Jan Holm Mortensen

Forordet:
Denne bog er kommet lidt baglæns til verden. Forstået på den måde, at den er resultatet af en proces, der egentlig ikke havde en bogudgivelse i sigtekornet. Den er på en måde vokset ud af den dagligdag, der blev vores, da vi blev udsendt til Den Danske Kirke i Jerusalem og siden til den messiansk-jødiske og internationale menighed i Jaffo. Her fulgte vi på den ene side – i menigheds- og gudstjenesteliv – stort set det kirkeår, vi kender i Danmark, mens vi på den anden side – både til hverdag og fest – levede under den jødiske kalender, sådan som den kommer til udtryk i det israelske samfund. Gennem år og dag blev den jødiske kalender en del af os selv – en naturlig del af årets gang. 
 

Samtidig blev berøringspunkterne mellem den jødiske kalender og det kristne kirkeår naturligt sat på dagsordenen både af videbegærlige danske volontører – og af impulserne fra vores samarbejde med messianske jøder, der havde valgt at fejre Jesus gennem de jødiske højtider i stedet for gennem de klassisk kirkelige. Både i Den Danske Kirke i Jerusalem og i Immanuelkirken i Jaffo blev de (bibelske) jødiske fester derfor markeret på den ene eller anden måde lige fra påske til chanukka (der dog kun er halv-bibelsk). Sådan har emnet om forholdet mellem Jesus og de jødiske fester stille og roligt gnavet sig ind på livet af mig, drevet af min egen stædige nysgerrighed og et utal af korte deadlines gennem årene i form af oplæg, artikler, bibeltimer, foredrag, og temagudstjenester. 
 

Hjemvendt til Danmark viste det sig, at der stadig var andre end mig, der fandt emnet interessant. På et tidspunkt bad Israels­missionens Unge om at få noget af mit materiale om de jødiske fester omsat til deres Alef-kursus i kristen­dommens jødiske rødder for volontørerne i Jerusalem. Da det først var sendt af sted, var der ikke langt til tanken om at få stoffet gjort tilgængeligt for en større kreds. Det sidste blev gjort muligt, da Haderslev Stift allervenligst gav mig studieorlov til at færdiggøre nærværende bog.
_ _ _ 
 

Bogens hovedanliggende er at kaste lys over de jødiske fester, sådan som de blev fejret på Jesu tid, og på den måde samle nogle meningssammenhænge op i Det Nye Testamente, som vi ellers ikke så let får øje på fra knap 2000 års distance. Israels festkalender er en markant og vigtig kontekst for Det Nye Testamentes frelseshistoriske begivenheder – og udgør dermed også konteksten for det kirkeår, der har været en bærende struktur for formidlingen af det kristne budskab op gennem historien. Derfor har jeg, hvor jeg har fundet det relevant, forsøgt at trække nogle tynde tråde fra urkirken/oldkirken op til gudstjeneste og kirkeår, som vi har arvet det hos os. 
 

Jeg har her sommetider valgt at tage læseren med på vandringen i festkalenderens landskab ad ganske snørklede ruter – uden dog at vende hver en sten på vejen. For – undskyld metaforen – selvfølgelig kan man få noget ud af at tage motorvejen til Jerusalem, men det er nu alligevel en helt anden oplevelse, hvis man i stedet kører den lidt længere og langsommere tur ad rute 386 via Ein Kerem. Det er netop en del af bogens anliggende at give et indtryk af landskabet undervejs – og ikke bare servere konklusionerne. En del af konklusionerne vil i øvrigt være behæftet med usikkerhed – fordi så mange brikker fra det samlede puslespil er gået tabt i tidens løb. Så meget desto vigtigere bliver fornem­melsen af landskabet undervejs. 
 

Det betyder ikke, at dette er ”en bog med fodnoter”. Eller – jo, indrømmet, der er faktisk forholdsvis mange fodnoter. Men – det er ikke en akademisk bog. Det er tænkt som en bog, som enhver med nysgerrighed på Bibelen, skulle kunne tage i hånden og få glæde af. Men jeg har skrevet bogen, sådan som jeg selv gerne ville have læst den – med de uddybende informationer, jeg selv ville have været glad for at have adgang til undervejs. Derfor har jeg også placeret fodnoterne på den side, der refererer til dem (og ikke bagerst i bogen) – så man med det samme kan se, om der står noget spændende dér, eller det bare er en henvisning til en eller anden forsker, der mener det samme som forfatteren. Men det er altså ikke ”en bog med fodnoter”. Det er bare en bog, der er … fodnoter i. Og det er straks noget helt andet. 

Det fører mig til bogens begrænsninger:
- Det er vigtigt at få sagt, at bogen ikke forsøger at give en fuldstændig gennemgang af f.eks. påskens og pinsens teologiske indhold og betydning. Bogens hovedfokus gælder de linjer, der kan trækkes fra de gammel­testamentlige bibelske fester via senjødedommens kilder til Det Nye Testamente og videre herfra. 
- Således giver bogen heller ikke er en generel indføring i kristendommens jødiske rødder. Fokus gælder specifikt de jødiske fester – og her netop de jødiske fester, som de så ud på Jesu tid. 
- Man leder med andre ord også forgæves efter en egentlig gennemgang af den moderne jødiske festkalender, selvom jeg har fundet det naturligt at tage afsæt i festerne, sådan som vi mødte dem i deres nutidige skikkelse, mens vi boede i Israel.  
- Der vil sikkert være akademikere, der savner en egentlig forsknings­oversigt, metodiske og kildekritiske overvejelser og lignende, men det falder uden for denne bogs rammer. I mit oprindelige arbejde, var der ikke behov for så grundig dokumentation og litteraturhenvisninger, så også her er bogen i nogen grad kommet baglæns til verden. Flere afsnit er skrevet længe før, det var nødvendigt at anføre en kildehenvisning. Der, hvor jeg særligt trækker på en bestemt kilde, skulle det dog gerne fremgå af fodnoterne.
_ _ _

For ikke så længe siden hørte jeg om et undervisningsforløb på en af vore udmærkede sprogskoler i Danmark. En af de dygtige lærere var ved at forklare det danske kirkeår til en håndfuld håbefulde nydanskere. En vigtig del af inte­gra­tionsprocessen. Hun forklarede, at det egentlig var lidt underligt, at vi fejrer påske, for Jesus døde jo i påsken. En af de afrikanske kursister, mente nu alligevel, at der var god grund til fest i påsken – for Jesus stod jo op igen! ”Næ nej”, insisterede læreren, ”det gjorde han da først på Kristi himmelfartsdag”… 
 

Jeg håber, at denne bog kan være med til at åbne for en frugtbar integrationsproces, hvor vi – der er vokset op under en kristen kalender og har rimeligt styr på det med Jesus, jul, påske og pinse – kan få en dybere kontakt med vore egne rødder – kristentroens jødiske rødder, så fremmede de efterhånden måtte være blevet for os – og herfra møde søndagen, gudstjenesten og kirkeåret med fornyet glæde, forståelse og påskønnelse. For mig har arbejdet med de jødiske fester været med til åbne vinduet ind til en verden af sammenhænge, man ikke uden videre kunne sige sig selv. 
 

Et jødisk ordsprog fra Talmud siger om bibelstudiet: Hvis en mand siger til dig: ”Jeg har slidt, men ikke fundet”, tro ikke på ham. Hvis han siger: ”Jeg har ikke slidt, men alligevel fundet”, tro ikke på ham. Hvis han siger: ”Jeg har slidt og fundet”, så kan du tro ham (bMeg 6b). Så, på med vanten.
 

Indholdsfortegnelse

Jan Holm Mortensen