Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Ny præst i Sct. Marie Kirke i Sønderborg

Jørgen Jørgensen (64) tiltræder per 1. november som ny sognepræst i Sct. Marie i Sønderborg.

Jørgen Jørgensen

64-årige Jørgen Jørgensen blev færdig med teologistudiet i 1988 og efter to år som sognepræst i Dronninglund Sogn i Aalborg Stift kom han til Aabenraa, hvor han i 1990 blev indsat i Sct. Nicolai Kirke som kirkebogsførende præst for Aabenraa Sogn af daværende provst Erling Albinus.  

- Her har jeg fungeret de forgangne 34 år og været utrolig glad for det. Det har været et privilegium at være i det embede. Der har været meget at lave; mange udfordringer og mange glæder. De sidste år har beslutningen om at træde lidt mere i baggrunden modnedes, og nu var tiden inde, fortæller Jørgen Jørgensen om sit skifte.

Privat er Jørgen Jørgensen gift med Annette, med hvem han har fire voksne børn og 8 børnebørn. 

Hvorfor blev du præst?
- Efter endt gymnasium brugte jeg mit ”fjumreår” på en høj- og bibelskole, hvor jeg i godt fællesskab og med god tid til eftertanke søgte at finde vejen for mit fremtidige liv. I den proces stod det klart for mig, at jeg havde lyst til at læse teologi, og ved siden af det også følte, at det var Guds vej for mig. Undervejs i studiet blev det stadig mere klart, at jeg gerne ville være præst i den danske folkekirke.  

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Først og fremmest en præst, der vil forkynde Guds ord på en forståelig og empatisk måde. Ikke stikke noget under stolen, men heller ikke lægge noget til. Naturligvis har jeg – som formodentlig alle andre præster – et stort ønske om at være præst for hele sognet. Men det er jo lidt en kliche, som både siger alting og ingenting.  

I min forkyndelse og mit samvær med andre har jeg et ønske om at være autentisk – lyttende – og samtidig altid parat til at række evangeliet videre i de livssituationer mennesker står i – uanset om det er konfirmander; dåbsforældre, efterladte eller den trofaste søndagsmenighed.  

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Verden er blevet kompliceret. Det har den nok altid været, men med internettets og de sociale mediers fremkomst og nyhedsformidlingens hastighed, er det blevet mere flimrende end tidligere. Det skaber en kolossal angst og uvished. Selv vejrmeldinger kan i dag give hjertebanken.  

Dertil kommer manglen på autoritet og grænser. Det skaber en rodløshed, hvor enhver overlades til sig selv i sin søgen efter både mening og etiske retningslinjer. Det gør det svært at være ung.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Egentlig den samme som altid: At forkynde evangeliet til nutidens mennesker. Den forkyndelse iklæder sig til enhver tid respekt og forståelse for samtidens mennesker og deres livsvilkår, men målet er det samme: At forkynde tro, håb og kærlighed.  

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Mange kunne nævnes – jeg vælger nr. 334 ”Guds kirkes grund alene”. Den siger tydeligt og frimodigt, at Kristus er kirkens grund, og han vil værne og bevare den indtil vi iler ”did i lyset, hvor han bor”. Nok kan der være strid og sladder inde i kirken – og fra kirkens kritikere, men uanset de ringe kår, som kirken kan tjene under, venter den Kristi komme for at oprette Gudsriget i herlighed, hvor ”Herrens sejrskirke får sin sabbatshvile.”

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Det har jeg svært ved at svare på, men skal jeg nævne et sted er det Sl. 23 – hyrdesalmen. Den indledes med, at salmisten omtaler Gud: ”Han er min hyrde – han leder mig – han fører til hvilens vande” osv. Man når mørket sætter ind, taler man ikke længere om Gud, men til Gud: DU er med mig osv. Gennem mørket til det veldækkede bord i herligheden. Mindelser til Jesu lignelser om bl.a. kongesønnens bryllup. 

En salme, der læst i helbibelsk perspektiv rummer, hvad vi har brug for af håb, tro, fundament.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- ”A year with Timothy Keller – selected daily readings”. Ved siden af: Thomas Sjödins “Det sker når du hviler”.  

Lidt længere væk end natbordet ligger sandsynligvis en svensk krimi…