Fortsæt til hovedindholdet
Familier, børn og unge
Nyheder

Familiearbejde, Fredericia

Et enkelt sted at begynde familiearbejde er med at arrangere børnegudstjenester eller spaghettigudstjenester med efterfølgende spisning og eventuelt en aktivitet. 


Familiearbejde er diakonalt arbejde, når målet er også at nå ud til og at inddrage familier med færre ressourcer. Familier som ikke af sig selv ville finde vej til menigheden. Tanken er, at familiearbejdet skal danne fællesskab og netværk i sognet.

Børnegudstjenester/spaghettigudstjenester
Familiearbejde kan etableres i mange forskellige former alt efter sognets sammensætning og muligheder. Et enkelt sted at begynde ville være at arrangere børnegudstjenester eller spaghettigudstjenester med efterfølgende spisning og eventuel aktivitet.

Når spaghettigudstjenesterne mange steder er blevet en succes, er det, fordi de ligger på en hverdagsaften, og fordi aftensmaden er indeholdt i aftenens program. Det giver altså ikke ekstra stress i familierne at skulle til gudstjeneste - tværtimod. Endelig kan man sige, at familierne har så mange forskellige aktiviteter hver for sig i løbet af ugen, at tanken om at gøre noget sammen dækker et behov i mange familier. Når gudstjenesterne hedder ”spaghetti”- er det for at signalere, at maden er enkel.

Program
Programmet kunne se sådan ud:
Gudstjeneste kl. 17.00. Aftensmad kl. 17.45. Aktivitet kl. 18.15. Aftensang kl. 19.00.

Programmet kunne følge kirkeåret. Foreksempel høst, allehelgen, advent, jul, kyndelmisse, faste, påske, pinse. Med aktiviteter som: Høst: frugtsalat af medbragte forskellige frugter; allehelgen: familiens stamtræ; advent: julekort; jul: dekorationer; kyndelmisse: fakkeltog; faste: fastelavnsfest; påske: påskeægsjagt (små chokoladeæg gemt rundt om sognegården); pinse: vi laver drager. Så er der et nemt og godt program til det første år!!  

Minikonfirmanderne er en oplagt målgruppe at knytte til ved. Fordi man er i kontakt med en stor gruppe af en årgang. Fordi man i forløbet har haft mange gode oplevelser sammen, og det er nemt at inddrage børnene i gudstjenester med drama eller sang. Og efter det egentlige forløb så fortsætte med at invitere børnene med deres familier til et koncept, de allerede er blevet fortrolige med.

Man kan også inddrage sognets spejdere, FDF´er eller børneklubber.

Fredagsfamilie
Familiearbejde kan også være det, der mange steder hedder en ”fredagsfamilie”. Altså, hvor man mødes en (eller to) fredag (-e eller andre dage) om måneden til spisning, aktivitet og forkyndelse.

Ideen med at mødes er at opbygge et godt fællesskab, men igen et fællesskab med plads til alle og med en bevidsthed om at være forpligtet på at forsøge at nå ud til alle, der har lyst og behov.

Maden
Hvor to eller tre er forsamlet, spiser de! Maden er vigtig. At være ”sammenspiste” på den gode måde. Samtidig er det en god aktivitet at spise sammen. Det kan gøres på mange måder; nogle skiftes til at lave mad, andre har en ret med til et langbord, og endelig er der steder, hvor maden bestilles i Føtex.

Aktivitet
Det er væsentligt at finde ud af, om programmet er for alle, eller om man forestiller sig en opdeling af børn og voksne. Min holdning  er så vidt muligt alle.
Et par konkrete eksempler: Sangaften: Sange med fagter, for de mindste. Ekkosange og kanons for de lidt større og et par nye salmer til de voksne. Eller decoupage: De mindste laver et lys, de større æsker eller andre lidt sværere ting. Og sådan kan man finde mange aktiviteter, hvor der både er udfordringer til store og små.

Forkyndelse
Hvis det ”bare” drejer sig om en kort fortælling, bøn og sang, må den være på børnenes præmisser.
Det må gerne afspejle ”godnat-ritualet” derhjemme eller inspirere til et sådant. Hvis man ligefrem vælger bibeltime en aften, skal man måske dele sig. Eller mødes en hel anden aften.