Fortsæt til hovedindholdet
Familier, børn og unge
Nyheder

Sommerlejr for børn

Hjarup, Vamdrup, Andst, Lejrskov/Jordrup og LunderskoV sogne afholder, i samarbejde med Danmarks Folkelige Søndagsskoler, årlige sommerlejre for børn fra 1. til 7. klasse.


Sommerlejren er en lejr, der afholdes for børn fra fem omkringliggende sogne: Hjarup, Vamdrup, Andst, Lejrskov/Jordrup og Lunderskov. Formålet er at give børnene en god sommerferieoplevelse, hvor de møder kristendommen gennem ord, sang, leg, kreativitet og samvær. Lejren varer i seks dage og er for børn fra 1. - 7. klasse. Lejren henvender sig til alle børn, både de børn, der kommer i kirkernes klubber og de, der ikke kommer i en klub. Da vi ikke nødvendigvis kender alle børnene på forhånd, beder vi forældrene om ved tilmeldingen at oplyse, om der er specielle forhold omkring deres barn. Det kan være medicin, allergi, ADHD, vådligger m.m. Ved at have forhåndskendskab til de specielle forhold og have dialog med forældrene inden lejren kan vi nemmere håndtere børn med sygdomme og sociale vanskeligheder.

Vi har haft børn med, som har haft brug for, at der var afsat en leder til kun at tage sig af det barn. Det er gennem samarbejde med forældrene lykkedes at gennemføre lejr for disse børn.

På lejren sover børnene på otte mandsværelser. Hvert værelse har tilkoblet to ledere, som kommer til at kende børnene bedre, og de har særligt ansvar for de børn, der sover der.

Planlægning
Planlægningen af lejren begynder i februar/marts. Vi afholder to ledermøder. På det første gennemgår vi lejrens indhold og fordeler de mange opgaver. På det næste møde drøfter vi overordnede regler m.m. , og så er der tid til, at de forskellige arbejdsgrupper kan mødes og planlægge. Vi benytter os af lejrmateriale udgivet af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, som indeholder både bibeltimer, kreative forslag og forslag til forskellige løb.

Lederne
Ledergruppen forsøger vi at sammensætte, så der er ledere fra de områder, hvorfra der deltager børn. Det giver en tryghed både for forældre og børn, at de kender nogle af lederne. Desuden har vi ledere i alle aldre. Det er vigtigt med unge, sprudlende og initiativrige ledere. Man skal være to år ældre end deltagerne for at være leder. Ligeså vigtigt er det med ledere med livserfaring, som kan løse nogle af alle de opgaver, der opstår omkring børnene. Vi er nogenlunde lige mange ledere af begge køn. Der er opgaver i mange af døgnets timer, så det er vigtigt, at der er ledere nok. Der er ofte en naturlig udskiftning af ledere fra år til år, så der både er erfarne og nye ledere på lejren.

Lederne samles to gange om dagen. Kl. 9.30 og kl. 22.20. Samlingerne bruges til at spore tankerne ind på dagens bibeltime (formiddag), til drøftelse af aktuelle ting samt evaluering. Under samlingerne er der to ledere ude ved børnene. Det er vigtigt med et godt lederfællesskab. Det smitter af på atmosfæren i lejren.

PR
Der udarbejdes en folder med oplysninger om lejren, som deles ud i klubberne og på nogle af skolerne, og den ligger i kirken, på bibliotekerne og i dagligvarebutikkerne. Desuden har lejren en hjemmeside, hvor tilmelding også kan foregå. 

Dagsprogrammet på lejren ser sådan ud.

Kl. 08.00:  Flaghejsning og morgenmad
Kl. 10.10:  Bibeltime i grupper
Kl. 11.15:  Badning
Kl. 12.00:  Middagsmad
Kl. 13.30:  Hobby, sport, øve aftenunderholdning. Søndag lejrgudstjeneste
Kl. 15.00:  Saftevand
Kl. 15.30:  Aktivitet: Løb, markedsdag m.m.
Kl. 17.00: Badning
Kl. 18.00:  Aftensmad
Kl. 20.00: Flag ned. Aftensamling med underholdning m.m.
Kl. 21.30: Sengetid for 1. - 3. klasse
Kl. 22.15:  Sengetid for 4. - 7. klasse

Mellem programpunkterne er der tid til leg og hygge.

Efter lejren
Cirka en til to måneder efter lejren afholdes gensynsaften for lederne. Udover en kort evaluering er det en hyggeaften. 

Tekst: Kirsten Torndahl, Skanderup Sogns menighedsråd