Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Visioner i menighedsrådet

Når menighedsrådsvalget er vel overstået, er det tid til at finde ud af, hvilken kirke I ønsker jer - nu og i fremtiden? 


Når menighedsrådsvalget er vel overstået 17. september starter arbejdet med at skabe fælles retning i arbejdet med kirkens liv og vækst. Et godt udgangspunkt for det er en visionsdag, der kan være med til at definere den næste valgperiode. forklarer Lisa Junge, der er udviklingskonsulent i Landsforeningen af Menighedsråd. 

- Det er meget forskeligt, hvordan og i hvilket omfang, menighedsrådene har arbejdet med visioner. Nogle har aldrig arbejdet med det, andre har lavet et strategisk arbejde før, og nogle skal tilbage og genopdage visionen, som også kan forandre sig fra råd til råd, alt efter, hvem der sidder med i perioden, fortæller Lisa Junge, der faciliterer både et tre timers kursus om visionsarbejdet og hele dage om emnet hos det enkelte menighedsråd.

- Det er oplagt for de nye menighedsråd at kigge på, hvad det egentlig er, vi vil som menighedsråd. Man kan ret hurtigt blive opslugt af drift, så man glemmer at tage snakken om, hvad der skal kendetegne kirken i vores sogn. En vision gør også, at andre prioriteringer i valgperioden bliver lettere, så vision og aktiviteter hænger sammen, forklarer Lisa Junge.  

Hun anbefaler, at man til et af de første menighedsrådsmøder starter en samtale om kirkens videre udvikling, både generelt eller med nye initiativer, der skal søsættes. 

- Jeg anbefaler, at man får hørt hinandens forskellige baggrunde for at sidde i menighedsrådet, for det kan der være mange perspektiver på. Og dernæst tale om, hvilken motorvej vi vil køre ud af, og få lavet mål og strategier for, hvordan vi så når derhen. Simpelthen få lagt nogle trædesten, der giver en retning, så det bliver tydeligt, hvad vi vil i menighedsrådet, siger Lisa Junge.