Modstandskraft, skrøbelighed og mening

Det er privilegeret at kunne søge studieorlov med en del års mellemrum i løbet af sit embeds- og arbejdsliv som præst.

Privilegeret, fordi arbejdet som præst er et, der i høj grad handler om at ”give ud”, ”levere”, om man vil; forkyndelse, sjælesorg, samtaler, aktiviteter, liturgi i gudstjenesten, formidling af det kristne evangelium, og indhold i kirkeliv og tro. Det er en givende udfordring, men også et vilkår i arbejdet, som kan medvirke til, at man til tider føler sig en smule tørret ud og tørstig efter ny inspiration og energi. Så kan man forfalde til fortærskede fraser i sine prædikener og sin tale, man kan lidt for hurtigt afvise en udfordrende diskussion med mennesker, der ikke deler ens synspunkter eller trosvinkel. Det kan sagtens være tegn på et behov for ikke blot at ”give ud”, men også at ”blive fyldt på”.

En studieorlov kan give tid og ro til at blive fyldt og inspireret af ny viden, nye tanker og nye perspektiver på tro, kirke og menneskelivet.

Jeg selv søgte om studieorlov i forbindelse med, at jeg siden 2015 var tilmeldt Masterstudiet i Sjælesorg under teologisk fakultet ved Kbh’s universitet.

Det gav god mening i mit arbejdsliv som præst på HospiceSønderjylland og i Det Palliative Team i Sønderjylland, og med mange undervisningsopgaver for sundhedsfagligt personale samt på FUV og UC Syd.

Masterstudiet krævede deltagelse i 3 kompaktkurser med hver en afsluttende opgave på 15-20 sider, samt en afsluttende hovedopgave på 35-40 sider tillige med en mundtlig eksamen.

Modtagelsen af os studerende, der havde være ude i virkeligheden i mange år, lød fra undervisere og professorer på universitetet: ”Vil I ikke godt skrive om jeres erfaringer fra praksis?! Dem ved vi intet om!” – tankevækkende og godt, at praktisk teologi kan være så efterspurgt fra en forskningsrettet, akademisk hverdag, der lever sit eget, beskyttede liv i de nye bygninger på Amager!

Kompaktkurserne og de mindre opgaver blev passet ind i uafholdt ferie og tjenestefri, men at opsøge og læse 1500 siders faglitteratur, at holde møder med vejleder og skrive hovedopgaven kunne dårligt passes ind i en almindelig arbejdsuge, og derfor var det oplagt at søge studieorlov til formålet i starten af 2018.

Emnet for min hovedopgave var hvordan mennesker, der har mistet en ægtefælle midt i livet, og som stadig har hjemmeboende børn, finder retning og mening i det helt forandrede liv efter tabet. Dette tema fandt jeg især vigtigt, fordi WHO i 2018 introducerede diagnosen ”kompliceret eller vedvarende sorg” som angiveligt risikerer at ramme 15-20% af alle, der har mistet en nærtstående. I en tid, hvor den sundhedsfaglige diskurs påvirker de fleste af os til at mene, at der må og skal være en behandling for så meget som muligt, der er smertefuldt, kan det være en kunst at bevare sandheden i, at ikke alle vilkår i livet kan behandles, og ikke alle mennesker er syge, selvom de bærer på en sorg.

Kirken er et af de få steder, der er tilbage - hvis ikke det eneste -, hvor vi kan tage livtag med menneskelivets eksistentielle vilkår, uden at nogen dér med det samme tilbyder ”at fikse det”. Sjælesorgssamtaler med en præst kan være et sjældent frirum, hvor man får mulighed for at give plads til den skrøbelighed, som ingen slipper for undervejs i et liv, hvor vi uundgåeligt elsker, og risikerer at miste, og hvor det er så vigtigt, at nogen ser, hører og tager os alvorligt, når det sker.

De efterlevende, jeg interviewede til brug for min opgave kunne berette vigtig viden til præster og andre omkring dem; om ikke at vide hvem man selv var efter tabet, om at have opdaget sandheden i psykiater Viktor Frankls Nietzsche-citat; ”Den er ved hvorfor han lever, kan tåle et næsten hvilket som helst hvordan” - og om ikke på nogen måde at kunne genkende sig selv i de rammer og regler sundhedsvæsenet i den bedste mening udstikker for hvornår en sorg er ”normal”, ”vedvarende” eller ”rigtig”.

”Hvad kan du så?”

Nu er hele Masterforløbet forbi, alle fire opgaver er bestået, der er ryddet op på kontoret og de fleste notater og bøger med indstregninger og æselører er sat på plads. En god kollega spurgte en dag: ”hvad kan du så?” og det var et godt spørgsmål!

Svaret må være, at studierne igennem de tre år, og ikke mindst studieorloven og hovedopgaven har givet mig muligheden for at kunne fordybe og ”forhøje” mig: Fordybe mig i psykologiske og teologiske perspektiver på menneskelivets tab og sorger, og ”forhøje” mit faglige blik, så jeg på baggrund af den viden jeg har fået og til gavn for de mennesker, jeg er sat til at hjælpe, forhåbentlig bevarer blikket på sjælesorgens opgave i et metaperspektiv – uden at forfalde til fortærskede fraser i mine prædikener eller i samtalerne, og uden for hurtigt at afvise nye og måske udfordrende synspunkter i berigende diskussioner med mennesker på min vej.

Ingeborg Kastberg, præst på Hospice Sønderjylland, Haderslev.