Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Provsteboligen i Flensborg

I Flensburg blev møllerens statelige bolig et hjem for Dansk Kirke i Sydslesvigs provster. I knap 100 år har utallige præster og provster boet i huset på Wrangelstrasse.

Hasse Neldeberg Jørgensen

Den danske provst i Sydslesvig, Hasse Neldeberg Jørgensen, har boet i Helligåndskirkens tjenestebolig i fem år. 

Helligåndskirkens præstebolig på Wrangelstrasse 14 i Flensborg har i 98 år været tjenestebolig for Dansk Kirke i Sydslesvigs præster, og kunne ligeså godt have ligget i Vendsyssel. I hvert fald hvad gælder boligens udtryk med rødt teglstenstag, hvidpudset facade og dansk egeparket fra Junckers trægulve i de tre sammenhængende stuer. 

Huset på Wrangelstrasse blev bygget omkring 1860 som bolig til en møller, og er det ældste hus i gaden. Dansk Kirke i Sydslesvig blev dannet i 1921, og i 1926 modtog DKS en donation fra en arv, der gjorde det muligt at købe møllerens gamle hus til den danske præst.

Carl W. Noack blev Helligåndskirkens første danske præst, og boede i tjenesteboligen på Wrangelstrasse frem til 1937, hvor han blev biskop i Haderslev Stift. 

Cigarrøgen hænger i stuerne

Den danske provst i Sydslesvig, Hasse Neldeberg Jørgensen, har boet i huset i fem år. Selvom det har været igennem flere renoveringer, er en ting hængt ved: De gamle provsters cigarrøg.

-  Min for-forgænger, som forlod huset for 30 år siden, og de andre før ham røg som skorstene, og når der er fugt i luften, kan man tydeligt ane præsternes cigarlugt, griner Hasse Neldeberg Jørgensen.

Han har sit kontor i forlængelse af opholdsstuen, mens førstesalen rummer Dansk Kirke i Sydslesvigs arkiv og en ekstra kontorplads og fire soveværelser.

-  Jeg har et tjenestekontor på kirkekontoret nede i byen, men jeg bruger det faktisk ikke. Jeg har altid holdt MUS-samtaler, sjælesorg og lavet kontorarbejde fra tjenesteboligen, for det er mere afslappet at have folk til møder og samtaler i et hjem end på kontoret. Det betyder selvfølgelig, at der kommer mange fremmede ind. Den balance skal man finde, siger Hasse Neldeberg Jørgensen.

Tjenesteboligen er et vilkår

Han er "ubetinget tilhænger" af tjenesteboligen, og fortæller, det er absolut nødvendig at kunne tilbyde en præstebolig til Dansk Kirke i Sydslesvigs præster.

- Hvis vi ikke kan tilbyde en tjenestebolig her, så har vi ikke nogle præster. Det er et stort skridt at søge embede i udlandet, selvom det kun er syd for grænsen. Det selv at skulle finde bolig her i Sydslesvig og finde økonomi til det er ikke umiddelbart realistisk for vores præster. Bl.a fordi boligpriserne er markant højere end lige nord for grænsen. Generelt synes jeg, man bor rigtig godt i danske præsteboliger, ikke mindst sammenlignet med de tyske præster. Standarden er overordnet set højere end i danske tjenesteboliger.

Og det skal vi bare påskønne, mener den danske provst i Sydslesvig.

- Nogle mener, præster bor rigtig godt, og mange har også unikke og gode tjenesteboliger. Men hvis vi ikke kan tilbyde en præstebolig i en rimelig stand, får vi ikke nogle præster, hverken i Sydslesvig eller i Danmark. 

LÆS OGSÅ OM PROVSTEBOLIGEN I HADERSLEV VED AT KLIKKE HER.