Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Skovrejsning i Bylderup Sogn

Bylderup Sogn Menighedsråd har netop fået tilsagn fra Klimaskovfonden om at få støtte til at plante skov på kirkens jord.

Skov

Til nytår rejser menighedsrådet i Bylderup Sogn skov på tre hektar jord, der tidligere har været bortforpagtet til en landmand.

Bylderup Sogns Menighedsråd står bag en ny skov på tre hektar, der skal rejses på kirkens jord. Menighedsrådet har fået midler til at finansiere den kommende skov fra Klimaskovfonden, der yder økonomisk støtte til nye skove gennem bidrag til klimaindsatsen fra private og virksomheder, der gerne vil bidrage til at nedbringe Danmarks CO2-aftryk.

Menighedsrådet har tidligere bortforpagtet de tre hektar jord, der grænser op til en skov, der også ejes af menighedsrådet. 

Imidlertid har Aabenraa Kommune nu pålagt menighedsrådet at beskytte de tre vandboringer, der ligger i skovens undergrund ved at tage jordstykket på de tre hektar, som der ikke må sprøjtes pesticider ud på.

- Vi havde den mulighed, at vi enten kunne lægge jorden brak, forpagte til en økologisk landmand eller plante skov. Vi besluttede os for at plante skov, så vi kan binde noget CO2 og på den måde hjælpe samfundet og gavne miljøet. Det er vigtigt, at alle bidrager til den grønne omstilling, og det gælder selvfølgelig også kirken og vores offentlige jord, siger Henrik Nissen, der er næstformand i Bylderup Sogns Menighedsråd.

Menighedsrådet har fået 141.000 kr. til skovrejsningen, som man forventer går i gang ved årsskiftet. Pengene dækker både indhegning af jorden af hensyn til rådyr og krondyr, samt plantning af nåletræer, egetræer og bøgetræer.

Med den nye skov binder Bylderup Sogn ca. tredive tons CO2 om året, og det glæder næstformanden, der også er formand for skovudvalget

- Vi hælder generelt til en grøn profil i kirken, for som offentlig institution skal vi ikke gå mod den grønne omstilling, men bakke op om den, siger Henrik Nissen.

Menighedsrådet har fået konsulentbistand af Skovdyrkerne, der yder uvildig rådgivning om b.la. skovdyrkning og skovrejsning. Skovdyrkerne har på vegne af menighedsrådet søgt midlerne hos Klimaskovfonden, og de står også for at indhegne og plante selve skoven.