Klub på de unges præmisser

Det kan virke lidt trist at tage afsked med konfirmanderne på deres konfirmationsdag. Endelig har man lært dem lidt at kende, vi har udfordret hinanden og hygget os i konfirmationsstuen, og vi har leget i konfirmandklub et par gange i løbet af året. Men ved konfirmationen er de ”voksne”, og de fleste kirker har ikke andet end højmessen tilbage at tilbyde som tilbud i det kirkelige fællesskab.  ”Men vi ser da konfirmanderne igen, når de kommer og skal have døbt deres børn!” – synes at være en generel holdning. Er det godt nok? Kan vi som kirke være tilfreds med det? Skal vi ikke insistere på at være kirke for alle aldre, også de unge teenagere? Er der en måde, hvorpå vi med et kirkeligt tilbud kan bevare kontakten til de unge?

Hvordan starte en klub for de unge?
I Hoptrup lavede konfirmanderne, ligesom så mange andre steder, en gruppe på Facebook. Det er stedet, hvor de unge i 2014 kommunikerer, lige fra fjollede beskeder og til indbydelse til fest og til klubaften for gamle konfirmander. Alle får indbydelsen, for alle er modtagere af nyheder i gruppen, både nye og gamle konfirmander. Cirka en gang hver anden måned holder vi klubaften. Alle indbydes, der er plads til alle. Nogle kigger lige ind, og andre er med fra start til slut. Der ses film på storskærm, der spilles play-station på storskærm, og der hygges, pjattes og leges. Engang imellem taler vi om alvorlige ting, måske på bagrund af en film.

Det fungerer bedst ved at give ansvaret til de unge. Ved at sige, at konfirmandstuen er deres, og ved så i øvrigt at stå i baggrunden og være parat til at imødekomme den portion kaos, der følger med.

Den første gang, jeg indbød konfirmanderne til en sådan aften, var det på sms. Sms’erne fløj frem og tilbage: ”Skal vi ha’ chips og slik med? Gi’r du sodavand?” Og lige pludselig: ”Ska’ vi selv have madrasser med?” Og jo! De fik lov til at overnatte i konfirmandstuen. Fra midnat og til klokken to så vi ”Signs”, en lidt uhyggelig film, med mening. Er hele verden opstået ved et tilfælde, eller er der en mening bag det hele? – er filmens underliggende tema. Bagefter legede vi gemme i kirken.

Og klokken to gik jeg ind i privaten og sov, mens de gamle konfirmander så en film mere, inden de sidste faldt i søvn. Vi spiste morgenmad sammen ved ni-tiden, inden klubben sluttede for denne gang.  På det efterfølgende menighedsrådsmøde måtte jeg så forklare, hvorfor der var faldet et nodeskab ned bag ved kirkens orgel. Der var jo nok en konfirmand, der havde siddet på det, da vi legede gemme i kirken. Jeg ved ikke, hvem det er, måtte jeg sige. Men om 15 år, når vi igen skal have fundet nogle til at stille op til menighedsrådet, så kan det være, at den konfirmand melder sig, og siger: ”Det var mig, der fik nodeskabet til at falde ned, og nu jeg vil gerne hjælpe med at fortælle, hvor skabet skal stå”.

At insistere på at være kirke for de unge
Selvfølgelig er der omkostninger! Der skal ryddes op, der er popcorn i tæppet, der skal støvsuges og luftes ud. Men der er også omkostninger ved ikke at være kirke for de unge. Hvilke omkostninger har det, hvis vi  ikke insisterer på at være kirke for de unge? 

Tekst: Poul Martin Langdahl, Hoptrup kirke