Præstegårdens betydning for lokalsamfundet
Kirkehistoriker Jens Rasmussen kommer her med sit bud på tre betydningsfulde nedslag i præstegårdens udvikling.
Notmark præstegård på Als. Foto: Torben Lindegaard Jensen fra bogen "Præstegården i lokalsamfundet" af Jens Rasmussen.
Kirkehistoriker og forhenværende sogne- og hospitalspræst Jens Rasmussen tegner i sin bog fra 2021, Præstegården i lokalsamfundet, en række væsentlige linjer i præstegårdslivets udvikling i det 19-20. århundrede. I bogen forklarer Jens Rasmussen, hvad livet i og omkring præstegården har betydet.
Her giver han sit bud på tre markante nedslag i præstegårdens historie.
1. Præstegården var skjulested under besættelsen
- Under besættelsen fungerede mange præstegårde som skjulested for jøder, nedskudte engelske piloter og frihedskæmpere. Flere præster på b.la. Fyn og i Syd- og Sønderjylland var medlemmer af modstandsorganisationen Ringen, og sørgede for transport til Sverige, skjulte både våben og flygtninge, ligesom præstegården blev opsøgt for at skaffe falske dåbs- og identitetspapirer.
- Frihedskæmperne, jøder og engelske piloter vidste, at de kunne få hjælp i mange præstegårde, hvor de blev flyttet rundt fra sted til sted for at undgå tyskerne. Fra Sønderjylland har vi eksemplet med den tyske soldat Karl Otto Meyer, chefredaktør og politiker i Sydslesvig, der i 1944 flygtede til Danmark og var aktiv i modstandsbevægelsen. Han hoppede fra præstegård til præstegård i Sønderjylland og på Fyn, indtil han fandt et hjem i Oure på Fyn.
2. Præstegården som socialt helle
- Diakoni er en historisk tradition i præstegården - og er stadigvæk et centralt omdrejningspunkt. Præstegården indgår i landsbyens fællesskab, ikke bare i forhold til det kirkelige, men også socialt. Det stammer helt tilbage fra 1800-tallet, hvor præstegården var stor og rummede en masse aktiviteter, som i den grad var med til at understøtte folket. Præsten var ikke bare bonde på lige fod med bønderne: Han havde også nogle meget klare opgaver med at lede sognet socialt. Det udstråler præstegården også. I gamle dage kom man op til præsten med uforsørgede børn, som han tog ind, indtil man fandt en gård, de kunne være på. Jeg har selv boet på en gammel præstegård, hvor der tit kom folk forbi og fik en madpakke med, eller udlændige, der kom og overnattede. Man har altid vidst, at præstegården var et socialt helle.
- I dag er diakonien fortsat en del af præstegården. I fastemåneden er der
f. eks. tradition for, at mange holder sognemøder med en gæst fra en af de forskellige nødhjælpsorganisationer og laver indsamling, eller man laver aktiviteter, der støtter Ydre Mission eller andre organisationer, der har diakonale opgaver, som på den måde bliver en del af sognet.
3. Privatiseringen af præstegårdslivet
- Menighedsrådet nedlægger i disse år mange historiske landpræstegårde, ikke mindst på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. Det sker b.la. på grund af præstemangel, hvor man slår sognene sammen, og gerne vil tiltrække unge præster ved at bygge moderne præstegårde. Så nedlægger man præstegården ved enten at sælge til private eller rive den ned. Langt de fleste bliver solgt, og det bliver på en måde en privatisering af præstegårdslivet, når landsbyen mister en lokal institution et sted, hvor man inviterer til fællesskab - måske som det sidste sted i sognet, efter købmanden, skolen og forsamlingshuset er blevet sløjfet.
- Det er efter min mening et stort tab for en landsby at miste præstegården, fordi det er en institution, der støtter det lokale foreningsliv. Præstegården rummer fællesskaber omkring diakoni og kulturelle indsatser, ligesom i 1800-tallet, hvor præsten skulle sørge for fattighjælp og administrere skolevæsen. Hele det folkelige og alment dannede perspektiv får man givet med en præstegård, og de værdier, der går tabt, når den sælges, kan ikke genskabes igen. Man sekulariserer miljøet i landsbyerne fuldstændigt ved at frasælge præstegårdene. I stedet kan f.eks. en gammel stor præstegård deles i en privat og en officiel afdeling eller helt bruges som sognegård. Så er man fri for at bygge de nye dyre sognegårde på landet.
- Udover, der er nogle værdier, der står på spil, er der også klimaaftrykket at tage hensyn til, når man nedriver eller frasælger en præstegård for at bygge en ny. Når man river ned for at bygge igen, giver det et meget højt klimaaftryk i stedet for at genbruge eller restaurere den eksisterende bolig. De fleste gamle præstegårde er bygget i mursten, teglsten og træ, hvor man i dag bygger i cement, glaspartier og murstensfacader. Det giver et højt CO2-aftryk. Det kan være fristende at bygge nyt, hvis det f. eks. ser ud til kun at koste en mio. kr. mere at bygge nyt end restaurere, men der skal man holde sig for øje, at budgettet for nybyggeri ofte skrider, eventuelt fordi arkitekten laver et budget, der ikke holder som en del af udbudskonkurrencen eller på grund af dyrtid. Bagefter skal man bede om ekstra bevillinger - og så bliver det alligevel ofte dyrere at bygge en ny præstegård i stedet for at restaurere den gamle.
- Få undtagelser findes, når budgettet på restaureringen af gamle præstegårde stikker af, enten fordi tidligere menighedsråds løbende vedligeholdelse ikke har været tilstrækkelig eller pga. tidligere dårlige restaureringer, utilstrækkelig ventilation, konstruktionsfejl og kuldebroer med forkerte isoleringsmaterialer. Det kan alt sammen medføre skimmelsvamp, men i dag findes der dygtige restaureringsarkitekter, der kan føre præstegårde tilbage til fordums stand.
