigtigt nu. Og Gud blev en slags følgesvend. En daglig samtalepartner om stort og småt. Ofte i et følt eller oplevet nærvær. Biblens ord blev Guds ord – Guds replik lige ind i mit liv og min hverdag. Personligt til stede i ord og følelse. ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig, og jeg i jer”, som Jesus siger ifølge Johannesevangeliet. Den dag var allerede kommet. Nu. I en personlig erfaring. Og fornemmelsen af tomhed var afløst af en stærk følelse af mening.

Men det holdt ikke – ikke for mig i al fald! Jo, det holdt et par år, hvor jeg var meget ”brændende i ånden”, som det hed. Missionerede glad og meget gerne for andre – for hvorfor dog ikke dele det bedste? Oplevede stærke fællesskaber omkring troen med ligesindede; havde oplevelser af Guds nærvær og indgriben – indimellem nærmest håndgribelig hjælp fra oven, når livet blev svært. Alligevel holdt det ikke. Ikke på den måde. Sammenligningen med en forelskelse, der klinger af, er nærliggende. Men alligevel ikke helt rigtig. Mere en fornemmelse af at leve en slags parallelliv i et åndeligt parallelunivers, hvor man – for at tage varigt ophold – dels måtte holde den religiøse følelse stærkt vedlige, dels måtte sluge nogle forstandsmæssige kameler udover det rimelige. Hvad det følelsesmæssige angår, var vi i disse karismatisk kredse umådeligt optaget af, om vi følte Guds nærvær, mærkede Jesus i os. Man tog nærmest uafladeligt den religiøse temperatur på sig selv. Og hvis ikke den var høj nok, var det fordi der var noget galt – naturligvis med en selv. Man havde fjernet sig fra Gud, sikkert ikke bedt nok. Eller læst nok i Biblen. Og netop Biblen var den intellektuelle anstødssten, for den skulle være ufejlbarlig. Skriften var jo ”indblæst” af Gud, som den et sted siger om sig selv. Skabelsesberetning, syndefald – ja, hele baduljen skulle tages bogstaveligt! Og det var svært i længden. Også tanken om, at sandheden om vort menneskeliv skulle kunne rummes i en bog!

Så: Efter et par år lagde jeg i bogstaveligste forstand Biblen på hylden! Og troen. Og jeg var ikke den eneste. De fleste af de par håndfulde, jeg blev omvendt sammen med, forlod troen. Nogle for altid. Andre fandt en anden kristendom. Deriblandt jeg selv. Ikke lige med det samme og ikke lige ud ad landevejen. Det gik op for mig, at der alene indenfor folkekirken var endog meget forskellige tolkninger af kristendommen. Og i en blanding af møder med mennesker med forskellige kirkelige baggrunde, efterskoleophold, højskoleditto, Møllehaveforedrag, kirkegang og egen læsning fandt man langsomt sin plads i det kirkelige landskab. Fandt sig hjemme i en art gennemsnitlig grundtvigsk folkekirkelighed, hvor tyngdepunktet ikke ligger på den personlige erfaring eller følelse af Gud og Jesus, men på at være omgivet af Guds levende ord, der - som selveste Grundtvig fandt ud af i sin kamp med bibelfundamentalismen - er tydeligst for os i gudstjenesten. Ved dåb og nadver. Helt uafhængigt af ens religiøse dagsform. 1920´ernes tidehvervsteologer og deres opgør med religiøst føleri og med kristendommen som morallære var i den grad brugbart for en præstationstræt sjæl, for hvem det religiøse var blevet en byrde, man selv skulle bære. En befrielse. Den grundtvig-tidehverske forståelse af kristendommen, var det vel nærmest – en forståelse, der ovenikøbet ”tillod” glæde ved og engagement i den verden, som Gud har skabt – ikke for ”os og dem” – men for alle, troende såvel som ikke troende. Ud af paralleluniverset, ind i den skabte verden!

Forfatteren Jens Christian Grøndahl skrev i en klumme ved påsketid, at ”med årene er det gået op for mig, at den kristne tradition har mere at sige om mig, end jeg har at sige om den”. Med de ord rammer han noget uhyre centralt i den ”upersonlige” kristendom: opdagelsen af, at tyngdepunktet ikke er mig og mine skiftende religiøse følelser - eller evne til at borteliminere knasterne mellem nutidens verdensbillede og Biblens. At være ”upersonligt kristen” er, at troen er en del af det hus, man bor i – noget, der omslutter en, snarere end noget, der er i en. Som en tradition, en levende tradition. Det er i fundamental forstand ikke mig, det kommer an på for den upersonligt kristne – eller for den kirkelige kulturkristendom, kunne man måske tilføje. Tyngdepunktet er, at Gud kommer til os, evangeliet kommer til os – og i radikal forstand fritager det os fra at skulle præstere. Derfor kan man godt have religiøse følelser, opleve Guds nærvær, eller opleve konkrete svar på bøn. Men det er i den grad sekundært. For det er ikke mig, der rummer troen, men troen, der rummer mig.

Kristian Bøcker, sognepræst i Jelling